Svar: Barn der skriger i frustration

---

Hej med jer

Tak for jeres brev :)

Jeg vil meget gerne dele lidt tanker med jer :)

Jeres datter er to år gammel og selvom hun er rigtig god til at sætte ord på flere ting og måske på mange måder virker mere moden end sin bror, så er hun stadig en meget lille pige. Hun kan f.eks. ikke sige "jeg synes det er uretfærdigt at.." eller "jeg føler mig overset..." eller "kan du ikke bare holde om mig...".

At være 1-3 år, det der også hedder selvstændighedsalderen, er udfordrende både for barn og forældre. Det er en tid, som kræver utrolig stor tålmodighed og omsorg, samtidig med et behov for at have visse regler og være konsekvente omkring disse - det er jo en del af opdragelsen.

Det er præcis som I beskriver - en tid, hvor barnet kan være så glad, sjov og charmerende, men glæden varer kort, for pludselig går hele verden under, alt bryder sammen, intet fungerer som det skal. Følelserne kører på højtryk - både hos barn og forældre, og det kan jeg sagtens høre sker hos jer:)

Jeres datter er rigtig godt igang med at udvikle sin selvstændighed, hendes trang til selv at bestemme, hendes egen vilje bliver naturligt mere og mere dominerende og det er helt normalt at sige hun begynder f.eks. at sige "Nej!", når I beder hende gøre noget eller at hun vil det modsatte af, hvad I vil. Det er også helt normalt at det nogle gange virker som om at hun "overdriver sine følelser" - at hun græder lidt højere, lyder mere ulykkeligt, når mor f.eks. er i nærheden eller når mor ikke er. Og derfor kan man nogle gange godt komme til at opfatte hendes opførsel provokerende og opfatte hende hysterisk. Men faktum er, at hun i en alder af kun 2 år stadig hjernemæssigt er meget umoden. Hun har endnu ikke dannet de forbindelser i hjernen, som er vigtige for at kunne bevare roen, lige tænke sig om en ekstra gang osv. Og netop på grund af denne hjernemæssige umodenhed, så får hun det der hedder fortvivlelsesanfald.

Det er ofte ting, der i jeres øjne er bagateller som udløser et sådan anfald. Det kan være at I beder hende gå selv, at I skræller banen, at I giver hende den røde kop i stedet for den blå osv. Men selvom det nogle gange kan virke urimeligt, så er det vigtigt at I ved at hun ikke er uartig, hun er oprigtigt ked af det. Og derfor er det rigtig vigtigt at I prøver at møde hende og de følelser hun har.

Det er ikke nogen god idé at sende hende væk eller blive vred på hende eller kalde hende hysterisk. Det kan godt får hende til at holde op med at græde lidt, men det hjælper hende ikke på sigt. Når hun har anfald af fortvivlelse, så har hun brug for medlidenhed, hun har brug for at føle at I forstår hende, hun har brug for at I sidder med hende, holder om hende, beroliger hende. Ofte vil I sandsynligvis opleve at hvis I går fra hende, så vil hun gå grædende efter jer - og det går hun netop fordi hun har brug for jeres hjælp til at blive beroliget og få kroppen lidt ned i gear.

Nogle gange vil det være sådan at hun ikke kan klare jeres kontakt og fysiske omfavnelse lige med det samme og så må I istedet være tilgængelige ved at være i nærheden. Nogle gange skal I derfor sætte jer på gulvet ved siden af hende, tale beroligende, prøve om I kan få lov til at nusse hendes fødder lidt, så maven og tilsidst kryber hun måske op på jeres skød. Andre gange skal man bare være der, fortælle hende at man er der og prøve at lokke hende lidt "nåå, lille skat, bliver du bare så ked af det, kom op til mor, kom skat ..".

Jeg sammenligner det nogle gange med den frustration du som voksen ville føle, hvis du gik ind til din chef og gav udtryk for noget du var utilfreds med og chefen så ignorerede dig eller sagde "hold dog op ...

