Svar: Skal jeg altid respektere hendes nej?

---

Hej med dig

Tak for dit brev :)

Det lyder som om at din datter altid har haft svært ved berøring og tæt kontakt - og sådan er der naturligvis nogen som er. Du nævner, at du selv havde det på samme måde, da du var barn og at du kan huske, at det var meget ubehageligt, når nogen overtrådte den grænse. Derfor er det naturligvis også rigtig godt, at du respekterer hende og lader hende styre, hvor meget fysisk kontakt og nærhed hun har brug for og netop inviterer hende hen, være med, sidde tæt med dig osv. når hun viser behov, ligesom du så fint fortæller hende, hvor dejligt du synes det er, når I så er tætte sammen :)

Du fortæller at du har spurgt hende, hvorfor hun ikke kan lide kys og kram, hvortil hun svarer at det ved hun ikke. Hun ved dog godt at hun har det sådan og er således bevidst om det, måske bevidst om, at hun her er lidt anderledes ... Og jeg kan ikke lade være med at tænke på, om din datter måske har det man kalder for taktil skyhed.

Den taktile sans er vores følesans og mennesker, som har taktil skyhed reagerer overfor berøring. Det kan være kærtegn og kys - men det kan også være at de føler ubehag ved bestemt tøj, de føler måske at tøj kradser eller de bryder sig ikke om vaskemærker eller andet - det irriterer dem. Det kan være syninger i strømper eller bukser, tøjet sidder ikke rigtigt, det er ikke behageligt. Nogen har det i forhold til mad - de bryder sig ikke om mad i forskellig konsistens og kan slet ikke klare, hvis mad kommer ud på fingrene eller omkring munden ... nogle børn vil på samme måde ikke forme bollerne med hænderne, for det er ubehageligt med følelsen af dej, der klistrer, ligesom de ikke bryder sig om at lege med sand, fingermaling eller lignende.

Disse børn vil faktisk meget ofte, præcist som du beskriver, vægre sig mod at blive løftet op, få knus osv. men hvis de selv tager initiativet, så går det bedre. De skal ligesom forberede sig selv på at nu kryber de op på skødet og så kan de bedre klare kontakten og nærheden.

Nogle af disse børn bliver ofte opfattet som meget urolige. De har svært ved at sidde stille og er meget ofte i bevægelse. Og også når de sover, kan de være motorisk meget urolige. Nogle af dem har glæde af en speciel dyne - en kugledyne, som virker ved at give forskellige tryk på kroppen og som hjælper dem til større ro...

Der findes blandt anet ergoterapeuter, der er uddannet i at give børn med taktil skyhed støtte og som kan lave forskellige øvelser med børnene - ligesom du kan ...

---

---

... oplæres i, hvordan du kan hjælpe din datter, så hun bedre og bedre kan tåle berøring og jeg synes du bør overveje om dette er tilfældet hos jer og kunne være en hjælp.

Og når det så er sagt, så kan det naturligvis også være at hun blot ikke rigtig er typen der "gider kæle" hele tiden. Hun er storesøster og opfatter sig som "den store pige", hvor lillebror så er den der kæles med. Og her skal du naturligvis nogle gange og sandsynligvis de fleste gange acceptere, at hun ikke vil knuse og kramme og andre gange, så synes jeg faktisk godt at du må prøve at kramme hende - også for at se hvad der sker...

Hvis det tydeligt er for meget for hende, så skal du naturligvis stoppe, men det kan godt være at hun nogle gange synes det er rigtig dejligt, hvis du bruger humor og virkelig viser hende, hvor meget du gerne vil hende. Så når hun afviser dig, så kysser du videre over hele kroppen imens du f.eks. siger "pigerne i denne familie skal kysses, kysses, kysses" eller "jeg er nødt til at kysse dig, jeg kan slet ikke holde op" eller lignende, så hun mærker, at hun ikke får lov til at afvise dig, men at du holder fast i at hun er så dejlig, at du bliver nødt til at kysse hende - det kan jo også være ret dejligt at mærke det ...

---

---

---

Og nogle gange skal du måske ikke altid spørge hende "må jeg give dig et knus?", når I skal sige farvel, men næsten forvente dig "hov, skal vi ikke lige knuse?", så du lægger op til at det vil du gerne og det er noget I har glemt. Ligesom du kan gøre det til noget naturligt at I giver et morgenknus, når I står op - det er en fast regel at give morgenknus hos jer og måske vil hun så en dag selv komme og sige "jeg har ikke fået mit morgenknus i dag"...

For at give hinanden knus, kys og kram, at blive holdt om, når man er ked af det, frustreret, træt - eller bare fordi man har lyst - det er rigtig vigtigt, når man er en familie og noget du sætter stor pris på. Men det skal naturligvis gøres på den rigtige måde og hvor det er rart for alle - og ikke som du selv har oplevet det, da du var barn, hvor det tydeligt overskred dine grænser. Jeg tænker at du kan bruge din egen erfaring på en rigtig god måde - du kan sætte dig ind i, hvordan hun har det og fornemme hende, du kan også forklare hende, at du selv havde det sådan, da du var barn - men du ved også hvad der gjorde en forskel for dig og hvorfor det har ændret sig og at det også kan være dejligt med knus og kram ...

Jeg håber du kan bruge dette lidt videre, fortsat held og lykke:)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---