Svar: Trodsig - 2 år, 6 mdr.

---

Hej med dig

Tak for dit brev og din fine beskrivelse af, hvor I oplever at jeres datter nogle gange vil det modsatte af det I vil ...:)

Jeres datter er rigtig godt igang med at udvikle sin selvstændighed. Hun er rigtig godt igang med at finde ud af, hvem hun selv er - hvordan hun påvirker andre og hvordan andre påvirker hende. Og det er rigtig vigtigt at I ved, at den måde hun reagerer på er helt naturligt i forhold til hendes alder og den udvikling hun går igennem. At hun begynder at sige mere nej, at hun måske nogle gange næsten virker til at kommandere med jer, at hun begydner at gøre det modsatte af, hvad I vil eller beder hende om - det viser alt sammen at hun er igang med en sund og god udvikling.

Jeres datter har en naturlig og uimodståelig trang til at gøre sine egne valg lige nu. Det er en rigtigt spændende men også svær udvikling, for det kræver rigtig meget forståelse og omsorg fra jeres side. Især fordi det naturligt giver mange små udfordringer og konflikter i hverdagen, når hun gør sine egne valg. For netop når hun skal udvikle sin selvstændighed og derfor træffe egne valg, så er hun nødt til at være uenig med jer forældre. Hun er nødt til at gøre det modsatte af, hvad I vil ...

I kan nogle gange være heldige at bruge "omvendt psykologi", hvor I beder hende gøre det modsatte af, hvad I gerne vil have hende til og på den måde få hende til at gøre det I gerne vil "du kan da ikke selv tage hue på, kan du ... nej det tror jeg ikke..!" og så tager hun huen på, fordi hun vil vise jer, at hun kan. Andre gange kan det være en løsning at "tælle til tre" og gøre det til en leg, hvor hun skal skynde sig for at nå det og fokus bliver på at det skal være sjovt, mere end på at det er noget hun skal. Atter andre gange er det fint at give hende "en forberedelse" hvor I f.eks. siger "okay en gang mere og så skal vi ..." eller sætte ord på "vi kan ikke fjolle mere nu .. for nu skal vi børste tænder". At forberede hende i bilen, før I når hjem kan hun måske ikke forholde sig til, for hun er stadig så lille at det er svært at forholde sig til tid og "når vi kommer hjem" ved hun ikke, hvornår er ...:)

Og så er der naturligvis også situationer, hvor I skal gøre noget helt femte ... I er nødt til at forsøge jer lidt frem og prøve noget forskelligt.

Nu hvor jeres datter er godt igang med at være 2 år, så siger man at hun er igang med at finde sit selvbillede. Det ser man ofte ved at hun siger mere og mere nej, siger at hun "vil selv" (eller vil ikke) og siger "det er min!". Hendes selvbillede udvikler sig stille og roligt i samspil med andre. Hun har brug for ros, det gør hende stolt og glad og når hun bliver irettesat så bliver hun naturligt ked af det, det er ikke sjovt at få at vide, at man gør noget forkert. Hun er med den alder hun har nu meget følsom og meget sårbar overfor hvordan hun bliver modtaget, hvordan I og andre reagerer på det hun siger og det hun gør og derfor skal der ofte ikke så meget til, at hun bliver frygteligt ked af noget, som kan virke som bagateller, eller bryder helt sammen, hvis hun irettesættes bare lidt ... Det er okay, det er helt normalt.

Vær opmærksomme på ikke at stille for mange spørgsmål og ikke give hende for mange valgmuligheder. Prøv at hjælpe og støtte hendes lyst til at være mere selvstændig, læg f.eks. det tøj frem, som I gerne ...

---

---

... vil have hun skal have på og prøv at støtte hende og guide til hvordan hun selv kan tage det på. Det kan tage længere tid, men hun kan profitere rigtig godt af det. Og I vælger for hende. I skal ikke spørge "vil du have den røde eller lyserøde bluse på?", "Vil du have kjole eller bukser?" osv. I træffer valg for hende men naturligvis med anerkendelse for, hvad hun selv signalerer også at have lyst til. Hvis hun f.eks. selv finder en bluse frem, så sig f.eks. "den må du gerne tage på" i stedet for at diskutere om den nu er den bedste. En svær balance at finde, jeg ved det godt :)

Vær også opmærksom på at det ikke er om eftermiddagen,når hun bliver hentet, at hun skal tage sko på selv, eller selv tage dem af, når I kommer hjem. Ja, det kan hun godt nu - men det betyder ikke at hun ikke har brug for at du stadig hjælper hende, så det at skulle skifte situation bliver lidt mere overskueligt for hende. Det er svært nok at skulle overskue at du kommer og henter og I skal hjem. Hun er træt efter en lang dag, har savnet sin mor og det er bare rigtig dejligt at mærke, at mor så er der, hjælper en og "nurser" en lidt ekstra. Og det samme, når I kommer hjem fra dagplejen - sig "skal mor hjælpe dig af med tøjet" og lad hende mærke, at du er der for hende - netop fordi I har været adskilt.

I weekenden, hvor I har mere tid, kan starte dagen med at hygge jer, mærke hinanden og "bare" er sammen, vil det være rigtig fint at du inden I går ud opfordrer hende til selv at tage tøj på :)

---

---

---

Med hensyn til hue på før I går med hunden, så skal I naturligvis overveje, hvor vigtigt det er. Bruger I voksne hue? Hvis hun ser at I tager hue på, så vil det være mere sandsynligt at hun også tager hue på - hun spejler sig jo i jer. Hvis hun skal have hue på, så må I give hende den på og holde fast i at sådan er det, ellers kan hun ikke komme med ud at gå - hvis det er sådan reglerne er. Og så må mor f.eks. gå med hunden og jeres datter blive hjemme - og når hun så bliver ked af det, så må I forklare hende, at hun jo ikke ville have hue på og derfor ikke kunne komme med.

Når I er ude at gå, så vil hun måske ikke holde i hånden - her er situationen lidt en anden, fordi det handler om sikkerhed. Man skal holde i hånden, når man går, for ikke at blive kørt over. Her kan I derfor være nødt til at tvinge hende og holde fast i hende - også selvom hun sparker og vrider sig og bliver voldsomt sur. Her er I nødt til at holde fast i at sådan er reglen og så må I rumme hendes frustration, som naturligt kommer. Så i visse situationer skal man lade barnet bestemme, så hun også mærker at hendes mening tæller og I andre situationer, er I forældre nødt til at holde fast i at I ved bedst og sådan er det - også selvom det ikke passer hende :)

Med hensyn til håret, så har hun jo svært ved at forstå, hvorfor håret skal sættes op og hun er stadig så lille, at det er svært at forklare hende det. Et spænde i pandehåret vil hun måske godt acceptere, hvor det at samle håret med en elastik kan tage længe tid og hun mister tålmodigheden. Et spænde i pandehåret kan holde håret væk fra øjnene ... Alternativet er naturligvis at få hende klippet, så håret ikke kommer i øjnene og så må hun få længere hår, når hun bliver ældre og kan samarbejde omkring det ...:)

Jeg håber ovenstående hjælper lidt videre på vej, fortsat held og lykke :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---