Svar: Lære at høre efter?

---

Kære forældre

Tak for jeres brev og velkommen til - og tak for jeres fine beskrivelse af jeres lille familie og jeres selvstændige 3 årige datter :)

For det er netop selvstændighed, det handler om hos jer. Jeres datter er rigtig godt igang med at finde ud af hvem hun selv er, hvad hun vil og ikke vil og hvordan I forældre reagerer på det hun siger og det hun gør. Det er en proces som tager rigtig lang tid og som kræver enorm stor forståelse og omsorg, samtidig med at I naturligt skal have nogle regler og sætte nogle grænser - det er rigtig svært og det er helt naturligt at I nogle gange føler det som "at slå i en dyne" - I kan blive ved og ved og det hjælper ligesom ikke...

Det er dog meget vigtigt at I ved, at jeres datter er nødt til at ville det modsatte af jer. Når I vil have at hun skal tage tøj på, så er hun nødt til at sige nej. Når I vil at hun skal børste tænder, så er hun nødt til at sige nej. Når I vil at maden skal ligge på tallerkenen, så er hun nødt til at sige nej - hun er nødt til at ville det modsatte end jer, for det er sådan hun udvikler sin selvstændighed. Hun kan ikke udvikle sig selv og sine egne meninger, hvis hun vil og gør det samme som jer.

Og derfor kan konflikter i hverdagen ikke undgås, men det er naturligvis vigtigt at I kommer igennem konflikterne på en god måde, så alle lærer noget af det og så ingen bærer nag - og I lyder til at være en rigtig sød og omsorgsfuld og kærlig familie!

I skriver at I måske er "lidt bløde forældre" - og det kan godt være. Det lyder dog som om at I forsøger at appellere til hendes fornuft, giver forklaringer osv. og når det ikke hjælper, så er der en konsekvens - at I f.eks fjerner tallerkenen fra bordet. Og det er helt fint - men måske skulle I prøve at skabe konsekvens lidt før og ikke tale for meget om tingene men melde kort ud "maden skal ligge på tallerkenen ellers bliver den fjernet" - og når hun så lægger maden ved siden af tallerkenen, så fjerner I den. Og ja - så bliver hun naturligt frustreret og ked af det og her kan I så komme med en forklaring "maden skal være på tallerkenen" og også give hende en chance mere "du må godt få din mad, men den skal ligge på tallerkenen" og hvis hun så går med til dette, så får hun naturligvis sin mad igen - kommer hun så maden uden for tallerkenen endnu engang, så er hun færdig med at spise.

I skal naturligvis sikre at hun tilbydes mad til faste tidspunkter, så hendes blodsukker er stabilt og hun naturligt føler behov for at spise, når hun sættes ved bordet, så hun ikke "leger med maden" fordi I har overhørt hendes behov for mad tidligere. I skal naturligvis også sikre jer at hun tilbydes mange små måltider dagen igennem, så hvis hun ikke får så meget at spise til de ene måltid, så får hun lidt til det næste. Ligesom I skal have nogle regler om at hun sidder på sin stol ved bordet, når hun spiser, så hun ved at det er sådan det er - og så hun ikke er vant til at løbe rundt med mad i hånden og derfor ikke kan finde ud af, hvornår hun skal det ene og det andet. Og I skal sørge for at det er hyggeligt og dejligt at spise, når I netop sidder ved bordet, så det er en stund, som hun også har lyst til at deltage i ... der er naturligt mange ting som spiller ind:)

Selvom hun nu er 3 år gammel, så er hendes hjerne stadig meget umoden. Man siger at 90% af hjernens udvikling dannes de første 5 år og der er stadig rigtig mange ting hun skal lære. Hun lyder til på mange måder at være en stor pige, en moden pige, og jeg tænker at hendes frustration og voldsomme reaktion på at gå igennem selvstændighedsfasen lige nu, kan handle om at hun et eller andet sted har rigtig svært ved at finde ud af både at være lille og være stor. I denne alder er følelserne ikke særligt nuancerede og hendes reaktioner kan virke meget urimelige i forhold til hvad der udløser dem. Hun kan således blive utroligt vred over noget som I synes er en bagatel og det kan godt skabe en situation, hvor I synes hun må tage sig sammen og opføre sig som den store pige hun er, men hvor hun på grund af alle de ting der sker i hende, faktisk har rigtig svært ved at leve op til de krav. For i visse situationer er hun faktisk meget lille.

Hun er f.eks. stor i forhold til sin lillesøster og kan rigtig mange ting - og hun er sandsynligvis meget bevidst om at hun ikke er en baby, ligesom lillesøster er. Men hun har stadig rigtig meget brug for nogle gange at føle sig som en baby, brug for at blive "nurset" lidt ekstra, få ekstra hjælp og få lov til at mærke jer - som hun også ser at lillesøster får jeres hjælp og nærhed. Måske er hun startet i børnehave og her er hun også den lille i forhold til de andre børn - det er svært at finde ud af denne nye rolle og det kan også gøre, at hun hjemme har brug for mere hjælp og pludselig ikke selv kan finde ud af at tage tøj på eller måske gerne vil mades... Og det er ...

---

---

... okay i en periode at nedsætte kravene til hende lidt.

