Svar: Morsyg?

---

Kære frustrerede far

Tak for dit brev og velkommen til :)

Jeg kan godt forstå du bliver ked af det og synes, at det efterhånden er en rigtig svær situation - og jeg vil meget gerne dele lidt tanker med dig.

Det er tydeligt at du elsker din datter højt og fra start har forsøgt at være en del af hendes liv og tage del i de ting der sker omkring hende - og det er super godt! Det må du endelig ikke holde op med! Men som du selv nævner, så har mor været mest hjemme i starten og for jeres lille pige er mor og mormor, som jo nok minder om hinanden, det hun føler mest tryghed ved - og det er naturligvis okay. Der er ingen tvivl om at du og din datter også har en rigtig fin tilknytning, for hun trives rigtig godt, når I to er alene sammen og kan her lade sig trøste og berolige, lege og nyder at være sammen med blot dig - men når mor så kommer, ja så sker der et eller andet...

Når jeg læser din beskrivelse, så får jeg lidt indtryk af at I måske har forsøgt en strategi, der går ud på, at når I er hjemme så laver du noget med jeres datter (for naturligt at komme mere på banen), og mor opholder sig et andet sted. Hvis mor skal i bad, så forsøger du at aktivere jeres datter i stuen, i værelset med legetøj osv. Hvis mor sover længe, så står du op med jeres datter og går i køkkenet, hygger osv. men er meget opmærksom på at jeres datter ikke skal se mor - og jeg kan sagtens forstå bevæggrundende for dette, men jeg tænker, at det et eller andet sted måske også er med til at forstærke hendes behov for mor - for når hun så ser mor, så er glæden "ih, der var min mor!" ekstra stor, og så søger hun naturligt mor det ekstra.

Jeg tænker, at det er meget vigtigt at mor signalerer, at du kan ligeså godt som hun kan, og at I derfor nogle gange skal forsøge at gøre tingene ved siden af hinanden. Så når mor f.eks. går i bad og lillepigen søger mor - så gå ud på badeværelset, vis hende at mor tager bad, snak beroligende, lad mor berolige "hej skatterpige, mor er i bad, far leger med dig" - så hun hører at mor bakker op om, at nu er det far, og far kan sagtens.

Det samme med alle andre ting i hverdagen - når jeres datter spiser og du hjælper hende med maden, så er det rigtig vigtigt at du bliver bakket op at din kone, at der bliver sagt "jeg er lige her, far hjælper dig" osv. Det samme når hun skal have skiftet ble, skal have tøj på osv. Din kone skal anerkende at jeres datter vil hende "jeg er lige her skatter" og stadig "far hjælper dig", så jeres datter igen og igen hører at mor er med på, at du kan ligeså godt. Din kone kan f.eks. også, hvis I er på vej ud af døren og hun står med jeres datter i favnen, række jeres datter over til dig, hvorefter hun så selv tager sit overtøj på, finder sin taske osv. og igen signalere "nu holder far dig, jeg skal have jakke på" - ligesom du kan sætte ord på "du kommer over til mor igen, mor skal lige have jakke på" osv. Så hun føler sig forstået og lyttet til, men så I igen signalerer, at jeres datter rent faktisk godt kan være hos dig.

Måske har der været en tendens til - hvilket er helt naturligt - at mor tog over, når lillepigen skulle skiftes, have mad, have sko på eller andet, fordi det hele naturligt går lidt lettere, når det er mor - og jeres datter kan derfor godt have fået en erfaring med sig om, at når mor er der, så skal det helst være mor, for sådan har det været. Og dette er I nødt til at ændre på. Ikke ved at gøre det til en kamp, hvor hun føler at mor afviser hende, men ved at mor er der og tydeligt bakker op om at far sagtens kan.

Og samtidig med dette, så er det vigtigt at du stadig også gør ting med jeres datter, som igen og igen kan styrke jeres indbyrdes forhold - og det er her en super god idé at du går ture med hende, går på biblioteket osv. som du også selv foreslår. Det vil være rigtig ...

