Svar: Genert og problemer med sproget

---

Kære D.

Tak for dit brev :)

Nogle børn taler naturligt senere end andre børn og det er okay. Det der er vigtigt er, at din dreng kommunikerer, at han forsøger at gøre sig forståelig og også lytter til hvad du siger, prøver at sige nogle ord og reagerer på det du fortæller eller forklarer ham.

Bør kan have forskellige sproglige problemer:

- Vanskeligheder med sprogforståelsen, Impressive vanskeligheder.
- Vanskeligheder med sprogproduktionen, Ekspressive vanskeligheder.
- Vanskeligheder med sproglydende, Fonologiske vanskeligheder.
- Vanskeligheder med sprogbrugen, Pragmatiske vanskeligheder.

Når man laver en TRAS, det vil sige Tidlig Registrering af Sprogudvikling, så får man et indtryk af hvor barnet ligger rent sproligt og hvilke områder barnet måske har svært ved. Derudfra kan man så vurdere om der skal gøres en særlig indsats. Man laver ofte disse observationer af sproget hvert halve år og TRAS bruges normalt til børn i 2-5 års alderen.

Din søn er først lige blevet 2 år og jeg tænker at det lyder fint at vente lidt. Du har allerede drøftet det med dagplejer og den tilsynsførende pædagog og de har skønnet at han skal være lidt mere tryg ved det hele, før han er klar til at prøve. Det er okay.

Der sker dog ikke noget ved at du ringer til kommunens talepædagog og drøfter det med vedkommende. Han eller hun er jo netop uddannet til at vurdere børns sprog og det vil også være talepædagogen I skal møde, hvis det viser sig at din dreng får brug for lidt sprolig støtte i en periode. Talepædagogen vil også kunne fortælle dig, hvornår han eller hun synes I bør gå igang - om det er nu eller om det måske først er om et år ... :) Der sker jo rigtig meget med din dreng de næste mange måneder frem.

Derudover tænker jeg at det er vigtigt at du er med, hvis du gør ham tryg. Hvis han kan sidde på dit skød eller lige ved siden af dig, imens talepædagogen stiller ham spørgsmål, kikker på billeder osv. så vil han måske godt turde sige lidt, godt turde svare - netop fordi du er med ham :)

I forhold til det med at være genert, så tænker jeg at det er vigtigt at skelne mellem generthed og usikkerhed. Alle bliver usikre en gang imellem og det er helt naturligt. Vi er alle forskellige og derfor vil nogen være mere tilbageholdende end andre, når de står i nye situationer, er sammen med flere mennesker osv.

Børn ligner ofte deres forældre og måske ikke du, men far, er en mere tilbageholdende type. Det at være genert kan på den måde godt være arveligt og samtidig bliver jeres dreng jo også påvirket af det han ser - børn spejler sig i os voksne. Jeg læser mellem linjerne at du ikke selv er særlig genert eller tilbageholden og derfor er det svært for ...

---

---

... dig, at opleve din dreng være det - det er så forskelligt fra det du selv kender og derfor svært at håndtere. Men måske ligner han sin far?

Du skal prøve at overveje, hvordan du reagerer på hans generthed

- Lad for det første være med at kalde ham genert. Vi kan let komme til at sige "lad nu være med at være så genert" eller sige undskyldende forklarende til bedsteforældre, venner eller lignende "han er jo lidt genert". Det er med til at give ham en rolle som den generte og det er en rolle, som på sigt er rigtig svær at komme ud af.

- Lad være med at sammenligne ham med andre - sig f.eks. ikke "du kan da også løbe hen og lege ligesom den anden dreng" eller "du kan prøve ligesom storesøster" - det giver ham følelsen af at være forkert, ikke være god nok og det er ikke befordrende for hans selvværd og dermed modet til at turde sige noget.

---

---

---

- Accepter hans generthed. Det er svært for dig, fordi det ligger langt fra dig selv - eller måske fordi du selv ved, hvor hæmmende generthed kan være, fordi du var meget genert som barn? Det er vigtigt at han føler sig god nok. Hvis han oplever at du er utilfreds med hans måde at reagere på når I er sammen med andre, så bliver han endnu mere usikker og det kan forstærke problemet.

- Læs bøger om at være genert eller fortæl om en episode, hvor du eller far selv har været genert, blev rød i kinderne og ikke kunne svare eller hvor I syntes det var svært og I blev usikre, fordi der var mange mennesker. Det er dejligt for børn at høre at de reaktioner de har er noget I også kender til :)

Til sidst vil jeg sige, at det er vigtigt at I ikke presser ham. Trygheden og sikkerheden i at turde kommer ikke af at han "smides ud på egen hånd", du kan ikke på denne måde "hærde" ham. I stedet så skal han støttes og guides, netop ved at du er der og betrygger ham og naturligt viser ham, at det her kan han sagtens klare. Igen, han bruger dig som et spejl og han lærer at tackle forskellige situationer ved at du guider ham i situationen.

Det betder at hvis I f.eks er et sted, hvor der er andre børn og han ikke tør gå derhen, så kan du sige "jeg ved godt du ikke bryder dig om det, men jeg går med dig og er hos dig hele tiden" eller lignende og så kan I gå hen til de andre børn. Du kan stille spørgsmål som "Hej, hvad hedder du?", det andet barn svarer og kikker på jer og du kikker på din dreng og siger "du hedder Mikkel, ikk?!" eller hvad han nu hedder. Så du på den måde giver ham redskaber til både at spørge og svare og naturligt inddrager ham - men lige nu skal du gøre det for ham. Og så kan I gå derfra igen, med en lille succesoplevelse i bagagen :)

Håber du kan bruge dette videre, fortsat held og lykke :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om udvikling:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---