Svar: Søskende - storebror og lillebror
Kære forældre
Tak for jeres brev :)
Det er rigtig dejligt at de første måneder, som en lille ny familie på fire, er gået godt og det er rigtig dejligt, at I kan mærke at storebror er glad for sin lillebror. Der er dog ingen tvivl om at storebror også oplever lillebror rigtigt irriterende, og at lillebror træder over hans grænser, fordi han jo trods alt er så lille som han er:)
Alle børn konkurrerer om forældrenes kærlighed og opmærksomhed og søskende er naturligt rivaler. Det kan ikke undgås at et lille nyt barn tager tid og kræver opmærksomhed fra forældrene og at det påvirker den ældste. Og det kan være rigtig svært at overbevise den ældste om at det er ligeså elsket og har ligeså stor betydning som før.
Man sammenligner det ofte med hvis f.eks. ens mand kom hjem med en ny kvinde, erklærede at hende elskede han og nu skulle hun bo i familien. De to sad sammen i sofaen og man kunne tydeligt høre, at når de talte sammen, så var tonefaldet et andet, de nussede, kælede, kyssede og måden de så på hinanden på, var noget ganske særligt. Og så skulle hun tilmed være i soveværelset ...
Hvis man ser dette billede for sig, så er det lettere at sætte sig ind i hvad følelser der ville komme - og hvad følelser storebror måske har. Og det er helt naturligt at han nogle gange kan føle "er der mon plads til mig?", "elsker de mig ligesom før?". Ligesom følelsen "bare lillebror ikke var her!" naturligt også kan komme frem.
Og lillebror er rigtigt irriterende lige nu - og har faktisk været det et stykke tid. Han er motorisk rigtig godt med og er super aktiv. Han har kravlet siden han var 7 måneder og ligger således ikke stille, men følger efter storebror. Han rejser sig ved tingene - ja han rejser sig ved det han nu kan få fat i - herunder også storebror. Han vil ham simpelthen så gerne, men storebror orker ham naturligt ikke. Og det er okay.
Derfor er det også rigtig godt, at I acceptere at lillebror nogle gange er luft for storebror - at han lader som om at han ikke er der, fordi det er måden for storebror at komme igennem dagen på og føle, at han stadig har plads. Og det er rigtig godt, at I forsøger at tage lillebror væk, når storebror giver udtryk for at ville det - og I må faktisk nogle gange også gerne tage lillebror væk, selvom storebror ikke beder om det, så han mærker, at I er opmærksomme på det.
Det er rigtig godt at I opfordrer storebror til at gå på værelset eller sætte sig ved bordet, hvor lillebror ikke kan være - men husk at lillebror også nogle gange skal fjernes og at det ikke er storebror, som altid skal flytte sig væk. Det kan f.eks. være at sige til storebror "kommer du ikke herud i køkkenet, imens lillebror er sammen med far", så han hører at I gerne vil være sammen med ham, eller f.eks. "nu tager jeg lillebror med ud, så du kan få lov til at lege med dine ting i fred", så han igen hører at I er opmærksomme på at storebror også skal have lov til at lege med sine ting, uden at lillebror behøver være en del af det og uden at storebror skal flytte sig.
Og en gang imellem skal I naturligvis også tale med storebror om at I skal være der sammen alle fire og tage hensyn til hinanden og igen og igen bekræfte ham i at I elsker ham og at han har en særlig plads i jeres hjerter. Og faktisk så tror jeg at han ved det og han forstår også godt, at lillebror skal man tage hensyn til. Han kan godt mærke at lillebror er glad for ham, og han hører også jer fortælle at lillebror jo ser op til ham og ser op til den store dreng han er - og det er rigtig fint, det må I naturligvis meget gerne fortælle ham. I de situationer hvor lillebror kravler op på storebror og storebror begynder at græde, sige at det gør ondt, at han slår osv. så reagerer han sådan, så siger han sådan, fordi han ellers ikke ved, hvordan han skal få det stoppet. Han har ikke lyst til lillebror så tæt på, han synes ikke det er rart eller sødt - han vil ikke have det - men han forstår godt, at han skal tage hensyn til lillebror. Storebror er fuldstændig klar over at lillebror stadig er en baby, som man skal være sød ved og han forstår godt at I gerne vil have at han opfører sig pænt overfor sin lillebror - og det vil han egentlig også gerne, for nogle gange er lillebror jo også sød - men i den situation træder lillebror over storebrors grænser og han gider ham ikke. Men det kan han jo ikke sige - han kan ikke sige "jeg gider ikke lillebror, jeg ville ønske at det bare var mig og jer" eller lignende. Og derfor bliver det til "det gør ondt, han slår, han skubber" - han ved at det må man ikke og det er derfor de ting han siger, for at få jer til at tage lillebror væk.
