Svar: 9½ måned og aften putning
Kære forældre
Tak for jeres brev :)
Jeres datter er i separationsfasen - det er den fase, som ofte ligger mellem 8-10 måneders alderen og som betyder at hun lige nu øver sig på bevæge sig væk fra jer og samtidig også derfor har ekstra meget behov for fysisk kontakt. Hun har brug for at se jer, for at vide, at hun ikke er forladt. I denne alder vil hun have rigtig meget behov for at vide at I er der, at I ikke forsvinder fra hende og hun kan godt virke mere pylret og krævende i forhold til kontakt - både i løbet af dagen, hvor hun f.eks. kan blive ked af det, hvis I går ud i køkkenet og lader hende være alene i stuen - men også om aftenen, især når hun skal sove.
Det at hun motorisk begynder at rejse sig ved tingene, kravle og bevæge sig mere og mere ud i verden på egen hånd er en del af separationsfasen. Hun kryber, kravler, sidder op, prøver at sætte sig, rejse sig osv. hele dagen igennem og hun øver det også i sin seng. Både fordi det er let at trække sig op ved tremmerne, det er en god øveplads, men også fordi det er svært for hende at finde ro i kroppen. Hun har en stor motorisk uro, en rastløshed i kroppen og det er svært for hende at ligge stille og slappe af - og derfor også svært at overgive sig til søvnen. Når hun skal sove og ofte om natten, vil I opleve at hun lægger sig op på alle fire, rokker frem og tilbage og hun kan ikke finde ud af at blive langt ned igen - hun græder frustreret og har brug for jeres hjælp.
Jo mere hun øver sig om dagen, jo bedre bliver hun til det og jo mere hun mestrer det og øver sig om dagen, jo mere ro vil der efterhånden komme på hende om aftenen og om natten. Men lige nu, vil hun naturligt have en stor motorisk uro dag, aften og nat ...
Udover hendes udvikling og den fase hun gennemgår i øjeblikket, så spiller hendes rytme om dagen også ind. Det er vigtigt at I forsøger at følge en helt fast rytme dagen igennem - det vil sige op til samme tid hver dag, sove to lure dagligt til fast tid, spise mad, være aktiv osv. til faste tider - uanset om det er hverdag eller weekend. Jo mere fast rytme, jo mere vil hun fornemme parathed til at sove, når hun puttes og jo større sandsynlighed vil der være for at I får hende puttet på det tidspunkt, hvor hun er mest parat til at sove og putningen forløber bedst og hurtigst.
Jeg vil derfor lige sende en dagsplan, som den kan se ud nu:
Morgen 7.30: Havregrød, vand af kop.
Formiddag 9: ½ bolle med smør, ost i stænger, frisk frugt og bær i hånden at sutte på, frugtmos (jerntilskud), vand af kop.
Puttes til formiddagslur ca 9.30, sover her måske en time
Frokost 11-11.30: Rugbrødshapsere med forskelligt smørbart pålæg, gerne fiskepålæg som sildepostej, rognguf, makrel, tun eller lignende. Suppleres også gerne med grøntssagsmos med kød eller fisk, kogte grøntsager, godt kogte pastaskruer eller lignende, Vand af kop.
Ammes/Flaske og puttes til middagslur ca kl. 13.30 og sover her måske 1.5 time, kan hun sove længere er det naturligvis helt okay:)
Eftermiddag 16: Tilbydes lidt tykmælk med revne æbler, frugtmos, rugbrødsdrys eller lignende. Frisk frugt i hånden at sutte på, tilbydes små bidder af en bolle med lidt smør, ost, vand af kop.
Aften 18: Familiemad - hun kan få ris med sovs, pasta med kødsovs, lasagne, frikadeller (kød eller fiskedeller), laks fra ovnen, fiskefilet, farsbrød osv. Især retter med hakket kød, mild fisk og sovs er godt til børn :) Der skal være mos og også lidt mad i stykker, vand af kop.
Kommer i bad, gøres klar til natten.