---

---

... med at være så hysterisk" eller "gå ud og sæt dig og kom tilbage, når du kan finde ud af at opføre dig ordentligt!". Hvilke følelser ville det ikke frembringe I dig? Jeg er ret sikker på at I ikke ville få det bedre :)

Og vi skal møde vores børn, som vi gerne selv vil mødes. Så når de er kede af det, frustrerede og utilfredse med noget, når de gør opmærksom på at noget ikke er som de gerne vil have det - så skal vi ikke sende dem væk, skælde dem ud og ignorere dem, men i stedet møde dem med forståelse. Og hvis chefen sagde: "Kom, lad mig høre, hvad sker der, det kan jeg godt forstå du er ked af ..." osv. så ville vi få det meget bedre med det samme. Det betyder ikke at vi fik vores vilje igennem eller at tingene blev ændret - men det ville betyde rigtig meget, at der blev lyttet og at vi fik lov til at give udtryk for vores utilfredshed. Det er rigtig vigtigt at vi får lov til at sige og føle det vi mener.

Og det er på samme måde rigtig vigtigt nogle gange at indgå kompromis og give alternativer. Præcis som den dag, hvor I fandt en mellemvej og hun holdt i hånden - det er det helt rigtige at gøre - det gør jo netop at hun føler sig lyttet til og føler sig mødt og hun var i strålende humør, da I kom hjem.

Episoden, hvor du henter hende - hun vil have sin sut, du siger nej, så vil hun op til dig og du siger nej og hun skriger. Jeg tænker - prøv at lytte, hvad er det hun vil - det har været en lang dag, hun er træt og hun har savnet dig. Sutten har hun brug for, fordi hun er træt og ikke helt kan overskue det skift der er mellem institution og hjem og dig har hun brug for, fordi hun ikke har set dig. Det er helt naturligt og der er egentlig ikke noget i vejen for at hun får sin sut - hun kan jo få den kortvarigt og aflevere den igen - eller at du lige sætter dig ned, tager hende op på skødet og giver hende et stort kram, kysser hende og siger "mmm skatter pige, hvor har jeg savnet dig", så hun lige mærker dig. Bagefter er hun sandsynligvis langt mere parat til at gå hjem og vil acceptere langt mere at gå selv, sidde i klapvognen osv. Fordi du lige der, har mødt hende.

---

---

---

Et alternativ til sutten kan også være - "du kan ikke få sut nu, men se her er et stykke frugt, et stykke agurk" - så du igen anerkender, at hun har brug for lidt at sutte på, men holder fast i at sutten kan hun ikke få lige nu. Igen kan I nogle gange måske mødes på midten.

Når du kommer til at åbne banen og hun vil selv - så mød hende igen: "Åh lille ven, det var også dumt at mor åbnede bananen" - så hun hører at du forstår det og overvej så hvad der vil være bedst - der er flere muligheder. Du kan lade banan være banan og måske er hun klar til det om lidt. Du kan tage hende på skødet og trøste og berolige hende lidt. Du kan tilbyde hende en anden banan, hvor hun selv får lov til at prøve. Du kan nogle gange begynde at fjolle, - synge en sang, begynde at pjatte og på den måde aflede hende ved at lave noget sjov, du kan lege at du er en abe der spiser banan og så vil hun pludselig gerne have bananen alligevel. Mange situationer kan afhjælpes ved at man fjoller og bagefter er hun igen mere klar.

Og nogle gange, når hun "bare står og skriger", så sæt jer ned til hende, være i øjenhøjde med hende, bevar roen og tal beroligende "sååå skatterpige, hej, hvad sker der, mor er lige her", rør ved hende, så hun mærker jer - den fysiske kontakt er vigtig for at få ro på hende. Og det er langt bedre at få skabt en afbrydelse af situationen ved at I er der, end at I ender med at råbe alle sammen og det hele går op i hat og briller og alle bliver kede af det :)

Jeg håber ovenstående hjælper videre på vej :)

Fortsat held og lykke!

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---