Svar: Træt mor - 2 år

---

Kære fortvivlede mor

Tak for dit brev :)

Der kan være rigtig mange ting, som spiller ind hos jer og jeg vil gerne dele lidt tanker med dig - og så må du selv prøve at vælge til og fra, alt efter, hvad du tænker passer på jer og jeres situation.

Når man taler om opdragelse og måder at opdrage på, så fremstilles ofte to modpoler - man kan være eftergivende forældre eller man kan være autoritær i sin opdragelse.

Hvis man er eftergivende i sin opdragelse, så stiller man få krav til barnet og dine børn vil få lov til det meste. Der vil ofte være inkonsekvens, hvis regler brydes. Du er som forældre åben og varm i din kontakt med børnene, du lytter til dem, ser deres behov, men det er svært at sættet grænser - nogle gange bliver det med "nej, nej, nej ... jamen så gør det da!", fordi det giver ro i hjemmet og du vil naturligt bare at "I kan hygge jer sammen". Når børn bliver opdraget på denne måde, så bliver de ofte usikre, og de vil ofte udforskere mere, afprøve flere og flere grænser og de vil også kunne mangle selvbeherskelse.

Man kan også være det modsatte - autoritær forældre. Her lægger man vægt på myndighed og kontrol. Der er klare forventninger til, hvordan barnet skal opføre sig og hvis børnene ikke gør som du siger, så falder der en straf. Det kan være at sige f.eks. "Hvis du ikke spiser din mad, så må du gå sulten i seng!". Regler er ikke noget man diskuterer, der er som forældrene siger, fordi de voksne bestemmer og ved bedst. Børn der vokser op med autoritære forældre, mister ofte ofte respekten for deres forældre.

Nogle gange sker det, at man som forældre starter med at være eftergivende, sød og imødekommende, ikke rigtig får sat grænser og får sat fra på en god måde - og når barnet så bliver usikker, afprøver flere og flere grænser, så kan det gå over i den modsatte grøft, hvor man bliver autoritær, straffer og skælder ud.

Ingen af disse ting er særlig godt. Og det man skal forsøge at være kaldes myndig forældre. Når man er myndig forældre, så sætter man klare grænser for barnets opførsel. Du forklarer, hvorfor reglerne er som de er og hvorfor det er nødvendigt at have regler. Og de krav du stiller passer til dine børns alder og den udvikling de går igennem - du har altså realistiske forventninger til dem. De ser dem, anerkender dem, lytter til dem og hvad de vil eller ikke vil - men du har krav til, hvordan man opfører sig og her er det naturligvis ikke okay at de sparker, smider skålen med yoghurt ud i rummet osv. Og de ter helt okay at du siger fra i disse situationer. Men det der er vigtigt er, at du stadig møder dine børn - for det er ikke børnene der er forkerte - det er det de gør, som er forkert.

Når man er 2 og 3 år gammel, så er man rigtig godt igang med sin følelsesmæssige og sociale udvikling. Man er meget afhængig af at blive mødt med forståelse og det betyder rigtig meget, hvordan I møder jeres børn. De er begge igang med at udvikle deres selvstændighed, de er igang med at finde ud af "Hvem er jeg?" og netop selvbilledet udvikles i samspil med jer og også med de andre børn i vuggestuen og børnehaven. Deres selvbillede bygges op, når de spejler sig i andre mennesker og derfor er det vigtigt at møde dem med anerkendelse for deres person.

Hvis I beder et barn i 2-3 års alderen beskrive sig selv, så vil de ofte gøre det ud fra fysiske kendetegn som hårfarve, øjenfarve, kort hår, langt hår osv. Og ud fra handlinger "jeg tager sko på", "jeg ryder op" osv. Hvis I spørger børn i 4 års alderen, så vil deres selvbillede ændre sig og være mere nuanceret. De vil f.eks. kunne beskrive sig selv som "sød", "dum", "god", "dårlig", "dejlig". Og udviklingsmæssigt er jeres børn derfor på lidt forskellige steder - fælles er dog, at de stadig ikke må føle sig forkerte, men skal lære, at de ting de gør, er forkerte - ligesom de skal lære, hvad det er I gerne vil i stedet for.

For nogle gange så bliver vi meget fokuserede på at sætte ord på alt det der er galt. Skælder ud, råber højt over alt det de gør forkert - men vi glemmer at sige, hvad det er vi vil have. Og det er rigtig vigtigt at I også sætter ord på alt det dejlige de gør og alt det hyggelige I gør sammen - så de hører, hvad det er I synes om og hvad det så er I gerne vil have mere af. Ligesom de naturligvis skal guides i, hvordan de i visse situationer kan reagere mere hensigtsmæssigt.

Man siger at 90% af hjernens vækst foregår de første 5 leveår og derfor er det utroligt vigtigt, hvordan vi i disse år reagerer på vores børn. Alt det vi gør sammen vil ...