Tilbydes en godnatgrød i køkkenet ca 19.30-19.45. Får herefter børstet tænder.
Ammes eller flaske og puttes til natten ca kl 20
Sen aften 23-24: Ammes eller flaske og sover herefter uden yderligere mælk til næste morgen tidlig, hvor dagen starter med grød.
Som I kan se så er der i min dagsplan et bad om aftenen og efter badet en godnatgrød. Badet har den fordel, at det hjælper hende med fysisk ro. Hvis badet kan ligge godt en time før hun puttes, så vil det ofte hjælpe hende til at slappe bedre af i kroppen. Godnatgrøden efter badet giver god ro i maven og skaber lidt fornemmelse af "jeg trænger til at slå mave" og dermed lyst til at ligge mere stille og lade roen komme over sig. ...
... Så et bad og en godnatgrød kan være en hjælp hos jer, med den alder jeres datter har nu :)
Når I putter hende, så skal I altså være sikre på at hun puttes på det rigtige tidspunkt og at hun har fået bad, grød, mælk osv. så hun er helt klar til at sove netop der:)
Og når hun så ligger i sin seng, så skal I prøve at vurdere, hvad der vil hjælpe hende bedst. Netop fordi hun i løbet af dagen begynder at bevæge sig mere rundt på egen hånd, så sidder hun ikke og putter på samme måde - men behovet for nærhed har hun stadig, og ofte vil hun søge dette om aftenen. Her hvor roen skal falde over hende, hvor hun skal sige godnat til dagen og alle oplevelserne og overgive sig til søvnen - her kan hun godt have brug for ekstra fysisk kontakt. Det er derfor ofte en rigtig god idé at I sætter jer hos hende, søger for at give den kontakt og nærhed som hun viser behov for, det der skal til for at hun trygt og roligt kan lægge sig til at sove. Nogle gange hjælper det at I lægger jeres hånd på hende, fordi jeres hænder kan gøre at hun bedre kan ligge stille og falde til ro. Nogle børn sover bedst på siden, andre på maven - hvor I så kan sidde og stryge hende ned over ryggen og blenumsen og på den måde få hende til at slappe af, samtidig med at I f.eks. synger den samme beroligende godnatsang aften efter aften.
Det er vigtigt at hun hele tiden er tryg. Hun må ikke føle sig alene og forladt, hvilket hun i denne alder ofte gør, hvis hun ikke kan se jer. Det er vigtigt at hun hele tiden forbinder det at sove med noget dejligt. Det skal være rart at komme i seng.
Prøv at lægge mærke til, om hun har brug for lidt tid i sengen, hvor hun tumler rundt. Nogle børn har brug for på denne måde lige at brænde lidt ekstra energi af og når hun har gjort det, så er hun parat til at blive puttet rigtigt. Hvis hun tumler rundt og ikke er ked af det, så behøver I ikke sidde hos hende. Her må I godt gå kortvarigt fra hende og komme ind igen, lægge hende ned igen, berolige hende, betrygge osv.
Kom til foredrag med Helen Lyng Hansen
Tirsdag 6. maj: Børn & Mad, FOF Aarhus
Men hvis hun er ked af det og tydeligt har brug for at en af jer er der, sidder hos hende, holder i hånden, synger en sang osv. så skal du gøre det. Det er langt bedre at bruge 10-15 minutter på at være der og hun så falder trygt i søvn, end at gå fra hende og hun så bliver ked af det.
Børn i denne alder kan også nogle gange søge underholdning, hvor de viser lyst til at ville lege, de hopper rundt, snakker, protesterer over at skulle sove - selvom de tydeligt er trætte og du ved at puttetidspunktet er rigtigt. Hvis det er tilfældet, så kan det være en mulighed at bruge det, som jeg kalder for se-til-metoden. Det handler om at putte hende sødt, omsorgsfuldt, nærværende og gå kortvarigt - aldrig væk i mere end 3 minutter af gangen, altid vende tilbage uanset om hun græder ikke ikke gør. Det handler om hele tiden at vise hende at I der der, selvom hun ikke kan se jer. Netop fordi hun er i separationsfasen, har hun brug for dette. Hun har brug for at se jer, for at forstå at I ikke er gået og har forladt hende for evigt. Lige nu føler hun sig alene i verden, når I går ...
