Svar: Stædig datter og siger nej til alt næsten

---

Hej med dig

Tak for dit brev :)

Jeres datter er rigtig godt igang med at udvikle sin selvstændighed og det er helt naturligt at hun viser mere og mere egen vilje. Det er også helt naturligt, at hun afprøver grænser, ser hvad der sker, hvordan du reagerer, hvordan far reagerer, når hun gør forskellige ting - det er hun nødt til for at lære, hvordan verden fungerer.

Det er også helt naturligt, at hun gør det modsatte af, hvad du og far vil have hende til. Netop fordi hun er igang med at øve sin selvstændighed, så er hun nødt til at ville noget andet end jer - hun kan ikke øve selvstændighed, hvis hun skal være enig med jer i alt og derfor vil hun naturligt lige nu virke mere grænsesøgende end du tidligere har oplevet.

Det er også helt naturligt at hun derfor siger nej - når hun siger nej, så udtrykker hun sin personlighed og sin vilje. Nej er et af de første ord børn kan sige og det at bruge ordet nej er netop tegn på at barnet begynder at blive bevidst om sig selv, om hvad barnet vil og ikke vil - og derfor er det at børn siger nej faktisk noget positivt og det skal ses som et sundhedstegn :)

Med den alder jeres datter har kan hun godt bruge nej på mange forskellige måder. Hun kan naturligt sige nej, fordi hun mener nej og vil noget andet end I vil, men hun kan også sige nej, fordi hun netop som du beskriver, driller jer forældre og begynder at forstå, at hendes handlinger kan påvirke jer.

Børn kan sige nej på rigtig mange måder. Hun kan sige ordet "nej!" direkte evt. koblet sammen med et "vil ikke!". Hun kan også sige nej med sit kropssprog - hun kan holde sig for ørerne, hun kan græde i protest, hun kan skubbe til dig eller til ting, hun kan løbe sin vej, hun kan lukke sine øjne, hun kan nægte at spise, hun kan ignorere dig, når du prøver at komme i kontakt med dig osv. Der er rigtig mange måder at sige nej på og det er vigtigt at du accepterer at hun nogle gange siger nej og accepterer at du ikke bestemmer alt - for det er naturligt den opfattelse hun højst sandsynligt har og hun har naturligt også et behov for at mærke, at hun er vigtig og at hendes mening og det hun har lyst til også nogle gange kan lade sig gøre.

Derfor er det rigtig vigtigt at du overvejer, hvorfor du nogle gange siger nej og om der egentlig er grund til at det ikke kan være, som din datter gerne vil. Ligesom du måske nogle gange kan tilbyde et kompromis - så I mødes på midten.

Når et lille barn bliver født så er der milliarder af hjerneceller, men forbindelserne imellem dem er få og det er forbindelserne mellem cellerne i hjernen, som sætter os i stand til at tænke og handle som vi gør. Forbindelserne mellem hjernens celler dannes af det samspil, som barnet oplever med sine forældre. Hvis barnet bliver mødt med positivitet, lydhørhed og kærlighed, så vil barnet danne forbindelser i hjernen, der lærer barnet selv at vise lydhørhed og kærlighed overfor andre. Et barn der mødes med emotionel lydhørhed vil således stille og roligt lære at beherske vrede, at være venlig og lære, hvordan man i det hele taget møder en anden.

Modsat vil et barn der mødes med tyranniserende forældre, med manglende omsorg og uden emotionel nærhed begynde at tilpasse sig dette. Barnets hjerne vil aktivere de celler og forbindelser, der styrer f.eks. frygt, forsvar og angreb.

Man siger at 90% af hjernens vækst foregår de første 5 leveår og derfor er det utroligt vigtigt, hvordan man som forældre reagerer på sit barn. Alt det du/I og d jeres datter gør sammen, vil naturligt påvirke hendes hjerne og hendes ...

