Svar: Meget frustreret dreng på 2 et halvt

---

Kære Katrine

Tak for dit brev og fine beskrivelse af jeres lille dreng. Hvor er det dejligt, at I venter jer igen, og hvor er det dejligt at jeres dreng er så godt med, som han er. Det bliver helt sikkert godt for ham at starte i børnehave, hvor han vil møde mange nye udfordringer - det bliver også hårdt, men han lyder til at være en dreng, som vil kunne have stor glæde i at spejle sig i de lidt større børn :)

Det er dejligt, at du venter dig - det vil naturligt give jer mulighed for at nyde sommeren på en anden måde og du vil kunne flekse hans tid i børnehaven efter hans behov. Det har mange fordele, netop fordi han jo starter, når han ikke er så gammel og samtidig også skal forholde sig til at skulle dele mor og far med en lille ny. Det lyder som om at det hele nok skal kunne gå op i en højere enhed :)

Med hensyn til sundhedsplejerske - så vil jeg naturligvis gerne hjælpe alt det jeg kan herfra - men du kan altid kontakte kommunen og bede om at få en anden sundhedsplejerske tilknyttet, når I får jeres lillebror. Det er okay at ytre ønske om dette.

Det er rigtig godt at jeres dreng er verbalt så god som han er. Det gør det naturligvis lettere at kommunikere med ham, men det gør det naturligt også ekstra frustrerende, når det så ikke virker at forklare ham, hvad I vil eller ikke vil - og han tilsyneladende slet ikke kan høre, hvad det er I prøver at sige... Det er dog helt naturligt for hans alder og der er ingen tvivl om at han reagerer voldsomt, men stadig lyder det normalt. Ud fra det I fortæller så tænker jeg ikke at han har ADHD eller andet, som I lige nu bekymrer jer omkring, det lyder for mig som om at han er dybt frustreret over at I siger nej - og måske netop fordi han normalt er så god til at give udtryk for hvad han vil og bliver mødt rigtig godt af jer, så frustrerer det ham ekstra meget, når I pludselig holder fast og siger at "der er ingen saftevand om natten".

I skal vide, at jeres dreng er nødt til at ville noget andet end jer - det er et led i at udvikle sin selvstændighed, et led i at finde ud af, hvem man selv er. Han kan ikke udvikle sit selv, hvis han er enig med jer og vil det samme som jer. Derfor er han nødt til at ville noget andet, og derfor kan hans reaktion virke meget voldsom.

Det vigtigste i dette er, at I forsøger at rumme hans følelser. Det er helt okay at han bliver vred, frustreret, ked af det, sur, gal, hidsig osv. Det er ligeså okay at han har disse følelser som at han er glad, i hopla, charmerer og smiler til alt og alle. Og at kunne rumme hans følelser betyder, at I kan holde ud, at han har det som han har det, uden at I forsøger at lave det om, og uden at I tager det personligt.

Det er vigtigt at I viser ham, at I forstår ham "det er også dumt, at du ikke kan få saftevand", så han hører at I forstår, hvad han vil. Samtidig med at I skal holde fast i at I vil noget andet og tilbyder noget andet "du kan få vand". Nogle gange kan det være en god idé at aflede ham, for at "hive ham ud af" den tilstand han næsten kan være i, hvor han bryder helt sammen - tage ham med ind i et andet rum, få ham til at lege med noget legetøj, invitere ham til at kikke i en bog, sætte ham på en stol ved køkkenbordet og servere lidt mad og lidt at drikke ... et eller andet, som afbryder situationen og får ham på lidt andre tanker, så han kan falde lidt ned på jorden igen.

Det er vigtigt at I ikke skælder ham ud og at I sørger for at holde jer i nærheden. Han må ikke føle at I ikke vil ham eller at I straffer ham. Det er f.eks. ikke nogen god idé at sende ham på værelset med besked om at han "skal opføre sig ordentlig" eller kalde ham "hysterisk" eller lignende. Det er derimod vigtigt at vise ham, at I gerne vil ham, at I kan bevare roen selvom han ikke kan. Nogle gange skal I sidde i nærheden og invitere ham ind til jer "sååå skat, kom her, kom skat" andre gange skal I gå kortvarigt fra ham "jeg går lige ud i køkkenet, så kommer jeg igen" og så kikke ind til ham en gang imellem "hej skat, er du okay, søde lille ven" osv. så han mærker at I er der og gerne vil ham, men uden at I presser ham til kontakt og nærhed - I er der, når han er klar og I prøver at invitere ham med, invitere ham til at få kys og kram, sidde på skødet osv. fordi I naturligt gerne vil ham - også selvom han har det svært.

Når han afviser jer med "slip mig", "du må ikke røre ved mig" osv. så er det f.eks. helt okay at sige til ham "jeg kan mærke at du har brug for lidt tid, kald på mig, når du er klar" eller lignende, så I anerkender hans behov for lidt tid alene og derfor går fra ham, men igen viser ham, at I er der og gerne vil ham, når han atter er klar :)

Han skal ...

