Svar: Svært ved at lytte til en anvisning

---

Kære Johans mor

Tak for dit brev :) Jeg vil meget gerne dele lidt tanker med dig.

Du skriver "det virker på mig som om det har meget med opmærksomhed at gøre?" og jeg tænker at det er lige netop, hvad det har, og det er rigtig godt set af dig. Der er ingen tvivl om at jeres dreng har brug for at I ser ham. Han nævner det også selv, når han f.eks. siger "Øv hvor er det træls at I ikke vil lege med mig" - det er det han vil. Han vil have at I skal se ham, lege med ham, prioritere ham og være der for ham. Og lige nu lyder det som om at han har fundet ud af, at ved negativ adfærd, så får han mest opmærksomhed. En slags "dårlig kontakt er bedre end ingen kontakt" og det er dette I skal bryde. Derfor skal I i en periode give ham masser af positiv kontakt, hver gang han viser en positiv adfærd. Og I skal sætte ord på "Hvor er det dejligt at være sammen med dig, når ..", "jeg elsker, når vi kan sidde her og læse sammen, det er så rart ..", "hvor er det dejligt at jeg har dig ..".

Det er på samme måde vigtigt at I i en periode forsøge ikke at kræve en masse af ham, men accepterer at han et eller andet sted, naturligt vil noget andet end jer. Det er en del af det at udvikle sin selvstændighed, netop at ville det modsatte end sine forældre og han må på den måde godt være lidt en ballademager. Når han ikke vil tage overtøjet og skoene af, så hjælp ham, så det ikke bliver til en konflikt. Det kan godt være at han kan selv, men lige der, når I kommer hjem og har været adskilt, så hjælp ham og stil ikke krav. Undgå på samme måde at tage ham med op at handle, når han er træt og ikke har overskud til det - undgå at skabe situationer, hvor I ved at der vil opstå konflikter i hverdagen.

Og når det er sagt, så er det også vigtigt at I melder klart ud, hvad regler der gælder hos jer. At I f.eks. ikke vil have at han taler grimt og kalder jer grimme ord. At han ikke må slå, kradse, sparke eller andet. Det er vigtigt at du her kan sætte grænser og kan holde fast i dine grænser og også rumme, når han så bliver frustreret og ked af det, fordi han mærker at her står du fast - du vil ikke acceptere at han f.eks. slår.

Jeg får lidt på fornemmelsen at du måske er lidt for eftergivende i din måde at være forældre på. Man kan opdrage på forskellig vis og hvis man er "eftergivende forældre", så er man ofte varm og åben overfor barnet, du lytter til ham og forsøger at se og anerkende hans behov og han får lov til det meste. Det er svært at sætte grænser for ham og bryder han reglerne, har det ikke rigtig nogen konsekvens. Måske er du tilbøjelig til at sige nej, nej, nej, - jamen så gør det da ... Dette kan gøre at han afprøver grænser igen og igen, han vil naturligt være ekstra udforskende og vil ofte også mangle selvbeherskelse, tingene får ligesom lov til at køre lidt for langt ud ...:)

Og du skal være mere myndig, hvilket ikke betyder at du skal være autoritær, for det er noget helt andet. At være myndig handler om at du sætter klare grænser og har regler for, hvordan tingene foregår hjemme hos jer. De regler du/I har og de grænser du sætter skal naturligvis passe til jeres dreng og hans alder. Du forklarer ham hvorfor tingene er som de er og du viser ham forståelse, når han reagerer og vil noget andet end du vil - men du holder fast i at sådan er reglerne. Du skal være synlig i dine signaler, i dit kropssprog og i det du siger og han må ikke tvivle på hvad du mener og hvorfor. Nogle gange vil I naturligvis kunne finde en løsning, ...

---

---

... som tilgodeser jer begge - men nogle gange vil der også være situationer, hvor du bestemmer, fordi du er den voksne og derfor ved bedst.

Prøv at læse min artikel "Hvilken type forældre er du?", som du finder i min artikelsamling her på siden.

Jeg ved fra et af dine tidligere breve, at du selv er vokset op med forældre, der gav dig skyldfølelse og hvor du følte at der blev talt ned til dig. Dette bringer du naturligvis med dig nu, hvor din egen søn skal opdrages og det er rigtig svært at finde balancen. Det forstår jeg godt. Men måske er du nogle gange for god af dig, for der må gerne sættes grænser og der må gerne være regler. Grænser og regler hjælper jo netop din dreng til at finde ud af, hvordan han skal agere, så han ikke behøver afprøve grænserne hele tiden. Samtidig giver det en vis ro, en tryghed at vide, hvor grænserne er.

Konflikter i hverdagen kan ikke undgås og slet ikke med børn i jeres drengs alder, som naturligt prøver deres selvstændighed af. Det er derfor også vigtigt at I tager de konflikter der er, når de er nødvendige. Det er vigtigt at I holder fast i de grænser I sætter, de regler I har i jeres hjem og at I viser konsekvens omkring disse ting. I forældre skal være enige om hvilke regler og aftaler I har og så kan I hjælpe hinanden med at holde fast i dem. Når I har sagt sådan, så er det sådan. I skal ikke være bange for at sige nej og I skal altså kunne klare den frustration og konflikt som opstår, når I siger nej.

---

---

---

Og jeres dreng må naturligvis ikke bevidst sparke eller slå ud efter jer - det er ikke i orden og her skal der sættes en grænse. Nogle gange kan det være nødvendigt at give ham en time-out. "Time-Out" er en teknik, hvor man sender barnet alene på værelset, når det har været uartigt. Problemet er at det ofte anvendes på barnet, når bare det bare har været en lille smule ulydigt... det er f.eks. meget problematisk at sende barnet på værelset, hvis barnets ulydighed handler om at barnet keder sig eller ikke får opmærksomhed nok og derfor begynder at opføre sig dårligt - hvis det er problemet, så er det vigtigt at man som forældre begynder at se og lytte til sit barn i stedet for at sende det væk ...

Men, hvis man har et barn, der har fået en rolig advarsel og som trods dette bevidst f.eks. slår eller sparker, for at gøre en anden ondt, så kan man godt bruge en time-out og sende barnet på værelse. Da jeres dreng er 3 år gammel, kan han sendes på værelset i 3 minutter og med beskeden "jeg sætter dig her, fordi du sparkede, man må aldrig sparke til andre". Og så venter I uden for døren i 3 minutter og går så tilbage til ham og taler med ham om, hvordan han reagerede og hvorfor I blev vrede og aftaler, hvad der så sker, når I går ud af værelset igen. Det er vigtigt ikke at bære nag og at blive gode venner igen - men I må godt markere, at en sådan opførsel vil I ikke acceptere og han skal f.eks. ikke sparke sin far ...

Men prøv som sagt at minimere antallet af konflikter ved i en periode at hjælpe ham lidt mere, se ham og være der for ham og ikke kræve for meget. Og sæt ord på alt det dejlige han gør, alt det som I gerne vil se meget mere af og som I nyder. For nogle gange kommer man ind i en rutine, hvor det hele handler om alt det han gør forkert og hvor irriterende han er. Det hele bliver negativt og for at vende dette, så er det vigtigt at blive bevidst om at fokusere på alt det gode :)

Jeg håber at ovenstående tanker hjælper videre, fortsat held og lykke :)

Rigtig god weekend!

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---