---

---

... udvikling. Og derfor er det rigtig vigtigt at I forsøger at rumme hende og alle de følelser hun har - jvf. mit tidligere svar til jer :)

Man kan beskrive hjernen på flere måder, men i forhold til børn og i forhold til at forstå, hvad det er der sker, når man har med små børn at gøre, så kan det være en god idé at se hjernen inddelt i 3 dele:

1. Den rationelle hjerne, som også kaldes storhjernen. Det er denne del af hjernen der styrer kreativitet, fantasi, problemløsning, selverkendelse, omtanke, empati, eftertanke og lignende.

2. Pattedyrhjernen, som også kaldes mellemhjernen eller det limbiske system. Den udløser store følelser der skal styres af den rationelle hjerne. Det er raseri, frygt, separationsangst, social tilknytning, legesyge, lyst til at udforske og lignende.

3. Krybdyrhjernen er den nederste del af hjernen og den aktiverer vores vigtige kropsfunktioner. Det er sult, fordøjelse, åndedræt, blodomløb, temperatur, at kunne bevæge sig, kamp eller flugt.

---

---

---

Når jeres datter slår, kaster med sit legetøj, skriger vildt og højt, løber sin vej osv. så er det fordi der sker en aktivitet i pattedyrhjernen. Da pattedyrhjernen styres af den rationelle hjerne, så er det vigtigt, at det er den I med jeres reaktion aktiverer. Det er vigtigt fordi I netop med jeres reaktion er med til at skabe de vigtige forbindelser mellem disse to hjernedele - storhjernen og mellemhjernen.

Derfor skal I gøre det, som I gerne vil lære hende - det vil sige reagere med lydhørhed, vise hende forståelse og anerkendelse. Det er vigtigt at I viser jeres lille pige, at I forstår, hvad det er hun vil. Du må naturligvis gerne sige AV, hvis hun gør noget, som gør ondt. Du skal naturligvis også stoppe hende i at gøre andre ondt eller gøre sig selv ondt. Men det er vigtigt at hun ikke bliver bange for jer eller føler sig forkert - det er ikke hende, der er forkert, det er det hun gør, som er forkert.

Nogle gange vil hendes verden naturligt bryde sammen og her må I lade hende være, holde jer i nærheden, vise jer tilgængelige, men også give hende tid til at finde roen selv og blive parat til at blive holdt om igen. Det er også ofte en rigtig god idé ikke at tale for meget og ikke stille for mange spørgsmål, for hun kan ikke på det tidspunkt, hvor hun har anfald af fortvivlelse, kapere alt det du siger og at sige til hende "nu må du spises det, du sagde selv at du ville have det!" eller lignende hjælper hende ikke. Det kan være bedre bare at lade hende være, tale stille og roligt, vise forståelse og når hun så efterfølgende har fundet roen, så er hun måske klar og kan spise lidt igen.

Andre gange skal hun have lov til at være for sig selv, hvor I går afsides. F.eks siger "jeg kan mærke at du lige skal være lidt alene, jeg går ud i køkkenet, du kan komme eller kalde på mig", så I ikke går fra hende, I forlader hende ikke, I viser jer stadig tilgængelige, men hun får lige muligheden for at få samling på sig selv.

Og atter andre gange, så kan I faktisk være nødt til at holde hende. I kan være nødt til at sætte jer med hende, holde om hende - bruge det at I rent faktisk er fysisk stærkere end hun er. Bruge jer selv som et tæppe, bruge jeres arme, ben omkring hende og samtidig berolige med "ssååå, skat, sååå, rolig nu, såååå, rolig" - ikke stille spørgsmål, bare holde hende og tale med små berolignede, dybe ord og vente på at hun tilsidst slapper af i kroppen og falder til ro og måske græder en gråd, hvor hun er i stand til at tage imod trøst.

Jeg håber du/I kan bruge dette lidt videre, fortsat held og lykke:)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---