Svar: Har svært ved forstå min søn

---

Kære Mor

Tak for dit brev :)

Hvordan man skal møde, opdrage og anerkende et barn på 2.5-3 år, er et meget stort emne, som er svært at besvare i et enkelt brev, men jeg vil naturligvis meget gerne dele lidt tanker med dig :) Jeg vil dog også anbefale dig at læse bøger om emnet, f.eks. "Helens bog om gråd og trøst" eller du kan se i min bogguide under "opdragelse" og "udvikling" og få lidt idéer til litteratur du kan læse :)

Jeres dreng er rigtig godt igang med at udvikle sin selvstændighed og viser naturligt mere og mere egen vilje. Hans personlighed spirer frem lige nu og lige så glad og charmerede og fuld af spilopper, han kan være det ene øjeblik, ligeså frustreret, ulykkelig og "rasmus modsat" kan han være det næste øjeblik. Der skal ikke ret meget til før at verden bryder sammen for ham og han har en alder, hvor han har brug for rigtig meget omsorg, nærhed, engagement og forståelse.

Børn i jeres drengs alder får det der hedder fortvivlelsesanfald. Når det sker, så er jeres dreng ikke uartig, men oprigtigt ked af det. Han er skuffet over at tingene ikke er, som han gerne vil have dem, at han ikke kan finde ud af noget bestemt,- skoene driller, maden falder af skeen osv. Det er ofte små bitte ting som i jeres øjne virker som bagateller, men som for ham betyder rigtig meget.

Fortvivlelsen og den manglende evne til at tackle disse følelser hænger sammen med hans endnu meget umodne hjerne. Han mangler simpelthen de forbindelser i hjernen, som får ham til at tage det roligt og bevare overblikket. Disse forbindelser skabes først, når I ved jeres måde at reagere på, får ham til at slappe af. Jeres fysiske kontakt, jeres beroligende og trøstende stemme. Det at I er rolige smitter af på ham og det sætter gang i en masse reaktioner i hans krop, som gør ham afslappet og det igen hjælper ham til at danne de vigtige forbindelser i hjernen.

Derfor er det vigtigt at I viser ham forståelse, det vil sige at du viser ham, at du forstår at det er svært at være ham. Det er vigtigt at I sætter ord på de følelser og tanker som I tror han har og f.eks. siger "de er også dumt at ...", eller "bliver du bare så ked af det, sååå skat" eller lignende. Det er vigtigt at I ikke bliver vrede på ham, skælder ham ud, eller måske sender ham på værelset. Når han er ked af det, så er han oprigtigt ked af det og her er det vigtigt at I giver ham trøst og hjælper ham med at få samling på sig selv. Hans krop er i oprør, når han f.eks. får et nej og ikke kan gøre som I beder om og her vil han ofte ikke kunne gøre ret meget andet end at lægge sig ned, vride sig rundt, sparke, smide med sit legetøj osv. Det er helt naturligt at han reagerer meget fysisk. Det gør han, fordi han stadig mangler ord. Selvom han måske er god til at tale og har et fint ordforråd, så mangler han stadig ord til at beskrive sine følelser.

At han kan få anfald af fortvivlelse betyder ikke, at I ikke må sætte ...

---

---

... grænser og have regler, for det hører med til opdragelsen at der er visse regler, der skal følges. Men det er vigtigt at I stiller krav, som passer til hans alder og udvikling og det er vigtigt at I hele tiden viser ham forståelse, når han oplever at verden går ham imod.

Når han er frustreret og føler at tingene går imod ham, så pumper adrenalinen rundt i kroppen - adrenalin virker lidt ligesom ild - hvis man puster til det så kommer der mere af det, det flammer op. Men hvis man forholder sig roligt, så går det stille og roligt ud. Hvis jeres dreng oplever at I ignorerer ham, sender ham på værelset eller hvis I skælder ham ud, så føler han sig ikke forstået og det er som at puste til ilden og det hele bliver værre. Hvis I derimod viser ham at I forstår ham, lytter til ham, gerne vil ham og I må gerne samtidig med sætte grænser for hvad I vil have eller ikke have, så slapper han mere af og adrenalinen dæmpes.

Man kan sige, at du skal behandle ham, som du selv gerne vil behandles. Og hvis du f.eks. er ked af noget, utilfreds og brokker dig og din mand/kæreste siger "lad dog være med at være så hysterisk, hold op med at skabe dig, jeg gider ikke være sammen med dig, når du er sådan" eller hvis han bare ignorerede dig totalt - så ville du blive rigtig gal og ked af det :) Men hvis han i stedet sagde til dig "det kan jeg godt forstå du bliver vred over, sådan havde jeg slet ikke tænkt, måske kunne vi så gøre sådan og sådan" - så blev du mødt, lyttet til og faldt til ro på en helt anden måde.

Og det er lidt det samme, når I siger "stop så!" til jeres dreng. Hvis han skal stoppes i noget, så skal han naturligvis stoppes, men nogle gange skal han måske ikke stoppes, men i stedet forståes ... Og ligesom du bliver frustreret over at han siger "stop! Mor" eller "Stop så far!", så bliver han også frustreret over at få den besked. Og børn gør, som vi gør - de gør ikke, som vi siger ....

---

---

---

Derfor skal I prøve at lytte til ham og sætte ord på "jeg kan godt forstå du bliver så vred lige nu" og så møde ham der og finde en løsning. Alternativer er også ofte en god idé. Det er meget godt f.eks at sige "Du kan ikke få en is lige nu, men du kan få et stykke agurk" eller hvad problematikken måske kan være. Så kommer han på andre tanker, får stillet sin lyst til at putte i munden osv. Du bestemmer stadigvæk, at han ikke kan få is, men du anerkender hans behov for at få noget og du lytter til ham og imødekommer ham.

Ofte vil det hjælpe, hvis du sætter dig ned i øjenhøjde og rører ved ham, når du gerne vil give ham en besked. Rør ved hans arm, tag ham i hånden og få øjenkontakt med ham, når du taler til ham, eller tag ham på skødet, når du skal forklare ham et eller andet. Det er vigtigt at du viser ham direkte kontakt og gerne fysisk kontakt, samtidig med at du forklarer ham noget.

Jeg håber du kan bruge ovenstående tanker lidt videre, fortsat held og lykke:)

Rigtig god påske!

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---