Svar: Grådtyper

---

Hej med dig

Det er dejligt at du har mine bøger - har du også "Helens bog om gråd og trøst"? - ellers vil jeg anbefale dig at du køber den :)

Men i forhold til de eksempler du giver, så tænker jeg, at der jo nok er ligeså mange meninger om hvordan og hvorledes, som der er forældre. Jeg vil dog meget gerne dele lidt af mine tanker med dig.

Når man er 1 år gammel, så kan man ofte ikke spise rigtig med en ske. Det skyldes at barnet naturligt drejer i sit håndled, når skeen føres til munden, hvorved maden ryger af skeen. Derfor er det betydeligt lettere at spise med en gaffel, hvor maden bliver siddende uanset, hvordan gaflen vender og det er også sjovere at spise, fordi det faktisk havner i munden :) Også fingrene er gode at spise med.

Det vil være en rigtig god idé at du har to skeer eller to gafler, når din dreng spiser. En han kan sidde med og en du giver ham mad med. Han vil spejle sig i det du gør, de bevægelser du laver og på den måde forsøge at gøre som dig og dermed lære at spise selv. Du kan med en gaffel gøre det at du kommer maden på gaflen, giver ham den i hånden og han kommer selv maden i munden. Imens kommer du maden på den anden gaffel og så bytter I, så han får gaflen med mad på, kan selv komme den i munden og du får så den tomme gaffel fra ham, som du kan komme nyt mad på.

Det er sværere med skemaden, når han ikke er ældre. Her kan du nogle gange lade ham sidde med en ske selv, imens du giver ham maden. Du kan også lade ham sidde med lidt mad i hånden, imens du så giver ham skemaden. Det er vigtigt at han føler at han er med i måltidet og har indflydelse på det at spise.

Når han tørrer maden af i håret, så er det højst sandsynligvis fordi han bliver træt. Det kræver utrolig stor koncentration at spise selv, at få maden på skeen eller gaflen og føre den til munden, tygge osv. Samtidig med at han jo også kommunikerer med dig undervejs. Derfor bliver han træt og mister let fokus og når han mister fokus, ja så kører hænderne naturligt op i håret, rundt i ørerne, næsen nulres osv. og maden havner andre steder end i munden.

Han gør det således ikke for at irritere dig, men fordi han ikke er ældre end han er. Derfor skal han ikke have skæld ud, men i stedet guides til det du gerne vil have "ind i munden skat, ind i munden", præcist som du også forsøger.

Nogle gange bliver han så træt, at du er nødt til at made ham, for at sikre at han får det han har behov for. Andre gange bliver han så træt, at han ikke kan overskue heller at blive madet og her kan det være nødvendigt at stoppe måltidet. Netop derfor er det vigtigt at du prøver at finde balancen mellem at hjælpe ham og også lade ham prøve selv og det er vigtigt at du giver ham mange små måltider i løbet af dagen. Netop fordi at hvis han så ikke får så meget til det ene måltid, så spiser han måske lidt mere til det næste.

Hvis han smider maden på gulvet, vælter sin kop og lader vandet flyde ud i tallerkenen eller lignende, hvor han leger mere med maden end han spiser, så er det ofte tegn på at han ikke er mere sulten og her må du gerne tage ham fra bordet og afslutte måltidet. Netop så der kommer en handling bag. Du må altså gerne sige at nu er det slut med at spise og så afbryde måltidet, hvis det er tydeligt at han ikke er sulten og i stedet leger med maden.

Samtidig med at du gør dette, så er det naturligvis vigtigt at du sørger for at stimulere hans lyst til at mærke, føle og fornemme uden for middagsbordet. For hvis han har leget med vand i badekarret, slået på tromme, prøvet at have lidt bolledej i hånden osv. uden formiddagsbordet og hans her er stimuleret, så er lysten til at lege med maden og lave lyd med maden naturligt mindre, når I så sidder ved bordet.

Det er vigtigt at du forsøger at holde en nogenlunde fast rytme i løbet af dagen. Det vil sige faste sovetidspunkter og faste spisetider. Det er med til at gøre at han naturligt føler sult, når han skal spise og hvis han er sulten, så vil han naturligt også spise mere og være bedre til at koncentrere sig. Når han begynder at lege med maden, så er det ofte fordi han ikke er sulten nok eller er nået at blive for træt og derfor mister fokus. Om morgenen, når I går igang med morgengrøden, så kan det derfor være en rigtig god idé at du starter med at give ham lidt frugtbåde eller lignende i hånden, som han kan spise selv og så giver du ham skemaden - og gerne i et forholdsvist hurtigt tempo, så han ikke lader sig forstyrre, men får sin grød, fordi ...

