Svar: Sætte grænser del 2

---

Kære Enemor

Tak for dit brev :)

Nogle gange vil der naturligt opstå situationer, hvor man som forældre er nødt til at holde fast i at tingene er som de er, også selvom barnet reagerer voldsomt. Og det vigtigste er, at man formår at blive gode venner igen bagefter - det er vigtigt ikke at bære nag og det er vigtigt at tale om det, give et knus og så komme videre. Præcis som du også lyder til at have gjort.

Man siger at 90% af hjernens vækst foregår de første 5 leveår og derfor er det utroligt vigtigt, hvordan man som forældre reagerer på sit barn. Alt det du og din dreng gør sammen, vil påvirke hans hjerne og vil påvirke hans udvikling - og dermed også livet fremover.

Man kan beskrive hjernen på flere måder, men i forhold til børn og i forhold til at forstå, hvad det er der sker, når man har med børn at gøre, så kan det være en god idé at se hjernen inddelt i 3 dele:

1. Den rationelle hjerne, som også kaldes storhjernen. Det er denne del af hjernen der styrer kreativitet, fantasi, problemløsning, selverkendelse, omtanke, empati, eftertanke og lignende.

2. Pattedyrhjernen, som også kaldes mellemhjernen eller det limbiske system. Den udløser store følelser, der skal styres af den rationelle hjerne. Det er raseri, frygt, separationsangst, social tilknytning, legesyge, lyst til at udforske og lignende.

3. Krybdyrhjernen er den nederste del af hjernen og den aktiverer vores vigtige kropsfunktioner. Det er sult, fordøjelse, åndedræt, blodomløb, temperatur, at kunne bevæge sig, kamp eller flugt.

Når din drengs verden bryder sammen, fordi han f.eks. ikke kan få sin cykel med i børnehaven og han derfor løber sin vej, smider sig på jorden, sparker, slår, spytter osv. så sker der en aktivitet i pattedyrhjernen. Da pattedyrhjernen styres af den rationelle hjerne, så er det vigtigt, at det er den du med din reaktion aktiverer. Det er vigtigt fordi du med din reaktion er med til at skabe de vigtige forbindelser mellem de to hjernedele.

Derfor er det vigtigt at du reagerer med lydhørhed, viser din dreng at du forstår hvad han vil. Du må naturligvis gerne sige Av eller stop, hvis han slår ud efter dig, sparker efter dig osv. så han ved at det gør ondt og at det her vil du ikke have. Du er nødt til at markere overfor ham, at det er uacceptabelt at han f.eks. spytter efter dig. Han skal vide at det er forkert. Når det er sagt, så skal du samtidig vise ham, at du godt forstår ham og de stærke følelser han har. Han skal stadig føle sig lyttet til, selvom han reagerer så voldsomt.

Nogle gange må man lade ham rase lidt ud, imens du holder dig ved siden af. Det kan være at du går igang med at pakke tasken færdig og på den måde laver noget andet, og lader ham få raset lidt ud og ...

---

---

... samtidig vist ham, at du ikke vil vise ekstra opmærksomhed, når han opfører sig sådan. Det kan være nødvendigt at du er der, for at sikre at han ikke yder skade på sig selv, men samtidig på afstand, så han ikke får lov til at yde skade på dig ...

Nogle gange kan det faktisk også være nødvendigt at du sætter dig med ham og holder ham fast. At du bruger dine kræfter og det at du stadig er fysisk stærkere end ham. Man kan sige, at du næsten skal bruge dig selv som et tæppe, bruge dine arme, dine ben omkring ham og så samtidig være beroligende "ssååå, skat, sååå, rolig nu, såååå, rolig" - ikke stille spørgsmål, bare holde ham og tale med små berolignede, dybe ord og vente på at han til sidst slapper af i kroppen og falder til ro.

Det er rigtig svært - jeg ved det godt. Det bedste du kan gøre i disse situationer, hvor verden tydeligt er kaos og hans følelser kører på højtryk, er at prøve at vurdere, hvad der ville hjælpe dig selv i denne situation. Hvordan ville du selv have det? Nogle gange ville du måske have brug for at være lidt alene, have muligheden for at trække dig tilbage og falde til ro, andre gange ville du måske have brug for en der holdt om dig og blev ved med at holde om dig ...

---

---

---

Han er fire år nu og jeg tænker at du godt kan begynde at tale med ham om, hvad der sker i disse situationer og hvorfor han reagerer så voldsomt som han gør. Du kan godt forklare ham, hvad du vil acceptere og hvad du ikke vil og også tale med ham om, hvordan han har det i situationerne og hvad han har brug for. Det kan godt være at han selv kan være med til at sætte lidt ord på om du skal være der eller om du skal gå ... Du skal prøve at tale med ham på et tidspunkt, hvor der er ro og I har tid til at tale lidt sammen.

Der er ikke kun en måde at gøre tingene på og situationen i børnehaven, har du umiddelbart klaret fint og det er rigtig godt, at I netop er blevet gode venner igen efterfølgende og også godt at du har holdt fast i at cyklen ikke skulle med. Måske skulle du have sagt mindre - ikke forklaret igen og igen, men holdt fast i at "jeg har sagt nej og nej er nej!". Og så naturligvis sat ord på "jeg kan godt forstå du bliver sur", "det kunne også være så dejligt, hvis cyklen kom med" osv. så han stadig føler sig lyttet til - men uden for lange forklaringer i selve situationen.

Jeg tænker også at du jo naturligvis altid kan overveje at kontakte en familievejleder, hvis du synes du har brug for det og gerne vil drøfte forskellige ting i hverdagen. Der er i kommunen, hvor du bor mulighed for at få gratis familievejledning og jeg tænker at det kunne være noget, du kunne benytte dig af ... Jeg skal sende dig et link:)

Håber du kan bruge dette lidt videre, fortsat held og lykke :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---