Svar: Opmærksomhed

---

Kære Mor

Tak for dit brev :)

Din datter er rigtig godt igang med at udvikle sig og netop i 2 års alderen, sker der rigtig meget. Det er en tid, som kræver utroligt stor tålmodighed og forståelse fra jeres side, for det er rigtig svært at være to år.

Når børn er to år, så skal de til at forholde sig til hvem de selv er og hvordan de påvirker andre. Man taler om at børn skal finde deres selvbillede og man ser det ofte ved at barnet begynder at sige "jeg" eller "det er min" eller f.eks. "min mor" og netop på den måde begynder at blive bevidst om hvem de selv er.

Selvbilledet udvikler sig stille og roligt i samspil med andre. Jeres datter bliver stolt og glad, når hun får ros og hun bliver utroligt ked af det, når hun bliver irettesat, når hun får at vide, at hun gør noget forkert. Hun er meget følsom og meget sårbar overfor hvordan hun bliver modtaget, hvordan I og andre reagerer på det hun siger og det hun gør.

Det er meget vigtigt at man som forældre forsøger at støtte barnets selvbillede og det gør man ved at vise det kærlighed, accept og opmuntre og støtte. Man må gerne udfordre barnet og stille krav til det, men det er vigtigt at man er realistisk og forsøger at undgå at barnet får nederlag. Derfor er det rigtig vigtigt at I forsøger at undgå konflikter før de opstår - ligesom det er rigtig vigtigt ikke at skælde hende ud, som du også selv er inde på:)

For hun prøver at være en del af det der foregår. Når I voksne sidder og taler sammen, så føles det som en evighed for hende. Det er ikke noget mere trættende, end at høre på voksnes snak. Og hun føler sig naturligt også udenfor - men hun vil gerne føle sig som en del af det der foregår og derfor afbryder hun, derfor stiller hun spørgsmål, derfor begynder hun nogle gange at opføre sig fjollet osv. alt sammen for at blive en del af det hele, blive set, få opmærksomhed.

Og det er her rigtig vigtigt at du viser hende, at der også er plads til hende. At du inddrager hende. Det gør du f.eks. ved at tage hende på skødet og vise hende, at du ikke har glemt hende. Hvis hun afbryder noget vigtigt, som morfor f.eks. er igang med at fortælle, så kan du godt sige "shh - vi skal lige høre hvad morfar siger" eller lignende, så hun bliver opmærksom på at morfar taler og at du gerne vil høre det. Og så skal du naturligvis give plads til din datter bagefter "hvad ville du sige skat?", så hun også får lov, så hun også kan vise det hun vil vise, få den opmærksomhed, som hun har brug for.

Nogle gange, når I er nogle steder, eller hvis I selv har gæster derhjemme, må du naturligvis også prioritere at gå afsides med din datter. Det er begrænset, hvor længe hun kan sidde med ved bordet og være stille. Hun skal have lov til at gå fra bordet, når hun er færdig med at spise og skal naturligvis have mulighed for at lege. Er I ude må du medbringe legeting osv. som hun stille og roligt kan lære at lege lidt med selv, men ligesom hjemme, vil hun stadig have brug for at du leger med hende og interessserer dig for de ting hun laver.

Du lærer hende at vente, ved at vise hende hvordan og guide og forklare undervejs.I hverdagen kan du gøre det at du sætter ord på, når I venter f.eks. når I er oppe at handle og står i kø, så kan du sige "nu venter vi her på at det bliver ...

---

---

... vores tur". På den måde finder hun også ud af, at det ikke altid kun er hende der skal vente, men at alle venter på noget en gang imellem :)

Du kan også præcisere det i forskellige situationer i hverdagen f.eks. "hvis du tager sko på, så venter jeg på dig imens" eller lignende, så det at vente får ny betydning. Det vil altid være godt at have flere vinkler på og så det ikke kun er hende der skal vente på dig :)

Med hensyn til at hun bliver ked af det, frustreret og fortvivlet når hun f.eks. får nej til slik, så er det vigtigt at du kan rumme de følelser hun har. Det er okay at hun bliver ked af at få nej - det betyder ikke nødvendigvis at hun får sin vilje. Nogle gange vil det være rigtig godt, at tilbyde et alternativ "du kan ikke få slik nu men du kan få lidt frisk frugt i stedet", så du anerkender, at hun har lyst til at få noget sødt, men det er dig, der bestemmer, hvad tilbuddet er.

Nogle gange hjælper det at sætte ord på, så hun føler sig forstået "det er også dumt, at .." eller "nååå lille skat, bliver du bare så ked af det nu, sååå". Det kan hjælpe hende til at slappe af at hun netop føler sig forstået og mødt.

I en alder af kun 2 år, er din datter stadig en meget lille pige og hendes hjerne er stadig meget umoden. Hun har endnu ikke dannet de forbindelser i hjernen, som er vigtige for at kunne bevare roen, lige tænke sig om en ekstra gang osv. Og netop på grund af denne hjernemæssige umodenhed, så får hun det der hedder fortvivlelsesanfald. Her er hun ikke uartig, men oprigtigt ked af det. Hun er skuffet over at tingene ikke er som hun gerne vil, at du siger nej og holder fast i at der er noget hun ikke må eller ikke må få ...

---

---

---

Det sker ofte over små bitte ting, der i dine øjne kan virke som bagateller, men for hende betyder det rigtig meget. Og det er her hun har brug for din forståelse. Hun har brug for at du viser hende, at du forstår at det er dumt, svært, irriterende, at hun bliver ked af det osv.

Det er vigtigt ikke at sende hende væk eller blive vred på hende, det er vigtigt ikke at skælde hende ud, kalde hende hysterisk eller hvad man nu kan finde på. Det hjælper hende ikke. Det hun har brug for er din forståelse, at du f.eks. sætter dig med hende, holder om hende, beroliger hende. Hvis du går fra hende, så går hun ofte grædende efter dig, "gå ikke fra mig mor" og det gør hun fordi hun netop har brug for din hjælp til at blive beroliget og få kroppen lidt ned i gear.

Nogle gange kan hun ikke klare omfavnelse og fysisk kontakt lige med det samme, så må man være tilgængelig netop ved at være i nærheden. Nogle gange skal man sætte sig på gulvet ved siden af hende, prøve om man kan få lov til at nusse hendes fødder lidt, så maven og måske kryber hun så op på skødet. Andre gange skal man bare være der, fortælle hende at man er der og prøve at lokke hende lidt "nåå, lille skat, bliver du bare så ked af det, kom op til mor, kom skat ..".

Jeg vil anbefale dig min bog "Helens bog om dit barns udvikling". Den går fra 0-3 år og selvom jeres datter nu er 2 år, så vil du stadig kunne bruge lidt af det der står i den i forhold til hende. Derudover så ved jeg at I jo har en lillebror og du kan helt sikkert bruge den til ham :)

Jeg håber du kan bruge dette lidt videre, fortsat held og lykke :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---