Svar: Trodsalder - Når det vi gør ikke virker

---

Kære SMO

Tak for dit brev og naturligvis vil jeg gerne dele lidt tanker med dig og give dig lidt råd med på vejen :)

Det er ganske rigtigt, at der udviklingsmæssigt sker meget med jeres lille datter nu. Hun er rigtig godt igang med at udvikle sin selvstændighed og det betyder at der naturligt vil komme nogle konflikter i løbet af dagen. Konflikter kan ikke undgås, det er en del af livets læring og det der er vigtigt er hvordan I kommer ud af konflikterne.

Jeres datter er rigtig god igang med at finde ud af, hvordan hun påvirker jer og hvordan I påvirker hende. Og hun er nødt til at gøre det modsatte af jer, at ville det modsatte end I vil, for netop at udvikle sin selvstændighed. Hun kan ikke adskille sig fra jer og finde ud af hvad hun vil eller ikke vil, uden at gøre det modsatte end jer. Og netop derfor opstår der konflikter i hverdagen, hvor I siger et og hun gør noget andet, eller hvor hun konsekvent siger nej til det I beder hende om. Og det er vigtigt at du ser dette som et sundhedstegn, som led i en sund og naturlig udvikling.

Det er helt overordnet vigtigt at I forældre har nogle regler derhjemme og at I er enige om disse regler. Regler og rammer er med til at lære hende, hvad der er okay og hvad der ikke er. Regler kan f.eks. være at man sidder ved bordet, når man spiser og at man ikke løber rundt med mad i hånden. Det kan være en god regel, fordi det lærer hende at det er sådan man indtager mad, og så ved hun det, også når I er på besøg hos andre. En regel kan f.eks. også være at hun ikke må hoppe i sofaen, fordi den går i stykker. Det er igen en helt okay regel at have og en regel som I skal holde fast i, også selvom hun bliver meget vred hvis I hindrer hende i det og siger nej.

Det der er vigtigt er at I samtidig med at I sætter grænser og har regler også anderkender at hun er den lille pige, som hun stadig er. At hun f.eks. ikke kan sidde ved bordet i mere end 15-20 minutter af gangen, så skal hun have lov til at rejse sig, fordi hun er færdig med at spise. Eller at hun naturligt har lyst til at hoppe, så når hun ikke må hoppe i sofaen, så skal I anvise hende et andet sted, hvor det er okay at hoppe. Det vil sige tage hende ned fra sofaen og sige "jeg vil ikke have du hopper i sofaen, den går i stykker" og så også sige "hvis du gerne vil hoppe, kan du hoppe på puderne her på gulvet" eller lignende. Nogle gange kan løsningen også være at "jeg kan mærke at du har brug for at få brændt lidt krudt af, kom nu tager vi overtøj på og så går vi udenfor".

Og det er her rigtig vigtigt ikke at stille spørgsmål. Det er dig der siger "jeg vil ikke have du hopper i sofaen" i stedet for at sige "må du godt hoppe i sofaen? Kan du huske vi har talt om det før?" eller lignende. Ligesom det også er dig der siger "kom hun går vi udenfor!" Og du spørger ikke "vil du med ud at lege?".

I skal være meget opmærksomme på ikke at stille spørgsmål til jeres datter hele tiden, for selvom hun er rigtig god sprogligt, så er hun ikke i stand til at vælge. Ofte vil hun, fordi hun ikke er ældre end hun er, vælge impulsivt - og derfor også skifte mening få minutter efter. Spørger du om hun vil have æble eller banan og hun vælger æble, så kan du næsten være sikker på at hun bagefter heller ville have haft bananen eller går helt i selvsving over at du f.eks. har skrællet æblet eller skåret det i både, for så ville hun have haft det helt ...

I er nødt til at træffe valg for hende og så holde fast i at nu er det sådan. Og når hun så møder denne modstand fra jer, når hun mærker at det ikke bliver som hun gerne vil have det, så skal I stå fast i at det nu er ...

