Svar: Vred lille pige

---

Hej med dig

Tak for dit brev og velkommen tilbage - hvor er det dejligt at høre fra dig igen og sikke mange ting, der er sket siden du skrev til mig sidst :) Tusind tak for din opdatering!

Det er rigtig svært at være fire år og mange beskriver faktisk denne alder, som sværere at tackle end 2 og 3 års alderen. Ofte netop fordi børn i 4 års alderen jo er rigtig gode til at sætte ord på og derfor nogle gange netop bruger ordene i konflikter f.eks."bla, bla, bla...", "du er ikke sød", "jeg bestemmer selv!" osv. og det kan som du skriver, naturligt godt virke provokerende. Og når det sker, så kan det være rigtig svært at være rummelig forældre - og det er naturligvis derfor du nogle gange tyr til at give hende en time-out - jeg tænker at det er af afmagt, for du ved ikke hvad du ellers skal gøre. Problemet er at det ikke virker.

Din datter viser med sit kropsprog at det ikke er det hun har behov for. Når hun skriger af sine lungers fulde kraft og du sender hende væk, så følger hun efter dig ligeså snart du vender ryggen til hende - og det gør hun fordi hun har brug for dig. Hun har brug for dini nærhed, din fysiske kontakt, brug for at du holder om hende, brug for at du kan rumme hende og bevare roen, når hun ikke selv kan - det er derfor hun følger dig. Det er hendes måde i situationen at sige "gå ikke fra mig".

Og derfor er det rigtig vigtigt at du prøver i en sådan situation at sætte dig med hende, holde om hende, bruge din krop som et tæppe omkring hendes krop, så hun føler sig omsluttet - i hvert fald forsøge om du kan få lov til det. Og ikke stille spørgsmål, ikke stille krav til hende, men blot være der - og meget gerne sige beroligende ord som "sååå sååå skat, såååå", "ssshhh-sssshhh-ssshhh" eller lignende. Så du tydeliggør, at du har styr på det, at du er den faste klippe, som hun kan læne sig op af.

Du fortæller at hun nogle gange "virker meget sur, for ligesom at få opmærksomhed" og når dette sker, så vil det være rigtig godt at bruge humor. Netop brug af humor kan drenge situationen i en positiv retning. Det kan være "nå din lille bølle, skal du være sur, her i huset, der kiiiiilder vi de sure børn" eller lignende og så tage fat i hende, kilde hende, give hende masser af fysisk kontakt - så hun får det hun beder om, men så I ikke er sure og så konflikten ikke optrappes, så det bliver brudt med humor og latter og fysisk kontakt og nærhed.

Dette gælder naturligvis ikke, hvis hun oprigtigt er sur eller vred over noget, som hun føler er uretfærdigt eller lignende. Så skal du naturligvis møde hende her og anerkende at det er okay at være sur eller vred. Det er ligeså okay, som at være glad. Vi har alle følelser og dem skal der være plads til.

Nogle af de ting du gerne vil lære hende - at svare, når hun bliver talt til f.eks. - her skal du være opmærksom på hvordan du selv er, hvordan du selv reagerer og svarer. Vi fungerer jo som rollemodeller for vores børn og nogle gange oplever hun måske at du ikke reagerer med det samme, når hun siger noget. At du ikke svarer, fordi du sidder og taler med din kæreste, ser noget i fjernsynet, er optaget af din telefon eller noget andet. Og det er rigtig vigtigt at du giver hende opmærksomhed, når hun henvender sig til dig og at hun mærker din oprigtige interesse. Det kan ikke nytte noget, hvis du f.eks. siger "jeg kan sagtens høre hvad du siger, selvom jeg skræller kartofler".. din interesse skal være oprigtig, hun skal kunne mærke dig.

Det er også rigtig vigtigt at du forsøger at lytte i stedet for at spørge. Du skriver at hun har et ...

---

---

... rigtig godt ordforråd og hun lyder til at være en pige, der gerne fortæller meget og som gerne vil sætte ord på ting hun har oplevet og det er rigtig godt. Det skal der naturligvis være plads til - men det kan være en rigtig god idé ikke at spørge - nogle gange når hun fortæller noget, f.eks. om de andre børn i børnehaven, som holder hende udenfor osv. så er det helt naturligt at du måske reagerer med "hvad sagde du så?", "mon ikke du også selv gjorde noget forkert?", "hvad sagde de voksne så?"osv. Og nogle gange er det bedre at lytte og kun bruge ord som "mmm", "nååå", og så sætte ord på følelserne "du blev vred", "det forstår jeg godt" eller lignende, men så det er hende der fortæller og ikke dig der spørger.

Når hun i situationer bliver spurgt om noget og hun kikker væk eller ned i bordet og ikke svarer, så skal du overveje, hvad der sker - hvorfor hun ikke svarer. Det kan være fordi du ikke altid svarer hende, det kan være fordi hun bliver spurgt en del og faktisk ikke kender det rigtige svar, det kan også være at hun faktisk ikke forstår spørgsmålet.. I sådanne situationer kan det ofte hjælpe at røre ved hende, at du lægger din hånd på hendes arm, forsøger at få hendes kontakt, indbyder til at I skal kommunikere "hej, skat - vi skal lige tale om noget", så det er venligt og lysten til at tale naturligt er der, så hun ikke føler sig anklaget eller føler sig forkert.

Det er naturligvis rigtig dejligt at du kan mærke at hun gerne vil hjælpe til derhjemme og gerne vil deltage i madlavning osv. og det er super at du også roser hende for dette. Men det er sådan med ros, at man nogle gange skal tænke sig lidt om, og når du f.eks. siger "du er så dygtig til at hjælpe mor" - så appellerer du til hendes selvtillid - "jeg er dygtig til", som ikke er det samme, som at hun er "noget særligt". Og når du appellerer til "jeg er dygtig til", så risikerer du at hun måske ikke føler sig så dygtig - for hun føler måske at hun har snydt lidt, grøntsagerne blev ikke skåret ligeså flot ud, som hun måske kunne eller lignende - så det du giver hende bliver en slags "falsk bedømmelse". Og i stedet kan det være bedre at sætte ord på processen og det hvor hun gør en forskel "jeg nyder at lave mad sammen med dig, det er så dejligt" - for så vil hun føle sig betydningsfuld og hendes selvværd styrkes.

---

---

---

Og nogle gange, så er det måske fordi hun bliver i tvivl om det er det hun gør eller det er hende, der betyder noget - og måske er det en forklaring på, hvorfor hun nogle gange nærmest ud af det blå bliver sur på dig og hendes humør vender. Og når dette sker - og du bliver i tvivl, så spørg hende "hov skat, hvad sker der lige nu?" og se hvad hun siger. Måske vil hun nogle gange svare "du skal ikke sige at..." eller "du er ikke sød mor" og så må du naturligvis undskylde, forklare hende, at det ikke var din mening at gøre hende ked af det - i stedet for at sige "sådan skal du ikke tale til mig" eller "du kan ikke være bekendt at gøre mig ked af det"...

Det er vigtigt at du ser hendes reaktioner som noget naturligt - også at det sker sammen med dig og ikke i børnehaven eller andre stedet. Det er tegn på at hun stoler på dig, at hun ved at uanset hvordan hun opfører sig, så er du der og du elsker hende og vil hende - og netop derfor kan hun vise dig hele sit følelsesrepertoire. Så selvom det er rigtig hårdt nogle gange, så er det rigtig vigtigt at du forsøger at rumme hende og alle de følelser hun har - det er svært, men du er godt igang.

Håber du kan bruge dette lidt videre, fortsat held og lykke:)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---