Svar: Min søn er bange og ked

---

Kære Rikke

Tak for dit brev :)

Det er rigtig vigtigt at finde ud af, hvorfor jeres dreng er ked af at være i børnehaven. Du fortæller at I har talt med pædagogerne om det, og at de giver udtryk for, at jeres dreng "ikke helt kan tackle de udfordringer børnehaven giver" - hvad betyder det? Er han ked af det i løbet af dagen? Savner han jer? Leger han meget alene? Kan han indgå i leg med de andre børn eller holdes han udenfor? Er det selvvalgt, hvis han er alene eller er det på grund af konflikter med andre, måske mere styrende børn?

Jeg synes det er rigtig vigtigt at finde ud af, hvorfor han ikke vil i børnehave og generelt giver udtryk for, at han ikke synes der er rart og hyggeligt at være - for det skal det naturligvis være. Måske passer den børnehave bare ikke til ham, måske skal han være et andet sted...

Jeres eksempel med at far ikke må agere talerør for jeres dreng ... det synes jeg afhænger meget af situationen. Jeres dreng kan jo også lære af hvordan far gør. Når far tager ham i hånden og går hen til nogle af de andre børn og siger "hej, hvad leger du?", "må xx være med?", så giver det jo også jeres dreng nogle redskaber til, hvordan man kan tage kontakt til de andre børn. Og det har han naturligvis brug for. Og hvis ikke far skal gøre det, så synes jeg det er vigtigt at pædagogerne hjælper jeres dreng med at tage kontakt, indgå i relation med de andre børn osv. hvis det er noget han har svært ved. Han skal naturligvis guides og hjælpes til dette, så han ikke leger alene og for sig selv.

Men det er ikke sikkert at far skal gøre det om morgenen. Det kan være helt fint at aflevere jeres dreng og bruge tiden på at sige farvel og ikke på at sætte ham igang - men i stedet lade pædagogerne om dette. Hvis det er svært for jeres dreng at blive afleveret, svært at sige farvel, så kan det være en god idé at opdele afskeden i to. Det vil sige at far siger farvel, kysser og knuser indenfor og herefter går jeres dreng hen til et vindue, evt. sammen med en pædagog, og far går så rundt om institutionen og vinker farvel gennem vinduet og pædagogen hjælper jeres dreng igang med dagen.

Det kan også nogle gange være en god idé at aflevere ham tidligt om morgenen, så han kommer som en af de første. For hvis han ofte afleveres sent, når flere af de andre drenge/børn er kommet, så er de igang med en leg og det er rigtig svært at være med. Hvis han er en af de første, så vil de drenge som møder ind mere naturligt spørge ham "vil du lege?" og så er han med, uden at han behøver være den der skal spørge - hvilket naturligvis også vil være en rigtig rar følelse for ham.

I skriver at han ofte bliver ked af at blive afvist. At han tager afvisningen meget personligt og ofte tyer til gråd - og jeg tænker at sådan har de fleste af os det. Og ja, det er rigtig hårdt at være i børnehave og nogle gange siger børn noget, som kan virke meget hårdt, men hvor det ikke nødvendigvis er ment sådan. "Du må ikke være med", "det kan ikke være flere med i legen", "du må kun, hvis du vil være hund"... Og her skal alle jo lære, hvordan man kommunikerer. Når børn siger nej til leg, så er det nemlig ikke altid fordi de ikke vil lege, men de kan ikke overskue, hvad rolle jeres dreng skal have, og derfor siger de nej. Så hvis de f.eks. leger "far, mor, barn" og et fjerde barn gerne vil være med, så siger de nej, hvor hvad skal han så være. Hvis han selv kan sige "jeg kan være posten, der kommer forbi", så vil de ofte sige "okay" og så er han med.

Det kan man naturligvis ikke forvente at børn i denne alder kan finde ud af, men det kan de voksne og derfor er det vigtigt at man netop hjælper børnene med at finde ud af at kommunikere sammen. Det er her også vigtigt at forklare dem der siger nej, at "xx bliver ked af det, når I siger nej til leg" og hvordan man kan mødes på en bedre måde. Og jeres dreng skal forklares "de sagde nej, fordi de ikke tænkte over, at du kunne være postbud, du må gerne være med. Har du lyst til at være post, så kan vi finde en taske du kan bruge til brevene?" eller lignende. Der ligger en stor pædagogisk opgave her.

Børn på jeres drengs alder har rigtig meget brug for voksnes anerkendelse, de har brug for at føle sig betydningsfulde, de har brug for at vide at de har en vigtig rolle i familien og de opsøger tit voksnes godkendelse. Ofte med fokus på ting de mestrer "se hvor højt jeg kan springe!", "se hvordan jeg kan balancere", "se hvor hurtigt jeg kan cykle", "se min tegning, er den ikke flot" osv. Og det vil være rigtig godt for jeres dreng, hvis I inddrager ham i forskellige ting i hverdagen. Det kan være at han er med til at dække bord, med til at lave mad eller måske tager med far op for at vaske bil. Det vil betyde meget for hans selvværd og ...

