Svar: Kommunikation
Kære Sanne
Tak for dit brev :)
Åh det lyder skønt med sol og varmere himmelstrøg - i Danmark har vil lige nu minus 3 grader med chillfaktor der føles som -15 :)
Det lyder som om at I er faldet rigtig godt til og som familie trives. Selvom far arbejder meget og har lang rejsetid, så prioriterer I familien og far er aktiv i Maries aftenritual og de to bruger også tid sammen i weekenden. Det er rigtig godt.
Det lyder også som en god idé at have Marie i børnehave i dagtimerne, så du har mulighed for at lave andre ting og måske finde lidt ressourcer til så at være der for hende, når hun hentes. Hun har højst sandsynligt stor glæde af at lege med de andre børn og lærer også en masse sociale kompetencer, når hun er i børnehaven - hun får noget helt andet ud af at være der end hun får ud af at være sammen med dig og hun har brug for begge dele :)
Marie er nu 4.5 år og det er en rigtig skøn alder. Mange oplever dog denne alder ekstra udfordrende, fordi barnet begynder at være verbalt stærkere, hvilket betyder at man diskuterer mere eller man oplever at barnet "svarer igen". Marie er en stor pige nu, det babyagtige er forsvundet, og hun viser mere selvstændighed og egen vilje, hvilket naturligt er et godt tegn. Og det er rigtig vigtigt at du ved, at Marie er nødt til at ville noget andet end dig - hun kan ikke udvikle sin selvstændighed og egen vilje, hvis hun skal gøre alt som du vil eller som du siger - hun er nødt til at ville noget andet, ville det modsatte end dig, for at finde sig selv:)
Hun er ved at opdage humor nu og hun kan fjolle, pjatte og grine af ting, du slet ikke kan se det sjove ved - og du kan udnytte dette. Nogle gange, når tingene bliver til diskussioner, så kan det være en god idé at bruge humor, fjolle rundt, lave sjov. Hvis I kan grine og fjolle sammen, så vil hun naturligt efterfølgende have mere lyst til at høre efter hvad du siger og hvad du beder om.
Hun prøver naturligt nye ord af - også grimme ord, som kræver at du som mor skærer igennem og fortæller at sådanne ord vil du ikke høre, ligesom du så skal fortælle, hvad hun kan sige i stedet. Ikke skælde ud, men prøve at forklare, hvorfor der er noget du ikke bryder dig om og hvad du gerne vil i stedet. Hun har rigtig meget brug for små korte forklaringer og for at mærke, hvor dine grænser går. Hun har brug for anerkendelse, hun har brug for at føle sig betydningsfuld, hun har brug for at vide at hun har en vigtig rolle i familien og hun vil ofte opsøge din godkendelse. Ofte med fokus på ting hun mestrer "se hvor højt jeg kan springe!", "se hvordan jeg kan balancere", "se hvor hurtigt jeg kan cykle", "se min tegning, er den ikke flot" osv.
Det vil være rigtig godt at du giver hende små opgaver i hverdagen. Hun kan ...
... sagtens være med til at lave mad, ordne vasketøj, handle og finde de varer på hylderne, som I skal have. Og det er vigtigt at du er meget konkret, når du roser hende. Sig f.eks. "tak fordi du hjalp mig med borddækningen" og ikke bare "tak fordi du hjalp mig". Det er en god idé at sætte præcist ord på det, som du er glad for.
Det er også en god idé at have små regler - for hun forstår reglerne og det er sandsynligvis vigtigt for hende at regler overholdes. Derfor kan I godt lave små familieregler, hvor I sætter jer og taler om, hvordan tingene skal foregå hos jer og hvad man skal gøre, hvis reglerne brydes. Hun synes sandsynligvis det er ligeså dumt, når I skændes over tøjet, oprydning osv. og hun vil måske godt kunne komme med forslag til, hvordan hun kan rydde op eller komme i tøjet... Med den alder hun har, vil hun elske at føle sig som en del af fællesskabet og kan godt lide at blande sig når de voksne snakker - og det er vigtigt at inddrage hende og igen udnytte dette til at få lavet nogle aftaler om, hvordan det er at være i jeres familie.