---

---

... sådan det er. Jeres valg er velovervejet, I har valgt for hende, og det er sådan nu. Og så bliver hun frustreret og ked af det.

Hun får det der kaldes for fortvivlelsesanfald og det får hun fordi hendes hjerne er meget umoden. Der er masser af hjerneceller og centre i hjernen, men forbindelserne mellem dem fungerer ikke optimalt endnu. Når verden bryder sammen for hende, når hun bliver frustreret og fortvivlet, så er hun ikke uartig. Så er hun oprigtigt ked af det, hun er skuffet over at tingene ikke er som hun gerne vil have dem. Og det sker netop, som du så fint selv skriver, når hun får nej til noget hun gerne vil.

Det kan og vil ofte være små bitte ting, der i dine øjne kan virke som bagateller, men for hende betyder det rigtig meget. Det kan udløses af ting du forstår, det kan udløses af ting du ikke forstår, det kan være fuldstændig uforberedt og det kan også være en reaktion du næsten på forhånd ved vil komme ...

Det er vigtigt at vise hende, at du/I forstår hende og derfor er det helt rigtigt at du gør, som du gør - forsøger at sætte ord på, vise hende at du forstår det er svært for hende. Men det er samtidig også vigtigt at lytte til hvad hun siger - både verbalt og med sit kropssprog og når hun beder dig om at gå, så kan det faktisk være helt okay at gå.

---

---

---

Ikke gå fra hende, så hun føler sig alene og forladt, men anerkende at hun måske nogle gange lige har brug for at være lidt alene - at det påvirker hende mere, at det gør hele situationen sværere, hvis I er der og kræver hendes kontakt. Derfor kan det nogle gange være helt okay at sige "jeg kan mærke du har brug for at være alene, jeg går lige ud i køkkenet" - hvis hun har brug for dig, så vil hun ganske givet gå efter dig og det er så et signal om "gå ikke fra mig, jeg har brug for dig", hvor du så kan sætte dig med hende, holde om hende osv. Men andre gange vil hun falde til ro netop fordi hun lades lidt alene - og du kan efter lidt tid komme ind til hende og sige "så skatterpige, sååå skat" og se om hun her parat til fysisk kontakt eller du kan invitere hende ud til dig "kommer du ikke herud skat, kom tullemus" eller lignende, så du på den måde både er tilgængelig og viser hende, at du er der for hende, men så du samtidig også giver hende mulighed for at koble lidt fra og falde lidt ned på egen hånd.

Og nej - hun skal ikke kommandere rundt med jer, når hun er frustreret og ked af det, det er jer der skal tage føringen og hun skal netop mærke at I er den faste klippe, netop fordi hendes verden lige der er kaos. Derfor har hun brug for at mærke at I står fast, når hun ikke selv kan det - jo mere rolige I er, jo mere rolig vil hun blive, fordi hun spejler sig i jer.

Og nej - hun skal ikke smide med ting eller slå jer. Hvis hun bevidst ødelægger ting, slår jer eller sparker efter jer, så skal I sige fra. Hun skal have at vide, at det er ikke i orden og det kan være en god idé at I fjerner jer fra hende. Igen vil hun måske gå efter jer og I kan så forklare hende, at I gerne vil være sammen med hende, men ikke når hun sparker og slår og så tale med hende om, hvad der sker. Eller I kan være nødt til at give hende en time-out, hvor I sætter hende på værelset eller måske på den anden side af væggen - med besked om "jeg sætter dig her, fordi du slog. Man må aldrig gøre noget, der gør ondt på andre!" eller lignende. Allerbedst er det dog, at I forsøger at finde ud af, hvad der har udløst hendes handling og at I så vidt forsøger at undgå at det kommer så vidt, at det er nødvendigt at bruge en time-out. Hun er jo stadig kun et lille barn :)

Håber I kan bruge dette videre, fortsat held og lykke :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---