Svar: Mors lille hidsigprop

---

Kære mor

Tak for dit brev - og tillykke med at I nu har nået 3 års alderen og alle de glæder og udfordringer, den alder naturligt giver med sig :)

Når man som Freya er 3 år gammel, så er man på mange måder en moden og kvik pige, mn også stadig en meget lille pige. Hendes hjerne er stadig ikke færdigudviklet og den gennemgår stadig en stor udvikling, hvor de forskellige dele af hjernen skal lære at arbejde sammen. Der skal skabes vigtige forbindelser imellem de forskellige hjernehalvdele, de er der ikke fra begyndelsen, men bliver skabt stille og roligt i takt med at hun vokser op - og de blive dannet af måden I møder hende på.

Jeres datter får det, der kaldes fortvivlelsesanfald - det gør hun netop fordi hendes hjerne er umoden. Når verden bryder sammen for hende, når hun bliver frustreret og fortvivlet, så er hun ikke uartig. Så er hun oprigtigt ked af det, hun er skuffet over at tingene ikke er som hun gerne vil have dem, at du f.eks. ikke vil bære hende, men kræver at hun skal gå selv, at du siger nej til ting hun vil, men som du ikke vil, at du nogle gange giver hende den røde kop - og hun hellere ville have den blå.

De ting der giver konflikter og som udløser et fortvivlelsesanfald er ofte små ting, der i dine øjne virker som bagateller og som netop gør, at du synes hun virker urimelig og hysterisk - men for hende betyder det rigtig meget og når hun har disse anfald af fortvivlelse, så er det rigtig vigtigt at du viser hende, at du forstår hende og at du giver hende en medlidende reaktion.

Hun vil naturligt ofte reagere fysisk, fordi hun mangler ord. Hun kan smide med tingene, skrige højt, slå ud efter dig, hive sig i håret, smide sig på gulvet osv. og hun reagere fysisk, fordi hun stadig er en lille pige. Hun kan måske godt sige at "du er dum" eller sige "nej", "vil ikke" eller lignende, men hun kan ikke sige at hun føler at du ikke ser hende, at hun bare har brug for at du skal holde om hende, brug for at du lytter og forstår. Derfor er det rigtig vigtigt at du prøver at sætte de ord på, som hun i situationen mangler, så hun hører at du forstår hende.

Det kan f.eks være at sige "det er også dumt at vi skal gå nu", "bliver du bare så ked af det, sååå" eller lignende og hun vil kunne rette dig "jeg er ikke ked, jeg er sur!" og her kan du så møde hende i denne følelse - "jeg kan godt forstå du bliver sur, det er også irriterende" eller lignende.

Hun har brug for at blive lyttet til, hun har brug for at blive forstået, fordi hun derved danner de meget vigtige forbindelser i sin hjerne. De forbindelser der på sigt, skal lære hende at bevare roen og ikke gå i selvsving hver gang verden går hende imod. Og derfor er det en ...

---

---

... rigtig dårlig idé at sende et barn med fortvivlelsesanfald væk, blive vred på hende, kalde hende hysterisk eller lignende. Det får hende måske nok til at holde op med at græde lidt, men det hjælper hende ikke på sigt. Og præcis som du nu oplever, så virker det ikke længere - for hun har ikke lært, det du egentlig gerne vil lære hende.

Når hun har fortvivlelsesanfald, så har hun derfor brug for at du sidder med hende, holde om hende og beroliger hende. Hvis du forsøger at gå fra hende, så vil hun ganske givet gå grædende efter dig, "gå ikke fra mig mor", netop fordi hun har brug for din hjælp til at blive beroliget og få sin krop ned i gear.

Det vil ofte være sådan, at du ikke kan få lov til at røre hende, holde om hende osv. Hun vil måske skubbe dig fra sig eller løbe sin vej - og det er okay. Men det vil være rigtig godt at du bliver i nærheden, taler beroligende til hende, prøver at sætte dig tæt ved hende, lokker hende hen til dig "kom skat, kom skatterpige, sååå, lille ven" eller lignende, så hun ved at lytte til roen i din stemme får så meget ro på sig selv, at hun til sidst kravler op på sit skød og lader sig blive holdt om, vugget, beroliget.

---

---

---

Det kan i nogle situationer også være en rigtig god idé at give alternativer i stedet for at sige nej. Det kan f.eks. være at sige "nej, du får ikke is nu, men se her, du kan få lidt frugt" eller lignende. At lytte til hende betyder ikke at du skal gøre som hun vil, du må gerne bestemme, du er jo den voksne og ved derfor bedst - men det er vigtigt at lytte til, hvad hun vil og nogle gange indgå kompromis - så hun igen føler sig forstået og mødt. Hun må altså godt være medbestemmende omkring visse ting i hverdagen - MEN, når det er sagt, så skal du også være opmærksom på, at hun stadig vælger meget impulsivt, og at hun på grund af sin hjernemæssige umodenhed stadig nogle gange vil blive frustreret, hvis du spørger for meget eller giver for mange valgmuligheder.

Prøv derfor at lægge mærke til, hvor mange spørgsmål du stiller i hverdagen, det kan være f.eks. "vil du have den røde eller gule kop?", "vil du have pære eller banan?", "vil du med op at handle?", "hvad vil du have på af tøj - kjole eller bukser?", "skal jeg læse godnathistorie", "skal du ud at tisse?" osv. En masse spørgsmål sagt i god mening, men som faktisk godt kan frustrere ekstra og derfor give konflikter. Og nogle af spørgsmålene har du faktisk svaret på, før du stiller dem og hun har egentlig ikke noget valg - og derfor skal de slet ikke stilles :) Det kan være en rigtig god idé at du tager beslutningerne for hende og ikke stiller for mange spørgsmål:)

Jeg håber du kan bruge dette lidt videre :)

Fortsat held og lykke:)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---