Svar: Vågner hver 2. time natten igennem
Kære Sara
Tak for dit brev og velkommen til :)
Det lyder som om at det med søvnen altid har været lidt svært for jeres dreng og det lyder også som om at I har forsøgt rigtig meget. Jeg kan derfor godt forstå at overskuddet er minimalt nu ... Det betyder dog ikke at det ikke kan lade sig gøre at få jeres dreng til at sove et lidt længere søvnstræk og der er naturligvis lidt forskellige tanker, som jeg gerne vil dele med jer.
For det første er det meget svært at lave søvnvaner, andre vaner og rutiner, når barnet ikke er helt rask og derfor er det rigtig godt, hvis I fornemmer at I lige nu er inde i en periode, hvor jeres dreng ikke er præget af hoste, ondt hals, ører, tandfrembrud eller andet ...
Derudover så er det en forudsætning for at kunne sove uden mælk om natten, at han får både mad og mælk nok hele dagen igennem. Hans væskebehov er stort og det er stadig begrænset, hvor meget han kan drikke af en kop. Han indtager sandsynligvis mellem 800-1000ml mælk samlet fra dig, når han ammes og får flaske og så store mængder kan han ikke drikke af en kop. Derfor er det vigtigt at han får skemad i en mængde, som stadig levner plads til indtag af mælk om dagen. Det betyder at det er bedre at du giver ham f.eks. ¾ dl grød eller mos, vand af kop og følger efter med bryst eller flaske, end at du giver ham 1-1 ½ dl. grød eller mos og han så afviser bryst eller flaske eller ikke drikker nok. Netop fordi han så naturligt vil søge brystet om natten.
Mit forslag til en dagsplan, lavet ud fra dine angivne tider, ser således ud:
Tidlig morgen 04.30: Ammes og sover lidt videre i mors seng
Morgen 7-7.30: Havregrød, vand af kop.
Frugtmos (evt. jerntilskud), frisk frugt i hånden, vand af kop
Ammes og puttes til første lur ca 8.30. Denne amning forsvinder i 7 måneders alderen men bibeholdes lige nu for at sikre dagsindtaget.
Frokost 11: Grøntsagsmos med kød eller fisk, suppleres med ristede rugbrødsbjælker, agurk eller lignende i hånden at gumle på selv.
Ammes (eller flaske) og puttes til middagslur kl ca 12. Når far overtager barsel, vil det være godt med flaske her.
Eftermiddag 15.30: Flerkornsgrød med frugtmos som topping, frisk frugt i hånden, vand af kop. Og må også meget gerne ammes her, for igen at sikre indtaget af mælk om dagen, så han ikke behøver søge det om natten. Denne amning forsvinder også i 7 måneders alderen.
Powernapper evt.
Aften 17.30-18: Grøntsagsmos med kød eller fisk, udgangspunktet bliver mere og mere jeres mad, det kan være forskellige risretter, sovs er godt, og suppleres også med ristede rugbrødsbjælker, agurk eller lignende i hånden at gumle på selv. Vand af kop.
Flaske og puttes til natten ca kl. 19.
Sen aften 23: Ammes rigtig godt fra begge bryster eller tilbydes flaske.
Sover uden yderligere mælk til næste morgen tidlig kl ca 04.30, hvor han så ammes igen og sover videre indtil dagen så starter med morgengrød.
Når natamningen skal ...
... trappes ud, så handler det i første omgang om at du fylder ham ekstra godt op sen aften. Han må meget gerne blive ammet fra begge bryster her eller han kan få en flaske. MME kan mætte lidt mere end modermælk og kan derfor i sig selv have en effekt. Han må også gerne få vælling med den alder han har, nogle oplever at dette mætte lidt mere.
Når han så vågner op og søger brystet, så giver du ham det, men stille og roligt trækker du brystet til dig. Forsøger igen og igen at lirke brystvorten ud af munden på ham, så han får mindre og mindre mælk. I starten vil han søge brystet igen og igen, så får han det og når der så er ro på ham, så lirker du brystet ud af munden. Det kan godt være at du skal gøre det mange gange, men tilsidst vil han acceptere at falde i søvn uden at have brystet i munden.
Samtidig med at du lirker brystet ud af munden på ham, så skal du stadig have ham ved siden af dig. Du ligger ned og ammer og han får på den måde masser af nærhed, du kan kærtegne ham, holde ham i hånden, lægge hånden på hans hofte og vugge ham lidt imens han ligger ved siden af dig, så han hele tiden mærker at du er der, men så det er brystet, der fjernes mere og mere igen og igen.