Han græder ikke med tårer, han er ikke ulykkelig, for det gør ikke fysisk ondt - men han græder "frustreret", "irriteret", "opgivende", en slags "hjælp mig med at få ham væk-gråd", fordi han ikke gider lillebror. Og ofte så siger han jo faktisk til inden - når lillebror nærmer sig så råber storebror "gå væk", "tag ham væk", "nej lillebror" eller lignende. Han prøver at ...
... sige fra og det er okay. Og samtidig så er storebror jo også stadig en lille dreng, så han kan ikke overskue situationen. Han kan ikke altid fornemme om lillebror vil kravle hen og hive i ham eller om han kravler hen for at tage hans legetøj eller om han kravler hen og bare sætter sig og kikker på storebror. Han kan ikke altid aflæse, hvad lillebror vil og hvad situationen vil bringe og derfor er hans umiddelbare reaktion - tag ham væk.
Det lyder som om at I allerede gør rigtig mange gode ting, sætter ord på og forklarer storebror igen og igen, hvor meget I elsker ham og hvor vigtig han er. Og det er rigtig godt, det skal I blive ved med. I spørger, om det er alderen og hvad I kan forvente - og jeg tænker at med den alder storebror har, så kan I godt forsøge at inddrage ham lidt mere og anerkende, at han som den store, nogle gange kan hjælpe jer - hvilket lillebror jo ikke kan, for han er jo bare lille. Det må således gerne gøres synligt, hvad forskellen er på at være den yngste og den ældste og at det er mindst ligeså dejligt, hvis ikke bedre at være stor.
I kan for det første vise jeres ældste dreng billeder, små videoklip eller hvad I nu har fra han var baby og fortælle ham historier fra dengang. Han vil elske at høre om de tykke lår han havde, de første lyde han sagde, hvordan han tumlede rundt, da han skulle lære at gå osv. alt sammen naturligvis fortalt med kærlighed, så han ikke kan undgå at mærke, at han som baby var mindst ligeså dejligt, som I synes lillebror er. Og så vil det være rigtig godt at sætte ord på alt det han så kan og gør nu - netop fordi han er stor og hvor meget det betyder for jer, at I har netop ham. At I slet ikke ville vide, hvad I skulle gøre, hvis I ikke havde jeres storebror :)
Det kan også være en god idé at købe en "legetøjstester" - det er et lille plastrør udviklet af forbrugerrådet. Alt det der kan gå i legetøjstesteren er for småt for lillebror, det må han ikke lege med. Det er for farligt. Og det kan være en god idé at lade storebror hjælpe med til at sørge for at lillebror ikke leger med de farlige ting. Når lillebror prøver at tage nogle af storebrors små legeting, så kan storebror godt være med til at sige "nej, du må ikke lege med den - du kan lege med den her". På den måde kan storebror få lidt ansvar og det bliver samtidig okay at sige nej til lillebror, ligesom han så kan fortælle, hvad lillebror kan i stedet og ikke altid behøver råbe på jer ... Og samtidig vil storebror naturligt også komme og fortælle jer, "jeg tog bilerne fra ham, for de er for små" og I kan rose storebror "hvor er det dejligt, tak, skat".
Det er en rigtig god idé at prioritere at lave ting kun med storebror, ting som I kan gøre netop fordi han har den alder han har, hvor lillebror er for lille. Det skal være "dig og mig ting" - hvor enten mor eller far og så storebror gør noget sammen. Det er med til at gøre at han føler sig prioriteret og samtidig bliver det mere tydeligt, hvad rolle han har i familien.
