Svar: Søskendekærlighed og konflikter i familien

---

Kære D.

Tak for dit brev :)

Der vil altid være konkurrence mellem søskende, og konflikter i hverdagen kan ikke undgås - men det er som du skriver rigtig hårdt. Det er også helt naturligt at du nogle gange føler det nærmest umuligt og tænker om I gør noget forkert, kan gøre noget andet eller at du nogle gange kommer til at råbe for højt, skælde ud osv. for nu er det bare for meget. Jeg tror de fleste forældre, som har flere børn, vil kunne nikke genkendende til det du skriver.

Søskendejalousi skal tages alvorligt, for det er stærke følelser der er på spil. Barnet kan føle sig tilsidesat, det kan føle at det ikke bliver foretrukket (mor kan bedre lide min bror/søster end hun kan lide mig), barnet føler sig usynlig (de to har noget sammen, som jeg ikke er en del af) osv. Og børn kommer ikke og siger "jeg tror du bedre kan lide xx end du kan lide mig" - de reagerer ofte fysisk mod hinanden, de reagerer med deres adfærd og ved at være "umulige". Og nogle gange er det rigtig vigtigt at huske på, at det netop er, når de er allermest "umulige", at de har allermest brug for os.

Jeres børn lyder faktisk til at være ret glade for hinanden. De har dagligt konflikter, men de bruger også hinanden rigtig meget. I børnehaven er det tydeligt at de leger sammen, støtter hinanden og hjælper hinanden. Så når de er "på udebane", så er der ingen tvivl om at de holder sammen og betyder rigtig meget for hinanden.

Jeg tror som du, at det kan være rigtig svært at være så meget sammen og netop nu hvor de begge går i samme institution, ja så bliver de måske lettere uvenner, når de er derhjemme. Samtidig er de naturligt trætte efter en lang dag og overskudet til at bevare roen og tage hensyn til den anden er naturligt ikke særlig stort - og jeg tænker at I måske skal prøve at give plads til, at det er okay ikke at lege sammen hele tiden.

Mange af de ting I gør hjemme er fælles ting, hvor I er sammen alle fire. I spiller spil, spiser sammen osv. hvilket er helt naturligt, men det lyder lidt som om at alt derfor skal diskuteres og jeg tænker at det måske ville hjælpe jer, hvis I lavede nogle faste regler, som gjorde at de hver især fik en rolle og som også gjorde at de ikke skulle være sammen hele tiden.

Små roller i hverdagen vil gøre at de hver især føler sig betydningfulde og at de føler at de bliver set. Det kan f.eks. være at de skiftes til at dække bord og I kan lave et skema, hvor de selv kan se hvis tur det er. Den der dækker bord roses for at hjælpe og den anden laver noget helt andet imens - med mindre de kan finde ud af at deles og hjælpe hinanden, så kan de naturligvis roses for det, men som udgangspunkt, så er det den ene den ene dag og den anden den anden dag, som hjælper til.

Der må også gerne være forskel på om man er 4 eller 3 år - ligesom der også er forskel på om man er dreng eller pige. Og I må godt nogle gange vælge at lave ting med dem hver især, som I netop vælger, fordi det er forskelligt hvad de interesserer sig for og har lyst til.

Det er vigtigt at du, når de har konflikter, prøver at gå i øjenhøjde. Sæt dig ned, tag dem på skødet eller hold dem i hånden eller lignende, så der er fysisk kontakt imellem jer, så de begge føler at du ser dem og er der for dem. Vis at du er tilgængelig og at du gerne vil finde ud af, hvad der skete.

Lyt til hvad de siger. Det er vigtigt at du prøver at få børnene til at sætte ord på, hvad der er sket. Lyt til hvad de forklarer, men lyt også til de signaler der sendes og ...

---

---

... det du måske ser. Hvis storesøster har et bidemærke i armen, så prøv at finde ud af, hvorfor lillebror har bidt hende - men uden at anklage, uden at skælde ud. At lytte er netop at lytte uden at anklage.

Hjælp dem med at sætte ord på, så selvom de selv mangler ord, så føler de at du forstår dem. Når man er 3-4 år gammel, så kan man godt sige "du er dum!" eller "han tog min skovl" eller "jeg vil have den!" eller lignende. Men man kan ikke sige "jeg føler mig uretfærdigt behandlet" ... Det er derfor vigtigt at du i situationen prøver at sætte de ord på, som de ikke har, så de føler sig forstået, men så du også hjælper dem med at forstå hinanden.

Det er også rigtig vigtigt at du ikke tager parti. Du kan ikke være "dommer" og skælde den ene ud, når de har konflikter. Hvis du tager parti og skælder den ene og ikke den anden ud, så vil det med det samme pirke til deres konflikt og faktum er at de jo ofte er lige gode om det. Den ene starter måske konflikten en dag og dagen efter startes konflikten af den anden.

Måske vil de brokke sig "det var ikke mig!", "det var ham der begyndte" osv. og det skal du naturligvis også lytte til - men det kan være godt at svare, at du jo ikke var der, så du ved ikke, hvad der præcist skete, men at du elsker dem begge højt og at du forventer at de kan finde ud af at være sammen.

---

---

---

Hvis de fortsætter, så kan det nogle gange være ganske fornuftigt at skille dem ad. Du fortæller at de har fine værelser og der er ikke noget i vejen for at du beder dem gå på værelset og lege lidt for sig selv. Du skal gøre det stille og roligt, det skal ikke være en straf, men mere en mulighed for at få en pause fra hinanden. På samme måde kan det nogle gange være en god idé at sende dem udenfor. Præcis som du også nævner, så er der "højere til himlen" og nogle gange lykkes det at få brudt en dårlig situation ved at sige "jeg tror I trænger til at komme lidt ud og få lidt luft" og når de så er ude, så finder de ud af det ...

Du skal også anerkende at de ikke altid er enige med dig eller at de bliver vrede. Du må igen gerne sætte ord på og sige tingene højt "I blev vrede begge to - en gang imellem, kan man godt blive vred. Det er okay. Mor og far bliver også nogle gange sur. Det er bare vigtigt at blive gode venner igen" eller lignende.

Og så er det rigtig vigtigt at du ikke bærer nag. Det er vigtigt at du ikke bruger ord som m"aldrig eller "altid". Sig f.eks. ikke "du kan heller aldrig finde ud af at opføre dig ordentligt" eller "du laver altid ballade". At bruge ord som ”aldrig” og ”altid” vil ikke være befordrende for deres selvværd og det vil naturligt virke som ild på bålet og den konflikt, der er mellem børnene. Og dertil kommer, at det jo ikke er sandheden:)

Og så er det også en rigtig god idé at du, når der er ro i familien og overskuddet er til det, prøver at tale med børnene om, hvordan de oplever det. Om de synes du skælder meget ud, om de synes de skændes meget, hvordan det opleves, når nogen er uvenner osv. Og gerne prøve at få dem til at sætte lidt ord på - også gerne løsningsforslag. Hvordan du f.eks. får dem til at stoppe, når det at sige "stop" tilsyneladende ikke virker eller f.eks. spørge din datter, hvad du skal gøre, når hun ikke svarer dig. Nogle gange kan det godt lykkes at få børn i denne alder (især jeres datter på 4) til at sætte lidt ord på, hvad der vil hjælpe og hvad de har brug for.

Jeg håber du kan bruge disse tanker lidt videre, fortsat held og lykke :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---