Stille og roligt kan du så arbejde på at han kun ligger ved siden af dig uden at han får brystet, men hvor han kan komme videre i søvnen netop med kærtegn og nærhed. Du kan med fordel gøre det, at du fjerner tremmerne fra den ene side af hans seng og koble sengen til din. På den måde kan han lære at sove i egen seng og du kan ligge i din seng, samtidig med at du så kan berolige og betrygge og lige hjælpe ham videre i søvnen, når og hvis han vågner om natten og har brug for det.

Kom til foredrag med Helen Lyng Hansen
Tirsdag 6. maj: Børn & Mad, FOF Aarhus
Nogle gange kan det også hjælpe at lade ham sove tæt med far, fordi far ikke dufter af mælk men stadig giver den fysiske ro, varme og nærhed, som er nødvendig for at jeres dreng føler sig tryg og kan lære at sove uden at få mælken - men stadig med nærhed.
som skrevet er det godt lige nu at beholde amning formiddag og eftermiddag, men i løbet af de næste 2-3 uger, vil det være fint at I forsøger at fjerne disse. Når han er 7 måneder gammel vil det være hensigtmæssigt med fire amninger eller flasker, der ligger tidlig morgen, inden middagslur, aften og sen aften. Det er således amningerne midt nat, om formiddagen og om eftermiddagen der fjernes først.
Om dagen erstattes af lidt større mellemmåltider og vand af en kop og faktisk vil det være en rigtig god idé at starte med at fjerne formiddagsamningen først og der forsøge at lære din dreng at sove uden brystet. Det er lettere at lære ham dette om dagen, hvor du selv har mere overskud og så stille og roligt føre rutinerne fra dagen hen til aften og nat. Men hos jer, er du dog også nødt til at sikre at han ikke søger brystet fordi han har et reelt behov for væske først og så derefter arbejde på at fjerne amningerne om dagen.
Jeg håber ovenstående hjælper videre på vej, fortsat held og lykke :)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Guide til baby- og børnemad: Hvad skal du undgå?
Må baby få honning og kanel? Og må mine børn få te og hørfrø? Det kan som forældre være svært at finde rundt i junglen af madanbefalinger. I Fødevarestyrelsens guide til børnefamilier om uønsket kemi i mad, kan du se, hvad du bør begrænse eller undgå.
Anbefalingerne varierer for babyer, børn ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sovevaner:
22. april 2025 | Sovevaner | 14 mdr.
Nu 14 måneder og i seng på anden måde - del III
Hej Helen, Det er ikke lykkedes for os.. i to aftener fald han i søvn...
13. april 2025 | Sovevaner | 3 mdr.
Kære Helen Jeg har nu forsøgt at bruge nogle af dine råd ift min datter på...
10. april 2025 | Sovevaner | 10 mdr.
Kære Helen Din brevkasse har været en kæmpe hjælp hele vores tid som nye...
10. april 2025 | Sovevaner | 2 år, 7 mdr.
Kære Helen. Vi søger råd til at få putning til at fungere. Vi har pga....
10. april 2025 | Sovevaner | 13 mdr.
13 mdr og i seng på anden måde - del II
Hej Helen, Mange tak for dit svar. Det giver rigtig god mening det du...
Viden om børn:
Epiduralblokade ved fødsel
En epiduralblokade bruges til fødende kvinder, når man ønsker at smertelindre dem fuldstændig under f.eks. udvidelsesfasen, hvorefter man så kan trappe bedøvelsen ned, og den fødende kan presse sit barn ud. Det kaldes også en rygmarvsbedøvelse.
Man har på danske fødesteder idag mulighed for at få en "walking epidual", hvor den fødende har mulighed for at bevæge sig lidt mere. Den tager toppen af smerterne, men er ikke så kraftigt bedøvende, som en egentlig epiduralblokade er.
Arp
Arp er betegnelsen for nogle gulbrune skæl, som mange børn får i hovedbunden, på panden eller i øjenbrynene. Det er døde hudceller som bliver afstødt. Det smitter ikke og det har intet med hygiejne at gøre.
Arp i hovedbunden kan fjernes ved hjælp af en lusekam. Du kan med fordel massere lidt uparfumeret babyolie ind i barnets hovedbund. En let massage stimulerer blodcirkulationen i hovedbunden, hvilket er godt både for forebyggelse og helbredelse af arp.
Evt. arp...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.