Svar: Opdragelse og anfald med argumentation

---

Kære Louise

Tak for dit brev :)

Det er ganske rigtigt at børn kan have det der kaldes kontrollerende anfald. Det ses ofte i 4, 5, 6 års alderen.

Hvor fortvivlelsesanfald handler om at barnets hjernemæssige udvikling ikke sætter barnet i stand til at bevare roen, altså en fysiologisk umodenhed, så er kontrollerende anfald bevidste anfald. Det er anfald, hvor barnet søger at kontrollere sine forældre, ønsker at manipulere jer til at få sin vilje.

Kontrollerende anfald er hvis barnet græder og skriger helt vildt fordi det ved at det derved får sin vilje. Barnet har således lært at bare jeg "skaber mig længe nok", så får jeg det jeg vil have. Der er således ikke tale om at barnet er dybt fortvivlet. Barnet har ofte heller ingen tårer og ofte er barnet også i stand til at formulere sit krav "Jeg vil have den - Nu!"...

Denne type anfald kan man bedst behandle ved at sørge for at barnet ikke får publikum og ved at ignorere barnet. Ikke nødvendigvis sende barnet væk, men i stedet gå væk fra barnet. Hvis der ikke er nogen til at se, hvordan barnet opfører sig, ja så er det jo ikke længere sjovt at blive ved.

Man skal ikke forhandle med et sådan barn, men kort og godt holde fast i sit nej og derfor heller ikke give efter. Hvis man giver efter, så lærer barnet at bare det bliver ved længe nok, så får det sin vilje. Det går altså ikke at sige "nej, nej, nej, jamen så gør det da" fordi barnet har råbt og været krævende så længe, at man ikke orker at tage diskussionen mere ...

Hos jer lyder det som om at der stadig er meget frustration inde over og naturlig grænsesøgning, når man er 3 år gammel. Men det lyder også som om at lillepigen måske nogle gange skal mærke disse grænser, at du skal forsøge at være lidt mere myndig i din tilgang til hende, så hun fornemmer at hun ikke kan få sin vilje ved at blive ved, for et nej er et nej.

Man kan overordnet sige, at der er forskellige måder at opdrage på:

Man kan være autoritær forældre: Her lægges vægt på at de voksne bestemmer og kontrol, der er klare forventninger til hvordan barnet skal opføre sig og hvis barnet ikke gør, som hun har fået besked på, så falder der en straf. Det kunne f.eks. være, når man siger "hvis du ikke tager jakke på, så kommer du ikke ud" eller lignende.

Man kan også være eftergivende forældre: Her stilles der meget få krav til barnet, hun får lov til det meste og der er rigtig meget inkonsekvens. Det kunne f.eks. være situationer, hvor man siger nej, nej, nej - og så ender med at sige "jamen, så gør det da!".

Og så kan man også være myndig forældre: Her sætter man klare grænser for barnets opførsel, der lægges vægt på at forklare hvorfor det er nødvendigt med regler og man har realistiske forventninger til sit barn. Det kunne f.eks. være en situation, hvor din datter hopper i sofaen - det vil du ikke have og derfor går du hen til hende siger "du må ikke hoppe i sofaen, den går i stykker", samtidig med at du tager hende ned. Og så anerkender du hendes lyst til at hoppe, fordi hun naturligt synes det er spændende med den alder hun har og siger derfor "hvis du gerne vil hoppe, kan du gøre det på madrassen ...

---

---

... her på gulvet".

Og det er myndig forældre du skal forsøge at være - ikke hverken eftergivende, hvor din datter får lov til at bestemme det meste, for det er hun alt for lille til - men heller ikke autoritær, hvor du tvinger hende til ting og "truer" med straf, hvis ikke hun gør som du siger. Det er den gyldne middelvej, du skal forsøge at finde. Netop når hun afprøver grænser og alligevel hopper i sofaen, selvom du en gang har sagt nej.

Nogle gange vil løsningen her være at du går ud i køkkenet, så hun netop ignoreres og ikke får din opmærksomhed. Hun har fået at vide, at hun ikke må hoppe i sofaen og det er ikke sjovt at gøre det, når du ikke er der til at se det.

Hvis det ikke virker og du igen og igen skal bede hende stoppe, så kan det være en god idé at sende hende udenfor i haven at lege eller du kan afbryde situationen ved at inddrage hende i noget andet der skal laves "kom herud og hjælp mig med at dække bord" eller lignende, så hoppe i sofaen ikke længere er interessant.

---

---

---

Det samme når hun råber og bliver ved selvom du har bedt hende om at være mere stille. Nogle gange vil det være en god idé at råbe med, men gøre det bevidst og lave en konkurrence "lad os se, hvem der kan råbe højst" - og også øve andre lyde "kan du hviske?", for på den måde både at anerkende og vise at du hører hende, men også få situationen vendt til noget, som du synes er lidt rarere. Og nogle gange er løsningen at gå kortvarigt fra hende, at du f.eks. går i køkkenet imens hun så er i stuen, fordi det ikke er sjovt at sidde og råbe for sig selv ...

Nogle gange kommanderer hun med dig "gå så ud og hent det mor", fordi hun oplever andre børn gøre sådan og hun afprøver, hvad det gør ved dig og hvad reaktioner hun får tilbage. Når hun er i børnehave, så møder hun børn der stiller forskellige krav "du må kun være med, hvis du vil være hund" eller som kommanderer med hende "hent bolden" og det er helt normalt og okay at hun afprøver forskellige ting på dig. Nogle gange kommanderer du måske også med hende "gå ud og tag dine sko på, vi skal køre nu" og hun kan ikke skelne hvad forskellen er på at du siger sådan og hun siger "hent det mor".

Derfor skal du prøve at vurdere i situationen, hvad det er hun siger, hvad der ligger bag og hvordan du i situationen så skal reagere. Nogle gange skal du måske gøre som hun beder om, andre gange kan du sige "det er ikke pænt at kommandere sådan", "kan du ikke sige det på en sød måde, jeg bliver gladere hvis du siger - vil du ikke være sød at hente den mor". Der kan også være situationer, hvor du skal sige direkte fra "jeg vil ikke have at du taler sådan til mig", ligesom der kan være situationer hvor du skønner at det vil hjælpe at gå ud i køkkenet imens hun er i stuen. Det kan være bedre at du går kortvarigt fra hende, end at du sender hende på værelset. Hvis hun ikke vil have at du går, så kan hun følge efter dig og du kan forklare hende, at du gerne vil være sammen med hende, men at hun skal tale pænt til dig eller lignende.

Du kan også læse min bog "Helens bog om gråd og trøst":)

Håber du kan bruge ovenstående videre, fortsat held og lykke :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---