Svar: Efterkomme kollektive beskeder

---

Kære frustrerede mor :)

Tak for dit brev og hvor er det dejligt at høre, at jeres dreng trives med at være startet i SFO og har fået mange nye legekammerater. Det lyder som om at det har været et godt skifte for ham, det lyder som om at de andre gerne vil ham og også venter på ham, selvom han nogle gange bruger længere tid på at blive færdig - alt sammen rigtig fint og godt.

Men naturligvis skal han lære at lytte til en kollektiv besked... Det er dog meget svært at træne derhjemme, for netop "kollektiv", betyder jo at en gruppe får en fælles besked, og når I taler til ham hjemme, så er der naturligt ofte kun ham og ikke en gruppe af børn eller andre ... Så kollektive beskeder lærer børn, når de befinder sig i et kollektiv, altså i en større gruppe.

Han har fået kollektive beskeder i børnehaven, han får dem i svømmehallen, når I går til svømning, han får dem på SFO´en og han får dem også i skolen, når han starter i klassen efter sommerferien. Og mange børn har svært ved det med de kollektive beskeder og skal naturligt hjælpes på vej. Da SFO´en lige nu oplever at han har svært ved det, så vil det være rigtig godt, hvis de kan hjælpe ham. Ikke udstille ham, ikke gøre ham ked af det, men guide ham.

Allerede når beskeden kan gives, så kan man gøre opmærksom på, at nu taler den voksne og nu skal man lytte efter. Nogle steder bruger man f.eks. at klappe. Når den voksne klapper, så skal børnene klappe med på samme rytme, og på den måde bliver alle børn opmærksomme på, at nu skal der siges noget vigtigt. Det vil også være helt naturligt at man siger "sshh-sshh" eller lignende, at man siger "der skal være så stille, at man kan høre en knappenål falde til jorden, så alle kan høre hvad der bliver sagt" osv. så børnene på den måde hjælpes til at lytte opmærksomt og præcis som du skriver bliver opmærksomme på at lydniveauet skal sættes ned, hvis man vil høre de beskeder, som de voksne giver - for ellers så bliver det helt naturligt at lukke ørerne, og det der bliver sagt bliver opfattet som støj og ikke som vigtigt.

Jeg synes også at pædagogerne på SFO´en kan hjælpe jeres dreng med at blive opmærksom på, at han skal høre efter. Det kan man gøre ved lige at lægge hænderne på hans skulder eller arm og stille sige "nu skal vi lige høre, hvad Bente siger" (eller hvad pædagogen nu hedder), så han stopper med det han er igang med og får rettet sin opmærksomhed den rigtige vej. Man kan også spørge ham, når beskeden er givet "fik du fat i, hvad det var Bente sagde?" og give ham muligheden for at svare på det han har hørt og samtidig gentage det, hvis han har brug for ...

---

---

... det.

Derhjemme kan I øve det at lytte ved f.eks. at læse små historier op og lade ham genfortælle, hvad historien handler om. I kan gøre det samme med en film I ser, hvis du f.eks. ser en film sammen med ham, så kan han fortælle far om den om aftenen og du kan supplere, med det han ikke kan huske. På den måde lærer I ham at lytte og bruge det han hører, genfortælle det han hører og på den måde blive mere bevidst om, hvad han ser og hører.

At kunne modtage en kollektiv besked handler også om at forstå alt det, som sætningen indeholder. Måske bliver han i tvivl, fordi der er noget af det beskeden indeholder, som han ikke ved, eller sætningen er måske for lang. Det kan f.eks. være at beskeden lyder "når vi har spist, så skal I alle sammen tage overtøj på og løbe ud til bålstedet" ... måske glemmer han hvad det var han skulle, når han havde spist... måske ved han ikke, hvor bålstedet er... Der kan være mange ting i en sætning, som naturligt kan gøre ham usikker og nogle børn vil naturligt "bare følge med", uden at tænke særlig meget, andre børn tænker og bliver i tvivl og går derfor i stå:)

---

---

---

Undersøgelser viser derudover at drenge ofte har sværere ved at modtage kollektive beskeder end piger. Det handler om at drenges hjerne simpelthen ikke er moden på samme måde som pigernes, de har og danner ikke myelin i samme mængde og ligeså tidligt som pigerne gør. Myelin sidder omkring nervecellernes ledninger, og er en forudsætning for at der kan sendes elektriske signaler mellem nervecellerne. Ann Elisabeth Knudsen, har skrevet en del om netop dette emne. F.eks. bogen "Pæne piger og dumme drenge".

Når man skal kommunikere til en dreng, så skal man helst se direkte på ham, tage ham i hånden eller på skødet. Drenge opfanger ofte tingene bedst, hvis der kun er en oplysning pr sætning ellers er er stor risiko for, at de kun får den halve information med. Og en lang sætning som "når vi har spist, så skal I alle sammen tage overtøj på og løbe ud til bålstedet" - her vil nogen gå igang med at spise, andre vil løbe ud til bålstedet med det samme, men glemme jakken og ikke høre, at de først skulle spise... Og nogle (ofte pigerne) vil høre det hele, sætte sig ned, spise først og naturligvis huske jakken inden de løber ud...

I kan naturligvis godt, hvis I er sammen med andre børn og voksne, træne det at lytte til hinanden og give plads til at andre taler - ikke lukke af, men høre, hvad den anden egentlig siger. I må gerne i forskellige situationer have fokus på at øve disse ting - men det lyder det også som om at I allerede har :)

Jeg håber I kan bruge mine input lidt videre, fortsat held og lykke :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---