Man kan beskrive hjernen på flere måder, men i forhold til børn og i forhold til at forstå, hvad det er der sker, når man har med små børn at gøre, så kan det være en god idé at se hjernen inddelt i 3 dele:

1. Den rationelle hjerne, som også kaldes storhjernen. Det er denne del af hjernen der styrer kreativitet, fantasi, problemløsning, selverkendelse, omtanke, empati, eftertanke og lignende.

2. Pattedyrhjernen, som også kaldes mellemhjernen eller det limbiske system. Den udløser store følelser, der skal styres af den rationelle hjerne. Det er raseri, frygt, separationsangst, social tilknytning, legesyge, lyst til at udforske og lignende.

3. Krybdyrhjernen er den nederste del af hjernen og den aktiverer vores vigtige kropsfunktioner. Det er sult, fordøjelse, åndedræt, blodomløb, temperatur, at kunne bevæge sig, kamp eller flugt.

Jeres datters hjerne består altså af flere dele og når hun bliver frustreret, ked af det, fortvivlet - når verden bryder sammen for hende, over ting der for jer voksne virker som bagateller, så er det vigtigt at I appellerer til hendes storhjerne. Det er den I påvirker, når I viser hende lydhørhed, følelsesmæssig forståelse osv. Og I styrker denne del af hjernen ved netop at vise hende disse ting, ved netop at være lydhør, rumme, forstå, sætte jer ind i situationen, giv hende idéer til, hvordan I kan komme videre osv. og det er super vigtigt, at I reagerer på denne måde, fordi det er sådan hun lærer selv at komme videre.

---

---

---

Jeres datter bliver frustreret, når I bestemmer over hende, fordi hun gerne vil selv. Og nogle gange skal hun naturligvis have lov til at bestemme selv, - hvis hun nogle gange oplever at få ja, vil hun naturligt også bedre kunne acceptere et nej andre gange. Men nogle gange, vil hun også skulle have et nej eller ting skal ske, selvom hun ikke bryder sig om det - fordi I som voksne ved bedst. Hun skal f.eks. holde i hånd, når I går over vejen, fordi det er farligt, hvis hun ikke gør det - hun vil og kan protestere højlydt over dette, men det skal hun, fordi I ved bedst.

Når jeres datter oplever denne modstand, når hun oplever at tingene ikke er som hun gerne vil have det, så bliver hun rigtigt ked af det. Hun bliver skuffet og helt ulykkelig og i hendes verden virker det urimeligt. Og det har hun brug for at I forstår.
I sådanne situationer har hun brug for at I viser, at I forstår hende, hun har brug for en medlidende reaktion. Og jo mere I sætter ord på, jo mere føler hun sig forstået. "Det er også rigtig dumt, at man skal holde i hånden, når der kører biler" eller "det er også rigtigt irriterende at vi skal køre nu, når du heller ville lege" eller "såå, bliver du bare så ked at det, det er også dumt at du ikke kan ...". Jo mere hun føler sig forstået og lyttet til, jo mere ro vil der naturligt komme.

Og ja, når hun protesterer over at blive vasket, få tøj på, få børstet tænder osv. så er det sandsynligvis også fordi hun gerne vil selv - men nogle gange måske ikke kan overskue det og nogle gange måske fordi hun også rigtig gerne vil have jeres hjælp, ligesom hun ser lillesøster får. I skal derfor forsøge at finde balancen mellem at anerkende at hun er en stor pige på 3 år, som kan rigtig meget selv og samtidig også hjælpe hende, når I kan mærke at det er nødvendigt.

Hvis hun lige nu ikke kan overskue af- og påklædning, så kan I hjælpe hende ved at lægge tøjet frem, så hun kan stikke hovedet i og så det vender rigtigt og så guide hende i hvordan: "blusen over hovedet ... sådan ja, træk til .. og så armene ...". Det kan også være at I om morgenen ikke skal bede hende gøre det selv, men bare tage hende på skødet og hjælpe hende med strømper og bukser og så f.eks. sige "kan du klare blusen selv?", så hun hjælpes igang og får en lille succesoplevelse med også at gøre sig færdig selv - og blive rost for dette. Det at I vælger at hjælpe hende i en periode kan faktisk gøre, at hun så pludselig af sig selv har taget tøj på og kommer ud påklædt, hvor I naturligvis igen kan rose "hold da op skat, har du klaret det helt selv!".

Nogle gange kan det hjælpe at tilbyde noget, som normalt skal ske f.eks. morgenmaden "hvis du skynder dig at tage tøj på, så kan vi få dejlig morgenmad" eller det kan være noget, som I normalt ikke har tid til "hvis du skynder dig at få børstet tænder, så kan vi nå at læse en bog". Og hvis hun så ikke skynder sig og I ikke når det - ja så er konsekvensen jo at "det kan vi ikke nå nu" og hun igen bliver frustreret og ked af det - og I må møde hende "det er også irriterede, at vi ikke nåede at læse" og en ny aftale "så må vi prøve at skynde os i morgen, så vi kan nå det der". Så I viser forståelse, men også holder fast i de regler, der nu engang er.

Jeg håber I kan bruge dette lidt videre, fortsat held og lykke med hende :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---