---

---

... naturligvis ikke slå og sparke jer, det er vigtigt at I markerer, at den reaktion vil I ikke have - igen kan det være en god idé at I lader ham være alene lidt og ikke tvinger ham til fysisk kontakt og nærhed. Han skal ikke bide og slå - heller ikke selvom han er dybt frustreret. Og det er okay at sige fra. Hvis han er på jeres arm eller skød, så sæt ham fra jer, og hvis han gør det, når I f.eks. sidder i sofaen, så rejs jer og gå væk. I må godt markere, at det er forkert at slå og bide, at det vil I ikke acceptere og igen gå og forklare, at I kommer igen om lidt, når han er klar eller at han kan kalde på jer, når han er klar.

Det er naturligt forskel på børns temperament - og jeres dreng reagerer voldsomt og det virker i situationen voldsomt, især når det kan trække ud i timer. Mange familier vil nikke genkendende til det I fortæller og andre familier vil aldrig opleve så voldsomt et anfald af fortvivlelse - sådan er det så forskelligt. Det er ikke sikkert at I vil opleve det samme med lillebror, han kan have et helt andet temperament og skal måske tackle på en helt anden måde - det er bestemt berigende at have forskellige børn og tiden vil vise, hvordan de hver især udvikler sig :)

Det er godt at holde fast i at nej er nej - når I siger nej, så er det velovervejet og derfor kan I godt holde fast, også selvom han bliver vred. Det er vigtigt, at han mærker, at han kan stole på jer, og det I siger, og at I ikke begynder at være inkonsekvente på den måde at "bare han bliver ved længe nok, så giver I efter" - et nej er et nej, for det er et velovervejet nej... Men I er der stadig og I elsker ham stadig ligeså højt, han må ikke tvivle på dette, selvom I siger nej :)

Det er svært at sige nej, for vil vil jo helst have at vores børn virker glade og trygge - som du jo også skriver. Det er svært ikke at føle sig utilstrækkelig som mor, når ens barn protesterer højlydt over det vi gør - og derfor er det let nogle gange at give efter og servere saftevand om natten. Og nogle gange skal man naturligvis også give efter og barnet skal mærke, at det også får sin vilje - men andre gange skal du holde fast i at du ved bedst som mor og at der er visse regler som skal følges - også selvom det ikke passer jeres dreng.

Man siger at 90% af hjernens vækst foregår de første 5 leveår og derfor er det utroligt vigtigt, hvordan man som forældre reagerer på sit barn. Alt det du og din dreng gør sammen, vil påvirke hans hjerne og vil påvirke hans udvikling og også livet fremover. Det vil være med til at påvirke hans evne til at håndtere modstand fremover, at du nogle gange ikke følger ham, men holder fast i dit nej - og det kan du gøre, fordi du er voksen og derfor ved, hvad der er bedst for ham.

Det betyder ikke at du bevidst skal søge at give ham modtand eller "være efter ham", det er slet ikke det. Men det er vigtigt at du viser ham, at selvom verden er svær og går imod ham, så kan I sammen godt komme igennem det.

Man kan beskrive hjernen på flere måder, men i forhold til børn og i forhold til at forstå, hvad det er der sker, når man har med små børn at gøre, så kan det være en god idé at se hjernen inddelt i 3 dele:

---

---

---

1. Den rationelle hjerne, som også kaldes storhjernen. Det er denne del af hjernen der styrer kreativitet, fantasi, problemløsning, selverkendelse, omtanke, empati, eftertanke og lignende.

2. Pattedyrhjernen, som også kaldes mellemhjernen eller det limbiske system. Den udløser store følelser der skal styres af den rationelle hjerne. Det er raseri, frygt, separationsangst, social tilknytning, legesyge, lyst til at udforske og lignende.

3. Krybdyrhjernen er den nederste del af hjernen og den aktiverer vores vigtige kropsfunktioner. Det er sult, fordøjelse, åndedræt, blodomløb, temperatur, at kunne bevæge sig, kamp eller flugt.

Når din dreng slår dig, sparker ud efter dig eller prøver at bide dig eller lignende, så sker der en aktivitet i pattedyrhjernen. Da pattedyrhjernen styres af den rationelle hjerne, så er det vigtigt, at det er den du med din reaktion aktiverer. Det er vigtigt fordi du med din reaktion jo netop er med til at skabe de vigtige forbindelser mellem disse to hjernedele.

Derfor er det vigtigt at du reagerer med lydhørhed, viser din dreng at du forstår hvad han vil. Du må naturligvis gerne sige av, så han ved at det gør ondt, ligesom du kan sætte ham fra dig osv. som jeg har nævnt. Men det er vigtigt at han ikke bliver bange for dig eller føler sig forkert og at du viser ham, at du godt kan rumme hans frustrationer og meget stærke følelser.

Jeg håber I kan bruge dette lidt videre, fortsat held og lykke:)

- Og jeg glæder mig rigtig meget til at følge jeres lille familie fremover!

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---