Svar: Selvstændighedsudvikling eller?

---

Kære du

Tak for dit brev og din fine beskrivelse af jeres datter, jeres dagligdag og alle dine overvejelser, tanker og måde tackle det hele på :)

Jeg tror bestemt ikke at jeres datter prøver grænser, lige trækker tiden, griner osv. fordi I skælder meget ud. Faktisk lyder det som noget helt naturligt og helt okay, at hun lige skal forsøge sig - prøve om ikke I vil blive siddende lidt længere, når hun skal puttes, protesterer mod strømpebukserne og bliver ved, når du kræver at hun har dem på osv. Det lyder alt sammen aldersmæssigt helt naturligt :)

Og når hun griner, prøver til flere gange osv. så handler det om at hun netop ved at hun er elsket - hun afprøver naturligt flere grænser overfor jer forældre, fordi hun kan, er tryg nok ved det. Hun har en grundlæggende fornemmelse af, at uanset hvordan hun opfører sig, så er I der for hende og I synes at hun er okay. Og når hun griner, så er det fordi hun ikke er bange for at vise dig, at hun synes du ser sjov ud, når du bliver sur ... Det skal altså ses som noget positivt og som et sundhedstegn og at det har taget en drejning i forhold til tidligere, hvor hun er mere vedholdende, viser mere egen vilje er normalt. Hun er nødt til at ville det modsatte end dig, netop for at udvikle sin selvstændighed. Hun kan ikke udvikle sig selv, finde ud af hvem hun selv er og hvad hun vil - hvis hun er enig med dig i det du siger og gør:)

Det er rigtigt, at man ikke skal bruge trusler, men der må godt være regler. Og hvis du f.eks. om aftenen vil signalere til din datter, at det er sovetid og at du ikke vil sidde og lege - ja så kan du godt gå fra hende. Lidt ligesom du også har gjort om dagen "jeg går lige ud et øjeblik", så du får signaleret, at du ikke vil lege, men faktisk mener at det er sovetid og at hun skal høre efter, hvad du siger. Du skal naturligvis sikre dig at puttetidspunktet er rigtigt og at hun er parat til at sove, når hun bliver puttet, så hun ikke protesterer, fordi hun ikke er træt nok, ingen kan sove på kommando:)

Du skal naturligvis også prioritere netop sengetiden om aftenen, fordi det ofte er der, hvor hun kan have dig for sig selv. Der er du der kun for hende og lillesøster er ikke en del af putningen og hun har brug for at mærke denne prioritering. Så du sal prøve at finde det rigtige puttetidspunkt, prioritere at være der og give hende tiden og opmærksomheden og samtidig også sætte nogle regler for, hvordan det skal foregå, når hun skal sove - og at du f.eks. kan være nødt til at gå, hvis hun ikke lægger sig ned, men hopper rundt og leger - og naturligvis så være der for hende, når hun forstår at du rent faktisk mener det er sovetid:)

Og dit eksempel med strømpebukserne, når hun kommer hjem ... tja ... egentlig er det jo rigtig godt at hun spørger dig, om hun må tage dem af. I princippet kunne hun jo bare tage dem af, hvis hun ville og det gør hun ikke. Så hun ved godt, at hun skal spørge og hun lytter til dig. Men du giver så ikke det svar, hun gerne vil have og det gør hende naturligt frustreret. Lige i forhold til strømpebukserne, så tænker jeg at hun måske godt kan føle dem irriterende efter at have haft dem på i børnehave og at det er rart med bare ben og i stedet for at sige nej, så kunne det her være en idé med et kompromis. Det kunne f.eks. være et par bomuldsgamasher i stedet, så når hun spurgte "må jeg tage strømpebukserne af", så kunne du svare "det må du gerne, men du skal tage gamasher på". På den måde anerkender du hendes behov for at få dem ...

---

---

... af, men stiller samtidig lidt krav, fordi du ved at hun ikke bør blive kold.

Og nogle gange er det naturligvis nødt til at være som du vil og du må holde fast i det du siger. Og her vil hun så nogle gange sige "dumme mor!". Her er det vigtigt at du prøver at skelne situationerne fra hinanden. Hvis hun siger "dumme mor!", for at prøve dig af, afprøve grænser, så må du gerne sige at det vil du ikke kaldes og ingen er dumme hos jer. Så hun hører, at sådan skal man ikke sige. Men hvis hun siger det i frustration over ikke at få sin vilje, så er det ofte ikke fordi hun synes du er dum, men fordi hele situationen er dum og her kan det være en god idé ikke at skælde ud over at hun siger "dumme mor", men i stedet holde fokus på hendes frustration og møde hende med et "jeg kan godt forstå du synes det er dumt". For det er ikke dig, der er dum, det er situationen, og det har hun ret til at føle.

Her er det vigtigt at rumme hende - og det betyder, at du skal kunne holde ud, at hun har det som hun har det, du skal ikke forsøge at lave det om og du skal ikke tage det personligt. Det betyder ikke at tingene bliver som hun vil, men det er vigtigt at du viser hende, at du forstår, hvad hun vil - også selvom du holder fast i det du siger - og at du også forstår, at det nogle gange kan være svært, når tingene ikke altid går som man gerne vil :)

---

---

---

I børnehaven vil tonen ofte være en anden. Selvom de anerkender børnene, lytter og møder dem, så er der mange børn, der hver især kommer med forskellig baggrund og opdragelse hjemmefra, og de har i institutionen naturligt nogle gange ekstra udfordringer med at sætte regler, som alle børn kan finde ud af og skal lære at indordne sig under - det er nødvendigt, når man skal lære at tage hensyn til andre, vente på sin tur osv. Og ja - nogle gange vil jeres datter derfor møde, at der bliver talt til børnene på en anden måde, end I taler til hende hjemme - senere vil hun sandsynligvis også reagere og fortælle jer om andre forældre der taler anerledes til deres børn, eller har andre regler osv. end I har derhjemme...

Og når man er særligt sensitiv, så reagerer hun naturligt voldsommere på dette. Hun vil meget tydeligt mærke, når andre er kede af det, vrede, glade - og hun vil naturligt meget let blive påvirket af dette. Hvor nogle børn nærmest ikke lægger mærke til, hvad der sker, så mærker hun det og hun kan blive påvirket af det og tage det med sig hjem, blive ked af det på andres vegne - hvilket I naturligvis igen skal lytte til, anerkende og tale med hende om, men samtidig også prøve at lære hende at sige "pyt" og komme lidt videre:)

Hendes selvværd påvirkes af måden I er omkring hende på og netop når I lytter til hende, anerkende hendes følelser og tanker, reagerer med omsorg og kærlighed, lader hende føle at hun er noget særligt og at hun er elsket, stiller krav, som passer til hendes alder og den udvikling hun er i osv. så styrker I hendes selvværd. Hun vil naturligt møde en masse modstand - både fra andre børn og andre voksne og hun vil opleve at dage kan være svære. Det der er vigtig er netop, at give hende følelsen af at hun altid kan komme til jer, at I er der for hende og altid vil hjælpe hende, uanset, hvad hun møder :) Så ja - det påvirker hende, hvad hun møder i børnehaven, men det er måden I møder hende på, når hun fortæller om det som er svært, som betyder mest:) Og det lyder som om at jeres datter har nogle gode forældre!

Håber du kan bruge dette lidt videre, fortsat held og lykke:)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---