At bruge trusler som "hvis du ikke ... så får du ikke lov til at se Disney" eller lignende er uhensigtsmæssigt. Det vil meget let få Marie til at føle sig forkert og det er ikke Marie der er forkert, det er det hun gør, som er forkert. Det kan derfor være en rigtig god idé at "vende tingene på hovedet" og i stedet for f.eks. sige "hvis du skynder dig med tøjet, så kan du nå at se Disney".
Kom til foredrag med Helen Lyng Hansen
Tirsdag 6. maj: Børn & Mad, FOF Aarhus
Der ligger to artikler i min artikelsamling, som du med fordel kan læse "Bruger du trusler i opdragelsen?" og "Praktiske eksempler på hvordan du undgår at bruge trusler i opdragelse".
Det er også vigtigt at du er tydelig i hvor dine grænser går og du er f.eks. tydelig, når du UNDGÅR at sætte spørgsmål som "Marie, kan du huske, hvad vi har aftalt?", "Hvad er det du skal nu?", "Hvad var det vi snakkede om i går?"... Det er vigtigt at du sætter personlige grænser - det gør du ved at sige "jeg vil have at du tager tøj på nu", "jeg forventer at du selv tager sko på" eller lignende i stedet for f.eks. at sige "du må ikke hoppe rundt nu" eller "vil du ikke være sød at stoppe med..", "vil du ikke være sød at tage tøj og sko på nu"... Når du formulerer dig personligt med et "jeg", så er det tydeligt for Marie, hvad det er du vil og hvad du ikke vil - og dermed tydeligt, hvad reglerne er nu. Du skal altså prøve at UNDGÅ "vil du være sød at..", "du må ikke...", "du skal ..." - og ja jeg ved godt at det er svært og nogle gange lykkes det ikke og det er helt okay, men prøv om du nogle gange kan overveje, hvordan du formulerer dig og at du skal formulere dig personligt med "jeg".
Jeg håber du kan bruge dette lidt videre, rigtig meget held og lykke:)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Plus-Plus BIG: Sjov og lærerig leg for de mindste
Når det kommer til små børns udvikling, spiller leg en afgørende rolle. Det er en væsentlig måde for børn til at udvikle deres finmotorik, evnen til at fordybe sig, lære om farver og former osv. BIG har vist sig at være godt til netop det, og derfor vælger mange vuggestuer og børnehaver også BIG, ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:
22. november 2024 | Opdragelse | 3 år
Kære Helen. Vi har en dreng på 3 år (blev 3 i oktober) der startede i...
13. november 2024 | Opdragelse | 3 år, 4 mdr.
Hej Helen. Jeg har en skøn dreng på 3 år og 4 mdr. Han er sød og kærlig,...
26. september 2024 | Opdragelse | 2 år, 6 mdr.
Kære Helen. Tak for din brevkasse, som jeg nu endnu engang har brug for....
17. september 2024 | Opdragelse | 2 år, 6 mdr.
Hej Helen Vi har solgt vores hus og skal flytte om cirka halvanden måned....
16. september 2024 | Opdragelse | 23 mdr.
Hej Helen. Vi har en søn på snart 2 år, som i perioder vælger den ene af os...
Viden om børn:
Æteriske olier
Æteriske olier er planteolier, der tilsættes forskellige plejeprodukter, f.eks. massageolie, for at give det duft.
Æteriske olier kan indeholde allergene parfumestoffer, der kemisk set er identiske med - og lovgivningsmæssigt er sidestillet med - de syntetisk fremstillede.
I forhold til børn er det vigtigt at undgå parfumerede massageolier og helt undlade at bruge voksenprodukter. Æteriske olier bør ikke bruges direkte på huden og man skal være opmærksom på at...
Navlestreng
Navlestrengen forbinder dit barn og dig til hinanden, så længe barnet ligger inde i livmoderen. Navlestrengen går fra babys navle til moderkagen, og det via navlestrengen at dit barn får alt det, som barnet har brug for, når det skal vokse og udvikle sig i livmoderen.
Lige efter fødslen vil navlestrengen stadig forbinde dig og dit barn, og navlestrengen fungerer fortsat lidt. Man kan se, at den pulserer, så barnet får den sidste ilt fra moderkagen.
Når moderkagen...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.