Denne metode bruges ikke i forbindelse med gråd - det er ikke for at hun skal blive ked af det, og det er ikke en "kontrolleret grådmetode", hvor hun får lov til at græde x-antal minutter. Det er en metode, som bruges for at vise hende, at det ikke er legetid, men sovetid nu og at I mener, at hun nu skal lægge sig ned og ikke hoppe rundt. Ofte vil det være nok at gå fra hende en til to gange, herefter forstår hun, at hun ikke skal lege og vil være parat til at lægge sig, hvor I så kan sidde hos hende, holde en hånd på hende, så hun kan mærke, at I er der og hun kan falde i søvn i sin seng.
Jeg håber at ovenstående giver lidt overblik over hvad der sker hos jer lige nu og hvad der spiller ind, samt lidt råd til, hvilke tegn I skal lægge mærke til, når I skal vurdere om I skal sidde hos hende og hjælpe hende til ro eller måske gå kortvarigt fra hende :)
Hos jer lyder det faktisk helt okay at I lige nu prioritere at sidde der og hjælpe hende med at blive lagt rigtigt og overgive sig til søvnen - hun har brug for jeres hjælp til at finde ro og det går hurtigere - og hun græder ikke :)
Fortsat held og lykke!
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Olívy - meget mere end bleskift
Olívy er et populært bleskifteprodukt blandt mange småbørnsfamilier, og siden 2015 har Olívy været med til at ændre danskernes puslevaner med produktet Olívy baby care – diaper change til forebyggelse af røde babynumser. Men faktisk er Olívy meget mere end bleskift. Det naturlige og skånsomme ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sovevaner:
21. november 2024 | Sovevaner | 6 mdr.
Putning og nattesøvn for tvillingepiger
Kære Helen Vi skriver for at få nogle gode råd til at gennemskue hvorfor...
19. november 2024 | Sovevaner | 7 mdr.
Hej Helen Jeg kan se, at du lige har svaret på et lignende spørgsmål, men...
18. november 2024 | Sovevaner | 9 mdr.
Putning og for meget natamning
Kære Helen Vi kunne godt bruge noget rådgivning til ændring/forbedring af...
17. november 2024 | Sovevaner | 5 mdr.
Baby vågner hele tiden om natten
Kære Helen. Tak for dit brugbare svar angående søvnrutiner. Jeg skriver...
16. november 2024 | Sovevaner | 8 mdr.
Afbrudt nattesøvn, er det ørerne eller?
Kære Helen Min datter er nu 8 måneder gammel. Tak for dine tidligere...
Viden om børn:
Tidlig født
Når børn bliver født før termintidspunktet taler man om for tidlig fødsel. En graviditet varer normalt ca 40 uger.
Børn der er født mellem uge 33 og uge 37, betegnes ofte "moderat tidlig født". Disse børn er altså født mellem 3-8 uger for tidligt.
Børn der er født mellem uge 29 og uge 32, betegnes normalt som "meget tidligt født". Disse børn er født mellem 9-12 uger for tidligt.
Børn der er født før uge 29, betegnes normalt som "extremt tidligt...
Smile
Der er ikke noget bedre end at få et smil fra sit barn!
Allerede få timer efter fødslen ligger barnet og kigger på sine omgivelser og på mor og far. I et sådan øjeblik kan man godt opleve sit barn smile. Det er dejligt, men er dog endnu ikke det bevidste smil.
Først når barnet er ca 6 uger gammelt kan man opleve det mere bevidste smil, hvor det er synet af mor, far, storesøsters ansigt, som får lillebror til at smile.
Jo mere du kan smile, pludre og...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.