Svar: Vred 3 årig

---

Kære forældre

Tak for jeres brev :)

Det er rigtigt svært at være tre år - det er på mange måder en rigtig dejlig alder, men det er også en svær alder og det handler om, at jeres datter lige nu er rigtig godt igang med at finde ud af, hvem hun selv er. For at gøre dette, så er hun nødt til at være uenig med jer. Hun kan ikke udvikle sin selvstændighed, hvis hun gør alt som I vil og alt som I siger - hun er nødt til at være modsat jer - og derfor opstår der lige nu rigtig mange konflikter i hverdagen.

Det er rigtig vigtigt at I forsøger at være der for hende, anerkender hende og ser hende. Det er vigtigt at hun føler at I forstår hende, at I lytter til hende og godt forstår at hun lige nu synes ting er svære, ligesom I naturligvis skal give hende masser af nærhed, fysisk kontakt osv. som I jo er meget opmærksomme på. Det at hun går imod jer, siger nej, virker kommanderende, gør det modsatte af, hvad I vil have hende til, er et eller andet sted et sundhedstegn og tegn på, at hun er igang med en normal udvikling. MEN, når de er sagt, så er det stadig vigtigt at I har visse regler og at I holder fast i, hvad der er okay og hvad der ikke er.

Og det betyder hos jer, at hun f.eks. ikke må hoppe i sofaen. Det er en fin regel og den må I naturligvis gerne holde fast i. Det er naturligt at hun prøver, hun har en naturlig lyst til at hoppe, det er sjovt at hoppe, og dette skal I anerkende. Det er rigtig dejligt, at hun bruger sin krop og hopper. Så I skal altså på en gang fortælle hende, at hun ikke må hoppe i sofaen og samtidig også anerkende hendes lyst til at hoppe.

Derfor foreslår jeg at I, når hun gør det, går hen til hende, tager hende ned af sofaen og siger "Jeg vil ikke have du hopper i sofaen, den går i stykker!". Det er jeres regel, sådan er det. Og så anerkender I hendes lyst til at hoppe ved at sige "hvis du gerne vil hoppe, så kan du hoppe her på madrassen", eller hvor hun nu kan hoppe henne.

I de situationer, hvor hun bevidst slår ud efter jer - her skal I sættet hende fra jer "jeg vil ikke have du slår, du kan ikke sidde hos mig, når du slår!" det er en fair regel. Ligesom I nogle gange kan vælge at trække jer fra hende "jeg går ud i køkkenet, jeg vil gerne være sammen med dig, når du ikke slår" - så hun mærker at I ikke har lyst til tæthed, nærhed, når hun slår jer. Og så er det rigtig vigtigt, at I her også husker at fortælle hende, når hun er sød og dejlig at være sammen med. Sætter ord på, når hun putter sig ind til jer "mmm skat, hvor er det dejligt at kramme dig!" osv. så hun hører, hvad det er der gør jer glade, hvad I rigtig godt kan lide :)

Når hun mærker at I vil noget andet end hun vil, så vi hun naturligt blive frustreret, fortvivlet og ked af det - hun vil kunne smide sig på gulvet, skrige høj, rulle rundt, sparke ud efter jer osv. Hun vil få det der kaldes et fortvivlelsesanfald.

Når jeres datter har fortvivlelsesanfald, så er hun ikke uartig. Så er hun oprigtigt ked af det, hun er skuffet over at tingene ikke er som hun gerne vil have dem, at hun ikke kan finde ud af noget bestemt. Det vil ofte være små ting, der i jeres øjne virker som bagateller, det kan være at I giver hende den blå kop i stedet for den røde, eller at det er far og ikke mor, der giver hende gaflen ... Der skal ingen ting til, så vælter det hele, hendes verden bryder sammen.

Og her har hun brug for en medlidende situation - at I f.eks. siger "sååå lille skat, det var også dumt" eller lignende - det betyder ikke at hun skal have sin vilje, men det er vigtigt at hun føler at I forstår hende.

Børn i jeres datters alder reagerer på denne måde, fordi deres hjerne er umoden, hun mangler de vigtige forbindelser i hjernen der skal få hende til at trække vejret en ekstra gang, tælle til ti og ikke gå fuldstændig i spåner, når verden går hende imod. Og det er netop vigtigt at I er der for hende, lytter til hende, giver hende fysisk kontakt osv. fordi hun derved får stimuleret til en masse beroligende stoffer i hendes krop og de meget vigtige forbindelser i hjernen dannes.

I en sådan situation er det derfor ikke nogen god idé at gå fra hende eller skælde hende ud, ignorere hende eller sætte hende på værelset - så vil hun ikke føle sig forstået og det er som at "puste til ilden" og det hele bliver værre. I kender det også fra jer selv, hvis I er utilfredse med noget, brokker jer osv. og den anden af jer siger "hold dog op med at ...