---

---

... han er naturligt sulten :)

Hvis han bliver frustreret og ked af det, når du f.eks. siger "nej!", så er det vigtigt at du kan rumme dette. Det betyder at du kan holde ud, at han har det som han har det, at du ikke prøver at lave det om og at du ikke tager det personligt. Det er helt naturligt at han viser frustration, når verden går ham imod og det skal han have lov til. Du skal ikke ignorere ham, men i stedet prøve at sætte ord på de følelser han kan have ""ssååå lille skat, bliver du bare så ked af det, sååå" og også gerne tilbyde ham et alternativ - "se her skat, vi kan lege med bilen" - så han afledes, hvis I nu er gået væk fra bordet og du hjælper ham på den måde videre. Eller hvis I er ved bordet "se her er lidt at drikke, er du klar igen" og på den måde hjælper ham.

Det samme, når du har noget praktisk du skal lave, f.eks. aftensmad og han gerne vil være hos dig. Det er vigtigt at du ikke ignorerer ham, men lader ham føle sig inddraget. Du kan godt lige tage ham op til dig, lade ham sidde på din arm, få et knus osv. så han mærker at du er der, at du har set ham og ikke har glemt ham, og så sætte ham fra dig igen. Det er vigtigt at du har ham i nærheden, så han kan se hvad du laver og hvor du er. Han må gerne sidde i sin høje stol og du kan give ham lidt i hånden, som han kan underholde sig med imens og du skal naturligvis også snakke med ham.

Bliver han ked af det, så tal med ham "jeg er lige her skat, hej skat" og så skal du vurdere om han er så ked af det, at du er nødt til at slippe det du har i hænderne, for at tage dig af ham, eller om han kan vente lidt. Hvis han godt kan vente til du f.eks. har taget maden ud af ovnen eller lignende, så kan det nogle gange hjælpe dig, at sætte lidt ord på igen "jeg ved godt du gerne vil have mig, jeg skynder mig, jeg skal lige have den her ud af ovnen", så du snakker højt. Det kan berolige både dig og ham.

Det er især i 1-3 års alderen at man mærker frustrationen rigtigt, og det er en alder som kræver rigtig stor forståelse og tålmodighed fra jeres side. Lige nu er jeres dreng stadig meget lille og har brug for ekstra meget overbærenhed, men stille og roligt skal der naturligvis sættes lidt grænser og han skal lære, at du har visse regler for, hvordan man gør ting hos jer ...

Det er helt naturligt at han bliver frustreret og ked af det, når han mærker at tingene ikke kan være som han vil. Og denne frustration vil blive mere og mere tydelig det næste år frem. Men den er der også nu. Lige nu er det dog ofte et spørgsmål om at aflede og finde alternativer og ikke "kæmpe" om at få sin vilje. Det er vigtigt at det ikke bliver til nej, nej, nej, hele dagen igennem.

---

---

---

Han kan godt vise temperament - og det er jo arveligt siger man ... :) Men temperamentet hænger også sammen med at han ikke er ældre end han er. Han mangler stadig ord, kan ikke udtrykke sig verbalt og derfor vil han reagere fysisk i stedet. Hans lille krop kan være i et indre oprør - alt er kaos inde i ham, når verden går ham imod. Når han er frustreret og føler at tingene går imod ham, så pumper adrenalinen rundt i kroppen - adrenalin virker lidt ligesom ild - hvis man puster til det så kommer der mere af det, det flammer op, hvis man forholder sig roligt, så går det stille og roligt ud.

Du skal prøve at vise ham, at du forstår ham, lytter til ham, gerne vil ham, samtidig med at du så også skal prøve at have lidt grænser og regler for, hvad du vil have og hvad du ikke vil have - så han slapper mere af, fordi han stadig føler sig mødt, selvom han f.eks. får et nej, og så adrenalinen dæmpes.

I de forskellige situationer skal du prøve at sætte dig i hans sted og de følelser han har. Nogle gange måske tænke, hvad det er han vil og hvordan du selv ville have det. Prøv at forestille dig at der er noget du er utilfreds med og du brokker dig til din mand. Hvis han så reagerer med "hold op med at være hysterisk" eller måske sende dig væk "gå ind i stuen, hvis du ikke kan opføre dig ordentligt", så ville du blive rigtigt ked af det. Men hvis han i stedet sagde "det kan jeg godt forstå du bliver vred over, sådan havde jeg slet ikke tænkt, måske kunne vi så gøre sådan og sådan" - så blev du mødt, lyttet til og faldt til ro på en helt anden måde.

Det er naturligt at børn græder, hvordan du skal reagere på gråd afhænger helt af gråden og af barnets alder, det afhænger af hele situationen.

Jeg håber du kan bruge ovenstående lidt videre :)

Fortsat held og lykke :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---