---

---

... påvirke deres hjerne fremover.

Man kan beskrive hjernen på flere måder, men i forhold til børn og i forhold til at forstå, hvad det er der sker, når man har med børn at gøre, så kan det være en god idé at se hjernen inddelt i 3 dele:

1. Den rationelle hjerne, som også kaldes storhjernen. Det er denne del af hjernen der styrer kreativitet, fantasi, problemløsning, selverkendelse, omtanke, empati, eftertanke og lignende.

2. Pattedyrhjernen, som også kaldes mellemhjernen eller det limbiske system. Den udløser store følelser, der skal styres af den rationelle hjerne. Det er raseri, frygt, separationsangst, social tilknytning, legesyge, lyst til at udforske og lignende.

3. Krybdyrhjernen er den nederste del af hjernen og den aktiverer vores vigtige kropsfunktioner. Det er sult, fordøjelse, åndedræt, blodomløb, temperatur, at kunne bevæge sig, kamp eller flugt.

Når jeres børn mærker modstand, når de mærker at skoene driller, at maden falder af skeen, når de får et nej, fordi I skal køre, når I slukker fjernsynet, fordi det er slut med at se tv, når I giver dem æble i stedet for banan osv. så vil de reagerer meget fysisk - løbe deres vej, smide sig ned i jorden, sparke, slå, spytte - eller kaste med yoghurten. Og de reagere fysisk, fordi der sker en aktivitet i pattedyrhjernen. Man kan sige at de reagerer næsten dyrisk ...

Da pattedyrhjernen styres af den rationelle hjerne, så er det vigtigt, at det er den du med din reaktion aktiverer. Det er vigtigt fordi du med din reaktion er med til at skabe de vigtige forbindelser mellem de to hjernedele.

---

---

---

Derfor er det vigtigt at du reagerer med lydhørhed. Du skal prøve at vise dem, at du forstår, hvad de vil. Du må naturligvis gerne sige AV!, Stop! eller lignende, hvis de slår ud efter dig, sparker osv. eller smider med legetøj eller andet. Det er her helt okay at sige fra - og det kan være helt okay at sætte dem fra dig, fjerne dem fra bordet og til en vis grænse nogle gange være nødvendigt at sætte dem væk på en stol eller lignende - så de ved at det er forkert. Men det er samtidig vigtigt at du viser, at du forstår dem og de følelser de har. De skal stadig føle sig lyttet til.

Og jeg forstår godt, hvorfor du kan nå dertil, hvor du sender dem på værelset bag en lukket dør - og at det hele bliver for meget og nogle gange kan det også være bedre at sende dem væk, end at du i afmagt kommer til at afreagerer på dem. Jeg tror alle forældre på et tidspunkt står i en sådan situation. Men problemet med en sådan time out er, at det ikke er altid du er opmærksom på, hvad der egentlig har udløst de store følelser hos barnet. Når I griber til at bruge en time out, så er det for at stoppe barnet lige her og nu - og det forstår jeg godt, for I synes at jeres børn har opført sig dårligt - men måske tager I fejl. Måske sender I børnene væk på det tidspunkt, hvor de egentlig har allermest brug for jer ... netop fordi det er jeres nærvær, forståelse, ro, der skal få dem til at falde til ro.

Og det er netop det der sker, når du går fra din datter og hun går grædende efter dig - det er hendes måde at vise dig "gå ikke fra mig, jeg har brug for dig". Hun har brug for din hjælp og derfor bliver hun ulykkelig, når du går. Hun skal have hjælp til at styre sine voldsomme følelser.

Nogle gange er det nødvendigt at være i nærheden, men på afstand, så du ikke går fra hende, men er der imens hun falder til ro - nogle gange hjælper det, hvis du kan lave et eller andet praktisk imens. Det er en balance imellem ikke at vise børnene ekstra opmærksomhed, når de opfører sig dårligt og samtidig også være der for dem og hjælpe dem og vise dem, at du godt kan rumme dem og deres følelser, selvom de ikke kan rumme sig selv ...

Nogle gange kan det faktisk også være nødvendigt at du sætter dig med den der nu er ked af det og frustreret og holder ham eller hende fast. Man kan sige, at du næsten skal bruge dig selv som et tæppe, bruge dine arme, dine ben omkring dem og så samtidig være beroligende "ssååå, skat, sååå, rolig nu, såååå, rolig" - ikke stille spørgsmål, bare holde om dem og tale med små berolignede, dybe ord og vente på at de til sidst slapper af i kroppen og falder til ro.

Jeg håber du kan bruge dette lidt videre og vil også anbefale dig at læse nogle af mine artikler "Anfald af fortvivlelse", "Kontrollerende anfald og time-out", "Sådan lærer dit barn at høre efter", som du finder i min artikelsamling. Jeg vil også anbefale dig min bog "Helens bog om gråd og trøst".

Håber du kan bruge dette lidt videre, fortsat held og lykke:)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---