Brev:

Selvstændighedsudvikling eller?

Kære Helen.

Synes lige vi havde ”styr på” den kære selvstændighedsfase, og så udfordres vi igen… Men så er det jo godt at have en som dig i baghånden:-)

Tror jeg går lige til et eksempel for bedst at kunne beskrive, hvor problemerne opstår:

Hun er blevet puttet i sin seng, som vi plejer, og jeg mangler kun at synge godnatsang for hende. Hun kommer i tanke om en sang fra børnehaven, som hun begynder at synge. Jeg lader hende synge færdig og da hun starter forfra (det er en kort sang) siger jeg stille og roligt: du må synge den sidste gang, og så synger jeg godnatsang for dig bagefter. Hun fortsætter dog, og selvom jeg siger (fortsat stille og roligt): ”Det var sidste gang”. ”Jeg vil have at du stopper med at synge, for nu er det sovetid” (det plejer at ”virke”) så fortsætter hun og griner bare af at jeg siger fra. Og sådan kan der være flere ting inden hun falder i søvn: Hun vil ikke lægge sig ned, men rejser sig hele tiden op og griner af det, når jeg siger, at hun ikke skal, osv. osv. Det skal lige siges, at hun gennem lang tid har været utrolig nem at lægge til at sove om aftenen. Vi har haft det samme ritual, og hun er faldet i søvn på ingen tid.

Eller:

Hun spørger om hun må få strømpebukserne af, da vi skal hjem fra børnehaven. Jeg siger at det kan hun desværre ikke fordi det er for koldt. Hun bliver frustreret og jeg anerkender hende i det/forsøger at sætte mig ind i hvorfor det er træls, men holder samtidig fast i at det desværre ikke kan lade sig gøre. Hun bliver mega sur og frustreret og det kører meget op. Jeg forholder mig hele tiden roligt og forsøger at trøste, men hun bliver meget stædig/sur – siger: Du er dum!!!, hiver mig i håret, skriger, hiver strømpebukserne af. Tidligere ville hendes reaktion være at blive frustreret/ked af det, og så har jeg trøstet indtil hun faldt til ro, men det er bare svært, når hun bliver så voldsom og jo gør det, som jeg siger, at hun ikke må.

De gange, det (eller lignende) er sket, har jeg taget hende op (selvom hun ikke ville), holdt hende så blidt som muligt, så hun ikke tog strømpebukserne af/ slog (og sagt at jeg ikke vil have at hun slår)/, og så forsøgt at få hende til ro. Eller jeg har sagt: ”jeg går lige ud et øjeblik, og så kommer jeg ind igen om lidt og ser om jeg må trøste dig. Hvis hun går efter mig, er jeg selvfølgelig gået tilbage og har forsøgt at berolige hende.

Forstår ikke helt hvorfor hun lige pludselig er begyndt at reagere sådan. Er som sagt helt med på, at hun er midt i selvstændighedsfasen, men synes bare det har taget en ny drejning, som jeg ikke helt ved hvordan jeg skal takle – og bliver nok også forvirret over, hvorfor hun gør som hun gør? Har læst at du tidligere har skrevet, at børn, der ikke hører efter og griner, når man siger noget til dem eller lader som ingenting ofte er børn, der bliver skældt for meget ud. Vi har bare altid talt meget anerkendende til hende og skælder ikke ud, så tænker at det ikke rigtig kan være dét.

Samtidig bliver jeg usikker fordi vi netop nu her er i gang med at tale med børnehaven om deres brug af skæld ud. Vores datter fortalte på et tidspunkt hjemme, at pædagogerne nogle gange skældte ud på de andre børn, at hun ikke kunne lide det, og at hun var bange for selv at blive skældt ud. Hun har også fortalt at pædagogerne nogle gange siger til nogle af børnene at hvis…, så kommer de ind i et andet rum og sidde (altså bruger ”trusler”). Er ret sikker på at hun ikke selv har oplevet det (men måske oplevet at noget er blevet sagt lidt skrapt), men uanset hvad påvirker det hende jo.

Mit indtryk er, at ledelsen ikke går ind for det, men at nogle af pædagogerne bruger det, og vi er derfor i gang med at snakke med dem om det, for at få afklaring og sikre os at vores forventninger til pædagogikken derhenne stemmer overens. Bliver rigtig ked af, at hun skal opleve det, for tænker, og synes også jeg oplever, at det påvirker tonen blandt børnene også, og at hun bliver utryg af det. Bl.a. har hun i en periode ikke villet ...

... blive der til frugt, og på et tidspunkt kom det frem, at det var fordi hun havde oplevet at der var blevet skældt ud på en af børnene. Vi troede egentlig først det handlede om at hun bare trængte til lidt ro/tid hjemme, så i lang tid er hun blevet hentet før frugt, men hver morgen spørger hun flere gange: ”I henter mig ikke til frugt i dag, vel?”, og hun er begyndt at virke mere og mere ængstelig, når hun spørger. Det er dog kun ved aflevering at hun spørger om det, og ellers snakker hun ikke om det.