---

---

... godt, fordi hun i disse situationer naturligt vil søge dig, hvis hun bliver lidt usikker på noget - og det vil være rigtig dejligt for dig at mærke, at hun rent faktisk søger dig og kan bruge dig:)

Du skal være meget opmærksom på, hvad du signalerer til din datter. Hun har en alder lige nu, hvor hun er meget opmærksom på, hvad det hun gør, gør ved andre og hvis hun mærker, at hun får en særlig reaktion fra dig, hvis hun afviser dig, så er denne reaktion naturligvis særligt spændende at udforske, og hun kan så afvise dig igen og igen, for at se hvad der sker. Det er derfor vigtigt at du ikke giver op, men bliver ved med at vise hende, at du rigtig gerne vil hende. Og nogle gange kan det faktisk hjælpe at give hende ekstra kontakt f.eks. tage fat i hende, kilde hende, kysse hende igen og igen, når hun afviser dig - så hun oplever at hun ikke kan skubbe dig fra sig og hvis hun gør det, så kommer du endnu tættere på - det skal naturligvis være på en måde, hvor hun oplever det sjovt og okay, for ellers kan det naturligvis også forstærke problemet.

Det kan på samme måde være en god idé at I forældre leger en leg, hvor I lader jeres datter "flyve" imellem jer og hvor du holder hende og ikke vil give hende til mor eller modsat, hvor mor holder hende og lader hende flyver over til dig, hvor du så måske tager hende, ikke vil give hende fra dig igen eller hvor mor signalerer at hun ikke vil give hende til dig. Igen hele tiden på en måde, hvor hun ikke bliver ked af det, men oplever det som sjovt at "I kæmper om hende" og på den måde begge viser hende, at I vil hende.

---

---

---

Du skriver "hun har det allerbedst, hvis mor sidder tilgængelig på gulvet" og jeg tænker at det er også en situation I kan prøve at lave lidt op. Du kan sætte dig på gulvet, så du er tilgængelig og mor kan så sidde i sofaen. Og når og hvis lillepigen brokker sig, så kan mor holde fast i at "jeg sidder lige her skat, du kan sagtens lege" eller lignende, så hun ikke bestemmer, hvor I sidder, for at der er ro :)

Du skriver også "hun vil allerhelst være hos mor og bliver helt panisk, hvis hun mærker at mor er på vej væk" og det er her rigtig vigtigt at mor anerkender dette, lige tager lillepigen op, giver hende et knus eller lignende - så jeres datter føler sig lyttet til, set og mødt og så hun mærker at mor vil hende. Hvis mor i disse situationer skubber hende væk, så kan det også medføre at hun vil klynge sig ekstra til mor. Det er en balance I skal finde, hvor hun på den ene side lige får mors nærhed, bliver tanket lidt op "får sit mor-depot fyldt, så hun har lidt at tære af, når mor ikke er der" og samtidig hvor mor signalerer "jeg er lige her, så nu hjælper far dig og det er helt okay". Det er svært, jeg ved det godt.

I skal overveje jeres kampe - hvad der går bedst, når mor gør det - f.eks. putning om aftenen. Hvis mor kan få jeres datter til at sove indenfor kort tid og uden gråd osv. og det tager længere tid osv. når det er dig, så er det værd at det lige nu er mor. Men det betyder ikke at du skal give op - det er stadig rigtig vigtigt at du er med til at sige godnat og det vil være rigtig godt, at det er dig, som gør mange af de ting, som leder frem til putning. Det vil sige at det f.eks. er dig, som fast giver hende et bad om aftenen og efterfølgende smører hende med creme, giver hende nattøj på osv. Mor kan her evt gå til og fra, bakke op om, far hjælper hende, vise sig tilgængelig, men hele tiden signalerer at hun er okay med at nu er det far. Du giver godnatgrød i køkkenet, I er der måske begge to, når hun skal have børstet tænder og herefter puttes hun - og mor tager så over. Hvis du på den måde er med til optakten til putning, så vil du på sigt naturligt også bedre kunne putte jeres datter:)

Jeg håber du kan bruge disse tanker lidt videre, fortsat held og lykke:)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om udvikling:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---