---

---

... måden han ser sig selv på - at han kan hjælpe jer med nogle ting og at I virkelig nyder at være sammen med ham og gøre ting sammen med ham i hverdagen.

Og det er rigtig vigtigt at sætte ord på og sige direkte, hvad det er I er glade for. I stedet for at sige "tak fordi du hjælper mig", så kan I sige "det er rigtig dejligt, når du dækker bord" eller "jeg nyder virkelig, når vi to sammen vasker bil" osv.

Måske skal jeres dreng lære at sige "pyt", "pyt med det" og her kan I også være gode forbilleder og vise ham hvordan. Prøv at overveje, hvordan I selv reagerer i hverdag. Hvis I f.eks. har glemt at købe mælk, reagerer I så med at skælde ud, blive irriterede over at I måske er nødt til at køre op for at hente mælk eller lignende - eller reagerer I med et "pyt - vi klarer os uden". I må gerne i hverdagen prøve at øve det at sige "pyt".

Det betyder ikke, at I ikke skal tage ting alvorligt, det er vigtigt at I ved, at det ikke er det jeg mener. Det er vigtigt at l lytter, når han kommer hjem og fortæller noget, åbner op om det som er svært osv. at I så ikke negligerer det og siger "pyt", men viser ham at I forstår det og lytter til ham. Og mange gange vil det være bedst blot at sige "det kan jeg godt forstå du bliver ked af" eller "det kender jeg godt, sådan kan jeg også have det nogle gange" eller lignende, så han bliver mødt og forstået. Det er nemlig vigtigt at han altid kan føle at han kan komme til jer, når der er noget han er ked af og at I lytter og også reagerer og hjælper ham. Og igen derfor vigtigt at I finder ud af, hvorfor han er så ked af børnehaven...

Det er også vigtigt, som I selv skriver, at have fokus på at styrke hans selvværd og det er her vigtigt at skelne imellem selvværd og selvtillid. Man kan sige at selvværd er noget indre, det er følelsen af at "jeg er noget særligt, fordi jeg er mig". Hvor selvværd er noget mere ydre, det er følelsen "jeg kan finde ud af det, jeg skal".

---

---

---

I skal være opmærksomme på ikke at kalde ham genert, tilbageholdende, stille, forsigtig osv. Hvis han hører at I omtaler ham på den måde overfor andre f.eks. siger "xx er jo lidt genert" eller "xx er jo lidt stille, det har han altid været" eller lignende, så er det med til at holde ham i den rolle - og det er en rolle, som er rigtig svær at komme ud af. Det kan i stedet være en god idé nogle gange at fortælle ham, hvorfor han er noget ganske særligt og hvad han betyder for jer - han vil elske om at høre da han lå inde i maven og sparkede, da han blev født, da han sagde de første ord, begyndte at gå og forskellige fjollede ting, som han har gjort. Og når I fortæller ham om dette, så vil det være med til at styrke hans fornemmelse af at ingen kan tage hans plads, for der er kun en ham og han er noget særligt :)

I skal ikke sammenligne ham med andre. Lad være med at sige f.eks. "Du kan da også løbe hen og lege med de andre" eller "se den anden dreng, hvor han...". Det er ikke befordrende for hans selvværd. Han vil hurtigt kunne føle sig forkert, når han ikke kan gøre ligesom de andre.

Når han græder, fordi verden går ham imod, så skal I prøve at finde balancen mellem ikke at ynke ham og samtidig også lytte og vise forståelse. Det vil sige at I skal prøve ikke at sige "nååå, det var da også forfærdeligt!", når han græder eller lignende, for så viser I ham at det er helt okay at bryde sammen. Men I skal modsat heller ikke sige "Sikke noget pjat, hold så op med at skabe dig og hyle over ingen ting!" for så underkender I hans følelser, hans gråd, som han jo skal have lov at have.

I skal prøve at finde middelvejen mellem de to ting, så han føler sig forstået, men også hjælpes til at komme videre. Måske kunne I sige "jeg kan godt høre du er ked af det, det gør også rigtig ondt, men jeg har svært ved at finde helt ud af hvad der er galt, når du græder så højt ..." eller "av, det var ikke rart, må jeg høre, hvad der er galt?" eller lignende, fordi han jo også har en alder nu, hvor han godt kan sætte ord på og ikke "bare græde", men hvor I kan tale om, hvad der er sket og hvordan I så kan komme videre. Og igen - nogle gange ved at hjælpe ham, finde alternativer, andre gange ved blot at lytte "det kan jeg godt forstå du er ked af" og atter andre gange ved f.eks. at sige "det kender jeg godt, nogle gange så prøver jeg at sige pyt med det og så går det godt igen" eller lignende.

Der findes en fin lille bog om børn og selvværd. Den hedder "Glade børn med højt selvværd - en forældreguide". Den er skrevet af Dan Svarre, der er psykolog og den er udgivet på Politikens Forlag. Du finder den i min bogguide under 'mobning og selvværd' og den vil måske hjælpe jer lidt videre.

Jeg håber I kan bruge disse tanker lidt videre, fortsat held og lykke :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---