Er bare så bange for at hendes selvværd bliver påvirket, for hvis der er noget i verden jeg gerne vil give hende med, så er det et trygt og sundt selvbillede. Kæmper selv en del med mit selvværd og arbejder meget med det, og vil bare så gerne skåne hende for de samme problemer. Hvad tænker du, Helen? Hvor stor en påvirkning har det, at hun har oplevet det i børnehaven?

Hun har de sidste uger virket en del mere pirrelig end ellers og bliver lettere og mere frustreret end ellers… Fx har hun dagligt en krise over at: ”underbukserne sidder dårligt!”. Det plejer de ellers ikke, så det virker nogle gange som om at hun er frustreret over et eller andet, men at det så lige er underbukserne der får skylden. Hun kan blive voldsomt frustreret i de situationer, og det kan tage et godt stykke tid at få hende beroliget…

Ellers synes jeg hun trives. Hun er aldrig ked af at skulle i børnehave. Vil helst være hjemme, men det er vores indtryk at hun for det meste hygger sig derhenne, føler sig hjemme, er ok knyttet til pædagogerne og leger med de andre børn. Hun er dog tilbageholdende ift. nogle ting, og siger ikke bare lige hvordan hun har det til pædagogerne, men det hænger måske også sammen med hendes personlighed...

Hun er en sensitiv pige, men det er vi meget opmærksomme på. Hun blev jo storesøster for et år siden, og det har selvfølgelig været, og er stadig, en udfordring for hende, men det synes jeg også vi har været meget opmærksomme på. Vi bruger meget tid sammen med hende, og hun har meget alenetid både sammen med mig og sammen med sin far. Hun er i børnehave fra 9-13 hver dag, så hun har jo god tid herhjemme også. Vi er også meget opmærksomme på at fortælle hende alle de ting, hun gør godt (fx når hun hjælper os, klarer noget nyt eller andet) og fortæller hende dagligt at vi elsker hende, at det er hyggeligt at være sammen med hende, og har ofte fortalt hende og snakket med hende om, at hun er SÅ vigtig for os og altid vil være det, også nu hvor lillesøster er kommet.

Af andre svære ting har der været det, at hun i januar mistede sin bedstefar, at hun skulle sige farvel til sutten i marts, at hendes yndlingspædagog i børnehaven (som hun var meget tryg ved og glad for) stoppede for 2 mdr. siden og der derudover også har været noget personaleskift (vikarer, som hun var glad for, som ikke fortsatte, en primærpædagog, som har været syg i flere perioder, og en ”ekstra-person”, som kun skulle være der et år og derfor også nu er stoppet.), som helt sikkert alt sammen påvirker hende. Især fordi hun er en sensitiv pige, som virkelig ikke kan lide ændringer. Har været ked af, at hun har skullet opleve en del skift, men synes ikke rigtig vi/de har kunnet forudse noget af det, så på den måde er det ikke fordi folk bare kommer og går i hendes børnehave, og vi kan jo ikke gøre så meget ved det… Men synes vi igennem det hele virkelig har forsøgt at være der for hende, hjælpe hende, snakke, give opmærksomhed/omsorg, trøste, osv.

Det blev en længere smøre… Synes bare der er en del at forholde sig til… Men som du kan læse er jeg nok bare lidt en blanding af forvirret og bekymret. Forvirret over hvad hendes nye reaktioner skyldes og hvordan jeg takler det, og bekymret for skæld-ud delen i børnehaven og for hvor stor indvirkning, det kan have haft på hende? Og hvordan jeg hjælper hende i det – andet end at sørge for at snakke med pædagogerne om det, så det ikke fortsætter…

På forhånd, og endnu engang, tusind tak for hjælpen:-)

De bedste hilsner
Fra mig

Læs Helens svar »

Plus-Plus BIG: Sjov og lærerig leg for de mindste

Når det kommer til små børns udvikling, spiller leg en afgørende rolle. Det er en væsentlig måde for børn til at udvikle deres finmotorik, evnen til at fordybe sig, lære om farver og former osv. BIG har vist sig at være godt til netop det, og derfor vælger mange vuggestuer og børnehaver også BIG, ...

Læs mere her

Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:

22. november 2024 | Opdragelse | 3 år

Fysisk reagerende 3 årig

Kære Helen. Vi har en dreng på 3 år (blev 3 i oktober) der startede i...

Læs hele brevet og Helens svar

13. november 2024 | Opdragelse | 3 år, 4 mdr.

Konflikter - 3 år, 4 mdr.

Hej Helen. Jeg har en skøn dreng på 3 år og 4 mdr. Han er sød og kærlig,...

Læs hele brevet og Helens svar

2. november 2024 | Renlighed | 3 år, 10 mdr.

Blefri

Hej Helen. Jeg har en kæmpe udfordring med min søn på 3 som bliver 4 til...

Læs hele brevet og Helens svar

23. april 2024 | Opdragelse | 3 år, 6 mdr.

Leg med voldsomme ord

Hej igen Helen, Jeg sender dig et til brev med det samme med et helt andet...

Læs hele brevet og Helens svar

15. april 2024 | Udvikling | 3 år

Hjælp til vores dreng

Hej Helen, Min kæreste og jeg håber inderligt at du kan hjælpe os, som du...

Læs hele brevet og Helens svar

Viden om børn: