Svar: Konstante kampe om alt

---

Kære Rikke

Tak for dit brev og alle dine tanker, - jeg vil naturligvis gerne give dig lidt tanker med tilbage :)

Du har fuldstændig ret i at der sker rigtig meget med din datters udvikling lige nu. Og rigtig mange forældre oplever især 2 års alderen som ekstra udfordrende, i udlandet kalder man det nogle steder for "the terrible two", fordi det er en tid, som kræver rigtig stor forståelse, omsorg og nærhed samtidig med, at der naturligvis også skal sættes lidt grænser - og det er en svær balance at finde.

Din datter er rigtig god igang med at udvikle sit selvbillede. Det betyder at hun er igang med at forholde sig til hvem hun selv er, og hvordan hun påvirker andre. Og et led i dette er blandt andet at sige "Nej!" eller sige "Det er min!". Det er altså helt normalt at din datter siger nej, til de ting du siger, ligesom det er helt normalt at hun kan holde fast i at noget er hendes "min, min, min" selvom det ikke er hendes ...

Din datters selvbillede udvikler sig stille og roligt i samspil med andre. Hun har brug for ros, det gør hende stolt og glad og når du eller andre irettesætter hende, så bliver hun naturligt ked af det. Det er ikke sjovt at få at vide, at man gør noget forkert og hun er, med den alder hun har lige nu, meget følsom og meget sårbar overfor hvordan hun bliver modtaget, hvordan du og andre reagerer på det hun siger og det hun gør.

Førhen kaldte man alderen mellem 1-3 år for trodsalder - det har en negativ klang og gier indtryk af at barnet bevidst er imod sine forældre. Sådan er det ikke. Børn har ikke nogen skjult dagsorden, hvor de vil være imod os, men din datter er naturligt igang med at udvikle sin selvstændighed og et led i dette, er at være uenig med dig. Når hun er igang med at finde ud af, hvem hun selv er og hvad hun vil eller ikke vil, så er hun nødt til at ville noget andet end dig. Hun kan ikke træffe egne valg, uden at gøre det modsatte af hvad du vil og derfor opstår der dagligt konflikter og situationer, hvor hun protesterer, ryster på hovedet eller tydeligt markerer sig "nej, vil ikke!".

Nogle gange kan man med lidt list bede hende gøre det modsatte af, hvad du vil have hende til og andre gange virker det ikke. Nogle gange vil løsningen være at "tælle til tre" og gøre det til en leg, så fokus bliver på at skynde sig og at det skal være sjovt, i stedet for at have fokus på det du vil have hende til. Hvis hun f.eks. ikke vil med ud at køre og I skal af sted, så kan du tælle til tre "jeg tæller til tre, så ser vi hjem der kommer først" .. - og naturligvis lade hende vinde.

For at kunne adskille sig fra sine forældre, så er man også nødt til at føle sig knyttet til. Man kan ikke separere sig, hvis man ikke er tilknyttet. Derfor er det helt naturligt at din datter klynger sig til dig, at hun viser rigtig meget behov for nærhed og fysisk kontakt. I er adskilt hele dagen og hun har rigtig meget brug for at få fyldt sit mordepot op, når I er sammen. På den måde har hun noget at tære af, når I er adskilt. Og det er vigtigt at du ikke ser det som "morsyge", som er negativt og forkert, men i stedet ser det som "morglæde" - for man må godt være glad for sin mor og det er det din datter er :)

Og her tænker jeg også - hvorfor kæmpe med hende, når hun skal sove og om natten. I er alene - hvorfor sover I ikke sammen, så I begge får sovet og så hun netop mærker dig og har dig tæt hos sig ...? :) En lidt større seng, hvor der er plads til jer begge to ...

Måske giver du hende mange valg eller stiller retoriske spørgsmål? "Skal du skiftes?", "skal du have en ren ble?", "skal du i bad?", "vil du vaskes?", "er du sulten?" osv. Mange spørgsmål i løbet af dagen og nogle af dem måske uden at du egentlig lader hende vælge eller giver hende mulighed for at svare - "skal du skiftes?" er f.eks. et eksempel på dette, - hvis hun skal have en ren ble, så skal hun have det, uden at du stiller spørgsmål eller ...

---

---

... giver hende valgmuligheden ...

Jeg tænker at du måske kan prøve ikke at stille for mange spørgsmål i hverdagen. Det er vigtigt at du ikke giver hende for mange valg. For det er netop når vi nogle gange spørger "skal du skiftes?" hvor vi egentlig har taget beslutningen for hende eller hvis vi spørger "vil du have den røde eller blå jakke på?", "æble, pære eller banan?" at problemerne opstår. Mange konflikter med børn i denne alder kan undgås netop ved ikke at spørge for meget. Hun kan ikke overskue spørgsmål og for mange valg. Derfor kan det være en god idé at du på forhånd tager en beslutning om, hvad du ønsker hun skal. Du ved jo godt, hvad du selv synes hun bør få på og derfor vælger du. "Kom du skal have en ren ble", "Nu tager vi jakke på og så går vi", "her er lidt frugt, værsgo og spis".

Det betyder at når hun skal skiftes, så tager du hende med dig, er der afføring kan hun lægges på puslebordet, er det en tisseble, kan hun evt. stå op. Og så er det sådan det er. Inddrag hende, lad hende være med, hun kan være med til at holde bleen, cremen, løfte numsen osv. hvad der nu er behov for. Og ja - det betyder at din datter nogle gange vil blive frygtelig frustreret, når tingene ikke går som hun gerne vil eller har forventet - men hun skal netop også lære at tackle den frustration. De næste mange år, når hun skal finde ud af at begå sig i verden, så vil hun jo også møde modstand og vil ikke kunne få sin vilje, men må bøje sig og det kan ikke nytte noget at hun hver gang noget går hende imod, går i seng som Maude fra Matador eller lægger sig og sparker og skriger på gulvet. Hun skal lære at håndtere disse ting og det lærer hun ved at du også sætter grænser og har regler nu og så rummer hendes følelser, når det er svært for hende.

At kunne rumme, betyder at du kan holde ud at hun har det som hun har det - uden at du forsøger at ændre det og uden at du tager det personligt. Det betyder at du holder fast i at bleen skal skiftes, men samtidig lade hende høre at du forstår "det er også dumt med bleen", "vi skynder os, så er det overstået lige om lidt". På den måde hører hun at du forstår det, men hun mærker samtidig, at her er en regel, som du holder fast i og som ikke kan diskuteres.

---

---

---

Det er dig der ved bedst - tænderne skal børstes, så hun ikke får dårlige tænder resten af livet, hun skal have tøj på, når det er koldt, for ikke at blive syg, hun skal holde i hånden, når I går på vejen, for ikke at blive kørt ned. Der er visse ting du ved bedre end hende og som du derfor er nødt til at holde fast i - også selvom hun protesterer.

Og så er der andre ting, hvor du sagtens kan gå på kompromis - f.eks. at hun får lov til at se lidt fjernsyn imens I reder hår, fordi det gør hele situationen langt mere rolig og rar for alle parter, eller at hun får lov til at spise mere kød end kartofler, fordi hun bedre kan lide det og det vigtigste er at hun spiser noget af den mad du har lavet og er glad for at spise ... :)

Når du oplever at din datter bliver ved og ved, søger dig og efterspørger din kontakt - i sengen, når du går på badeværelset, på toilettet, imens du laver mad osv. så er det vigtigt at anderkende dette. Det er vigtigt at du viser hende, at du rigtig gerne vil hende, give hende ekstra knus og kram, giver hende ekstra fysisk kontakt og nærhed. Du skriver at du ofte gør det modsatte - skubber hende fra dig, fortæller hende at "nu er det slut!" eller opfordrer hende til at gå over til andre, bedsteforældre eller lignende. Det er her rigtig vigtigt at din datter ikke føler sig afvist, for det vil kun gøre hende mere klyngende. Derfor skal du prøve at give hende ekstra meget nærhed, nurse hende lidt mere, ikke presse hende til at søge andre, men i stedet lade hende sidde ekstra hos dig, den trygge base, så hun stille og roligt føler sig sikker nok til at prøve at slippe dig lidt.

Jeg håber du kan bruge disse tanker lidt videre, fortsat held og lykke :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---