Svar: Genert dreng

---

Kære mor til dreng på 2

Tak for dit brev - Naturligvis svarer jeg, det er jo idéen med min brevkasse:) Jeg vil meget gerne dele lidt tanker med dig.

Det er rigtig godt, at du er opmærksom på, at du selv er genert og at dette har påvirket dig hele livet og nok stadig gør det. foro netop når man taler om børn og generthed, så spiller det ind, hvordan vi voksne reagerer i forskellige situationer. Din dreng spejler sig jo i dig, han bruger dig som rollemodel og lære af at se, hvordan du gør, hvordan du tackler forskellige situationer.

Derudover er han måske også af natur en lidt tilbageholdende type og det må man gerne være. Det er ikke nødvendigvis generthed, men blot hans personlighed og vi er som mennesker alle forskellige. Derfor vil nogle naturligt altid stille sig op, være meget tydelige i forsamlinger, række armene op "tag mig, tag mig", hvor andre holder sig tilbage, lige skal se situationen lidt an, finde ud af hvem folk er, hvad der foregår osv. Og det skal der være plads til :)

Det er vigtigt, at du ikke sender nogle signaler om, at din dreng hører til 'de generte'. Hvis han først får en rolle som værende den generte, så er det svært at komme ud af den igen. Derfor skal du være opmærksom på ikke at kalde ham genert. Man kan godt komme til at sige "nå, bliver du helt genert nu" eller "lad nu være med at være så genert". Nogle gange kan man også overfor andre, f.eks. bedsteforældre eller andre sige "han er jo lidt genert" eller som du selv skriver, andre begynder måske at sige "han er genert" eller "han er godt nok stille" og på den måde kan han blive holdt fast i den rolle.

Du skal også passe på ikke at sammenligne ham med andre børn. Det kan være, når I f.eks. er på besøg hos venner eller familie og der er andre børn, så skal du passe på at du ikke kommer til at sige "du kan da også løbe hen og lege med de andre' eller "se den anden dreng, hvor han ...". Det er ikke befordrende for hans selvværd, han vil føle sig forkert, når han ikke kan gøre ligesom de andre og det vil ikke hjælpe ham til at blive social.

Der sker ikke spor ved, at han sidder hos dig eller opholder sig i nærheden af dig, når I er nogle steder. Det kan godt være, at han har brug for at se tingene lidt an en times tid, før han er parat til at snakke og være sammen med de andre, lege osv. Og det må han gerne. Når han så har set situationen lidt an, finder ud af at det ikke er farligt, så vil han sandsynligvis få lidt mere mod på at lege og deltage sammen med de andre, men han skal have tid til at skifte situation. Stille og roligt i takt med at han bliver mere og mere tryg ved stedet, vil han kunne sidde lidt ...

---

---

... mere på afstand af dig. Det vil sandsynligvis stadig være sådan at han kommer hen til dig, kryber op på skødet, putter lidt og får et knus og lige skal sidde lidt - men så kan han lege lidt videre i igen og han må gerne på den måde gå lidt til og fra.

Der vil sandsynligvis også være nogle af de andre børn, som begynder at henvende sig til ham, spørger om han vil lege, kommer og viser ham noget legetøj osv. og så kikker du på det sammen med ham, snakker om hvad det er og prøver at fornemme om han er parat til at gå ned og væk fra dig, parat til at lege med de andre. Hvis han er parat, så er det fint, hvis han har brug for at du går med, så gør du det og hvis han har brug for at sidde lidt mere og se tingene lidt an, så er det også okay.

Du skal hjælpe ham med at svare, når han ikke selv kan. Når I møder nogen der spørger til ham, hilser på ham eller lignende og han så gemmer sig bag dine ben, så skal du svare for ham. Du skal ikke afkræve ham et svar, sig f.eks. ikke "du skal svare" eller "sig nu hvad du hedder", "hvor gammel er du?" eller ligende, men svar for ham samtidig med at du inddrager ham - "du er næste 2 år gammel, ikk?" samtidig med at du kikker på ham, så han inddrages i svaret. Det er vigtigt at han på den måde er med i samtalen, men oplever at du hjælper, træder til, når han ikke selv kan og samtidig vil han med tiden selv finde ud af at svare.

---

---

---

Du skal hjælpe ham med at være social. Når du kan se at han vægrer sig ved at gå hen til de andre børn eller andre voksne, så fortæl ham, at det er okay at han er utryg, men at du går med ham og så tager du ham i hånden og I følges derhen. Han er stadig ikke ret gammel og han lærer det efterhånden, men det er vigtigt at du hjælper ham, guider ham, giver ham nogle værktøjer til at tackle forskellige situationer. Du kan f.eks. tage initiativet til at spørge, hvad børnene leger, hvad de hedder osv. og på den måde giver du ham på sigt værktøjer til selv at forsøge sig. Han spejler sig i dig og i det han ser dig gøre.

Med hensyn til aflevering i vuggestuen, så har han sandsynligvis svært ved at sige farvel, fordi det er naturligt svært at skifte situation og han er optaget af morgenmaden - og det er helt fint. Hvis det går dig meget på, at han ikke vinker farvel, så synes jeg du skal prøve at tale med pædagogerne om ikke de kan hjælpe ham med at vinke farvel - det kan sagtens være imens han sidder ved bordet, klar til at gå igang med morgengrøden, så kan pædagogerne sige "se nu går xx´s mor, farvel mor" og så vinker pædagogen, de andre børn og din dreng, som jo igen spejler sig i det han ser :)

Håber du kan bruge dette lidt videre, fortsat held og lykke:)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---