Svar: Nye spisevaner

---

Kære Vibeke

Tak for dit brev :)

Det er ganske rigtigt, at det med mad og børns spisevaner kan fylde rigtig meget i børnefamilier. Vi forældre ved jo at det er vigtigt at børnene spiser varieret og sundt. Børn vokser meget og har brug for energi og også vitaminer, mineraler, protein osv. til deres knogler, muskler, hjerne og celler - og måske derfor er det ekstra frustrerende, når børn lukker munden og skubber tallerkenen væk eller erklærer "det kan jeg ikke li`!"

Det er helt normalt at børn i 3 års alderen bliver mere selektive omkring deres mad. Jeres dreng tager ikke længere ting i munden for at undersøge det og få læring omkring det, han spejler sig i de andre børn og lærer naturligt af, hvordan det foregår i børnehaven og han afprøver naturligt også grænser. Han er igang med at udvikle sin selvstændighed og viser naturligt mere og mere egen vilje og at han bestemmer over sig selv - og dermed også over, hvad han vil spise. Og lige nu vil han ikke spise sovs, men vil godt spise kartofler. Helt naturligt og helt okay.

Det bedste man kan gøre er at sørge for en god stemning ved middagsbordet. Det skal være hyggeligt at spise, det skal være rart og noget man ser frem til. Det skal være en tid på dagen som prioriteres og hvor man taler om dagen og alle de oplevelser der har været - men hvor man ikke diskuterer ting, der kan udvikle sig til skænderier eller unødige bekymringer, for det vil naturligt påvirke appetitten.

Jeg er bestemt ikke tilhænger af at man "skal spise det der bliver serveret", ligesom jeg heller ikke er tilhænger af at man "får specielle retter". Det er to store modpoler og man kan sagtens finde en middelvej.

Jeg synes man bør lave børnevenlige retter og det betyder at der skal være noget, som barnet naturligt kan spise og som man ved at barnet er glad for. Og ja, nogle gange kan det godt være ½ stykke rugbrød sammen med den varme mad, hvis man ved at barnet normalt er glad for rugbrød. Barnet får altså ikke rugbrød i stedet for den varme mad, men det indgår som en naturlig del af den ret, som vi alle spiser sammen. Ligesom der f.eks. kan være pasta, fordi vi ved at barnet godt kan lide det. Hvis der på tallerkenen ligger noget, som man ved at barnet vil ...

---

---

... spise og er tryg ved, så kan barnet gå igang med at spise samtidig med de voksne og stille og roligt, så vil de fleste på hen af vejen turde smage på noget af det, som de ellers har været afvisende overfor. Men de skal selv tage disse små skridt.

Vi bør acceptere at der er mad - konsistens, smag eller farver, som barnet ikke bryder sig særlig meget om. Der er også visse ting vi voksne ikke spiser, men de ting vi ikke kan lide, bliver aldrig serveret. Der bliver altid serveret noget de voksne kan lide - men ikke nødvendigvis noget barnet kan lide. Man kan ikke tvinge barnet til at spise eller til at smage, man kan prøve at motivere til det, men ikke presse. Sætninger som "du kan ikke sige du ikke kan lide det, hvis du ikke har smagt det" eller "du skal spise op, der er børn i Afrika der sulter" eller lignende, kan barnet ikke bruge til noget og det kommer der ikke noget god ud af.

Man skal heller ikke lyve for barnet "det er ikke fisk, det kylling ..!" Hvis man snyder barnet på denne måde, så vil barnet tvivle på at vi taler sandt næste gang og det er ikke befordrende for at få barnet til at spise og smage nye ting.

---

---

---

Det er en rigtig god idé at lade børnene være med til at lave mad, så de får et helt naturligt forhold til maden. Når børn ved hvad ingredienser der er i og hvordan det tilberedes, så vil de ofte også være mere trygge ved at spise det. Samtidig giver det også barnet en læring om, at det er rigtig rart, når nogen spiser den mad, man har stået og lavet og gerne vil have at man hygger sig med ... :)

Og så er det generelt også en rigtig god idé at man giver mad til et barn der udtrykker sult. Der er rigtig mange børn der kl 17.30 siger "jeg er suuulten..!" og som får svaret "vi skal spise om lidt, du må vente!" og når det så er spisetid, så er sultfornemmelsen væk og så siger vi anklagende "du sagde ellers du var så sulten og nu sidder du og stikker i maden!". Børn skal have mad, når de udtrykker sult, ligesom de skal have lov til at sige "jeg kan ikke spise mere", når de føler mæthed. Det er rigtig vigtigt at vi lytter til hvad børnene siger og hjælper dem med at fornemme netop sult og mæthed.

Håber du kan bruge lidt af disse tanker videre, fortsat held og lykke :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---