Kom til foredrag med Helen Lyng Hansen
Tirsdag 6. maj: Børn & Mad, FOF Aarhus
De fireårige har rigtig meget brug for voksnes anerkendelse, de har brug for at føle sig betydningsfulde, de har brug for at vide at de har en vigtig rolle i familien og de opsøger tit voksnes godkendelse. Ofte med fokus på ting de mestrer "se hvor højt jeg kan springe!", "se hvordan jeg kan balancere", "se hvor hurtigt jeg kan cykle", "se min tegning, er den ikke flot" osv.
De elsker at føle sig som en del af fællesskabet og man oplever ofte at de blander sig, når de voksne snakker. De vil rigtig gerne snakke 'voksensnak' og spørger tit ind til, hvad de voksne taler om, ler af osv. for at følge med og føle sig som en del af det der foregår. Og det kan være en god idé at inddrage ham i små huslige ting, som madlavning og borddækning. "Kommer du ikke ud og hjælper mig med at dække bord skat?", "dejligt, hvis du vil hjælpe mig med at skære agurker?"...
Det er også en god idé at prioritere tid på sengekanten om aftenen. Det er det tidspunkt, hvor han kan have jer for sig selv og det er vigtigt at bruge 15 minutter på sengen, tale lidt om dagen, læse en historie osv. så han igen mærker, at I prioriterer ham. Hvis han på denne måde får sit mor-far-depot fyldt op, så vil han bedre kunne klare at lillebror fylder i løbet af dagen. Han har sin hyggestund, at se frem til:)
Der er 3 år mellem jeres drenge og det er en rigtig fin alder - storebror har haft fin mulighed for at udvikle sit selv og har haft mor og far for sig selv i en længere periode. Samtidig har han en alder, hvor han lige nu naturligt bedre kan forklares visse ting og også selv kan sætte ord på nogle af de tanker og følelser han har. Hvis I forsøger at møde begge drenge, lytter, prøver at mægle, når de har konflikter - guider og støtter dem i at forstå og se hinanden, aflæse hinandens signaler osv. så skal de nok få et fint søskendeforhold og kan få meget stor glæde af hinanden:)
Jeg håber ovenstående både giver lidt hjælp og idéer til, hvordan I kan komme videre og at det også giver lidt ro :)
Fortsat held og lykke:)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Giv dit barn den bedste start!
Giv dit barn den bedste start med D-vitamindråber og mælkesyrebakterier
Vi ved allesammen, at et barns første leveår har en enorm betydning for barnets udvikling både fysisk og psykisk. Ansvaret er derfor stort, når det kommer til at sørge for, at de kære små får lige præcis det, der ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:
22. november 2024 | Opdragelse | 3 år
Kære Helen. Vi har en dreng på 3 år (blev 3 i oktober) der startede i...
13. november 2024 | Opdragelse | 3 år, 4 mdr.
Hej Helen. Jeg har en skøn dreng på 3 år og 4 mdr. Han er sød og kærlig,...
26. september 2024 | Opdragelse | 2 år, 6 mdr.
Kære Helen. Tak for din brevkasse, som jeg nu endnu engang har brug for....
17. september 2024 | Opdragelse | 2 år, 6 mdr.
Hej Helen Vi har solgt vores hus og skal flytte om cirka halvanden måned....
16. september 2024 | Opdragelse | 23 mdr.
Hej Helen. Vi har en søn på snart 2 år, som i perioder vælger den ene af os...
Viden om børn:
Boel-prøve
Boel-prøven blev indført i Danmark tilbage i 1970´erne og var en fast del af sundhedsplejerskernes arbejde. Sådan er det ikke mere, - nogle kommuner laver stadig boel-prøver på børnene, andre kommuner har anskaffet dette. Denne ændring kom samtidig med at man begyndte at hørescreene alle børn ved fødslen.
Boel-prøven er en screeningsmetode, hvor man ser på hele barnet. Man ser på barnets evne til at have kontakt, til at styre sin motorik, til at vælge fokus og man observerer...
Zoneterapi
Zoneterapi er en alternativ form for behandling, som bruges i flere situationer.
Nogle oplever, at det virker smertelindrende under fødslen, og andre synes, det hjælper, når deres barn græder meget på grund af mavekneb eller lignende.
Zoneterapeuter findes mange steder. Hvis man ønsker at få zoneterapi under sin fødsel, kan man spørge på fødestedet, om en jordemoder kan tilbyde dette. Hvis man ønsker at bruge zoneterapi til sit barn, så skal man selv finde en...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.