---

---

... være så hysterisk, hold op med at skabe dig, jeg gider ikke være sammen med dig, når du er sådan" eller hvis I blev fuldstændig ignoreret, så ville det ikke hjælpe jer - I ville blive endnu mere kede af det, skuffede og vrede. Men hvis I i stedet blev mødt med "Jeg kan godt forstå du bliver sur, det er også irriterende ..." eller "kom, lad os lige sætte os lidt ned og tale om det" eller lignende, - så I følte jer mødt, lyttet til, mærkede at den anden var der for jer - ja så ville I få det meget bedre og falde til ro på en helt anden måde og det ville være rigtig rart. Og derfor er det sådan I skal prøve at møde jeres datter - også selvom I skal holde fast i de regler, som I nu engang har hos jer.

Brug af "tænkestol" (time-out-stol) - at man sætter barnet hen på en stol, hvor det kan tænke sig om, når det er trodsigt eller bevidst gør noget galt, kan godt bruges en gang imellem, men det er ikke det første man bør gribe til. Og ofte er det bedre til lidt ældre børn. I stedet vil jeg anbefale at I, hvis der er situationer, hvor hun gør noget bevidst, som hun ikke må - tager hende i hånden og går med hende ud på den anden side af væggen, ud i et andet rum. Her skal I blive hos hende, tale med hende om hvad det er hun gør, hvad hendes opførsel betyder og hvordan hun kan reagerer mere hensigtsmæssigt en anden gang. Og også lave en aftale med hende om, hvordan det foregår, når I går tilbage til rummet igen. Hvis det f.eks. er far hun har været mindre sød overfor, så kan det være en god idé at mor tager hende med ud og taler med hende om det og aftaler at hun siger undskyld til far, når I går tilbage igen.

For det med far fylder jo en del hos jer lige nu og det er rigtig vigtigt at hun mærker, at hun ikke kan spille jer forældre ud mod hinanden. Det er vigtigt at mor signalerer at far er ligeså god som mor er og du skal sætte ord på, så hun hører at du bakker far op "Jeg ved godt du gerne vil have mig, men nu hjælper far dig" og far kan sige "nu hjælper jeg dig, mor kommer om lidt".

Det er rigtig vigtigt at hun mærker at I forældre er glade for hinanden. Det er rigtig vigtigt at hun ser at I knuser, kysser, krammer, holder i hånd osv. At der mellem jer to er et særligt bånd. Ikke at hun skal føle sig uden for og hvis I krammer og hun gerne vil være med, så skal hun naturligvis det - men det handler igen om, at I signalerer at I er en enhed og I kan ikke spilles ud mod hinanden.

---

---

---

Når hun "siger jeg vil ikke have dig, far" så er det rigtig vigtigt at far ikke bliver ked af det og trækker sig - hvis hun mærker at far reagerer på denne måde, så bliver det sjovere at udforske og dermed sjovere at sige sådan igen og igen. Det kan være en rigtig god idé at tackle en sådan situation med humor - far kan lade som om han græder og derved appellere til hendes omsorgsgen - far kan også reagerer med f.eks. at sige "hvad din lille bøllespire, må far ikke hjælpe dig?! Ved du hvad vi gør ved bøller her i familien, dem kiiiiiilder vi!" og så tage fat i hende, holde hende, kilde hende osv. så hun får masser af fysisk kontakt og får det modsatte af hvad hun afprøver - i stedet for at far trækker sig, i stedet for at mor tager over, så kommer far meget tættere på og han får vist hende, at han rigtig gerne vil hende :)

Når man er 3 år gammel, så er man ikke bevidst ond og har ikke bevidste bagtanker om at gøre far ked af det - hun er derimod igang med at undres, hun udforsker, hvordan hun med sin reaktion kan få andre til at reagere - hvad gør det, jeg gør, ved andre - og her spiller start i børnehave naturligt også ind - for hun mærker også de andre børn og hvordan de spiller hinanden ud mod hinanden "du må ikke være med", "der kan kun være 2 med i legen", "du må kun være med, hvis du vil være hund" - hun hører sandsynligvis ting som dette i børnehaven og ting skal nogle gange afprøves hjemme ...

Og så vil det være rigtig godt, hvis far og datter kunne gå til noget, som kun er for de to. Det er kun for dem og mor er ikke med og hvis hun spørger far om ikke mor skal være der, så svarer far "nej det er kun dig og mig skat" og forklarer hende at han vil hende rigtig gerne og at de får det super hyggeligt. Og spørger hun mor, om ikke mor vil med, så svarer mor "nej det er far og dig" og bakker op om at det er super skønt for dem begge to.

Jeg håber I kan bruge dette lidt videre, fortsat held og lykke med jeres dejlige, selvstændige 3 årige datter:)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---