Svar: Hjælp til 3 årig

---

Kære As forældre

Tak for jeres brev og beskrivelse af jeres lille dreng og de ting I og han har været i gennem de sidste måneder.

I nævner at opbakningen fra hans nuværende skole nok er lille og at synet på opdragelse er betydeligt anderledes, hvor I bor, end i Danmark. Det lyder ganske rigtigt og min umiddelbare tanke er, at den skole han går på, nok ikke er hensigtsmæssig - måske kunne I finde noget andet?

At blive slået i numsen med en lineal, at han nævner at nogle børn får "smacks" - jeg er chokeret som I og det er godt at I med det samme har ville holde et møde med skolen. Der er højst sandsynligt en sammenhæng mellem måden han mødes i skolen på og måden han reagerer på derhjemme - når han slår ud efter jer, siger "bad boy" eller "bad girl", - så er det for mig at se en reaktion på at det er sådan han mødes i skolen. Og derfor tænker jeg at det er uhensigtmæssigt for ham at være der.

Han er 3 ½ år gammel og selvom han lyder til at være en meget moden dreng på mange punkter, meget kvik og med stor lyst til at lære, så er han hjernemæssigt stadig en lille dreng. Hans hjerne er umoden og formes efter hvordan han mødes. Han er født med milliarder af hjerneceller, men forbindelserne imellem dem er få og det er forbindelserne mellem cellerne i hjernen, som sætter os i stand til at tænke og handle som vi gør.

Forbindelserne mellem hjernens celler dannes af det samspil som barnet oplever med sine forældre og med andre voksne. Hvis barnet bliver mødt med lydhørhed og kærlighed, så vil barnet danne forbindelser i hjernen, der giver barnet det vi forstår ved et godt liv. Et barn der mødes med emotionel lydhørhed vil således stille og roligt lære at beherske vrede, at være venlig og lære, hvordan man i det hele taget møder en anden.

Modsat vil et barn der mødes med tyranniserende forældre (eller f.eks. tyranisserende lærere), med manglende omsorg og uden emotionel nærhed begynde at tilpasse sig dette. Barnets hjerne vil aktivere de celler og forbindelser, der styrer f.eks. frygt, forsvar og angreb.

Man siger at 90% af hjernens vækst foregår de første 5 leveår og derfor er det utroligt vigtigt, hvordan vi reagerer på vores børn. Alt det I og jeres dreng gør sammen vil påvirke hans hjerne og hans udvikling - men det samme vil måden han mødes på, når han er i skole. Og det er rigtig godt at I hjemme forsøger at rumme ham, være der for ham, giver ham masser af kærlighed og følelsen af at være elsket - men hvis han dagligt udsættes for straf, fysiske sanktioner, verbale sanktioner osv. fordi han er i en skole, hvor man ser anderledes på dette og på børn generelt, så vil det naturligt påvirke ham - og jeg tænker at der naturligt derfor er en sammenhæng ...

---

---

... mellem måden han mødes på i dagligdagen og måden han så møder jer derhjemme.

Jeg tænker også at han naturligt er nødt til at afprøve grænser derhjemme. Han er nødt til at finde ud af, hvordan I reagerer, for på den måde at få redskaber til at tackle hverdagen i skolen. Hvis han slår ud efter jer derhjemme, så lærer han hvad det gør ved jer og hvordan I måske siger fra - og det kan han så måske bruge, når nogen slår ud efter ham i skolen ...

At lære at være sammen med andre mennesker på en god måde, kræver at man har social intelligens. Det har ikke noget med klogskab at gøre, men handler om at barnet skal lære hvordan man lytter til andre og hvordan man følelsesmæssigt påvirker hinanden både negativt og positivt.

Man kan sagtens lære børn visse sociale færdigheder som at gå hen og spørge om nogen vil lege, eller at sige undskyld, når man kommer til at gøre noget som er forkert, ligesom jeres dreng også kan lære at sige "tak for mad" eller lignende. Det er i princippet let nok at lære børn dette. Men social intelligens er mere end dette. Det handler om at lære hvordan man spørger ind til andre, eller trøster andre. At lære hvordan man ser om nogen er kede af det, vrede, overraskede osv. Alt det kan man ikke lære ved at få det at vide, det kan man kun lære ved at opleve det og se det.

---

---

---

Og I gør det så fint derhjemme, men i skolen lærer han det ikke - i hvert fald ikke på den måde, som vi normalt ønsker at vores børn skal lære disse ting ... og det er rigtig godt at I ser tegnene og at I reagerer :)

Så ja - jeres dreng er ked af det og han har det rigtig svært og jeg tror det hænger sammen med den måde børnene mødes på, hvor han går i skole og det menneskesyn der er der ...

Og så spiller det sandsynligvis også ind at jeres barnepige har været og stadig er alvorligt syg, at en bror i nær familie er syg, at I har rejst, far har været hjemmefra i perioder osv. Det påvirker naturligt også jeres dreng - men når det er sagt, så tænker jeg at det ville han normalt godt kunne klare med jer som forældre. For I er der jo, lytter til ham, anerkender ham og gør det rigtig godt. I er meget opmærksomme på ham og sørger hele tiden for at han ikke føler sig "alene", men at I er der som det fast bagland - præcis som det skal være. Men fordi skolen og måden han der mødes på, er så langt fra det menneskesyn I har og naturligt påvirker ham i negativ retning, så er overskuddet til at møde verden naturligt også mindre. Jeres dreng har rigeligt i at finde ud af "bare" at være i den verden som skolen viser og den verden der er derhjemme ...

Jeg håber at I kan bruge mine tanker lidt videre og at I finder en løsning for jeres dreng og også jer ... :)

Rigtig meget held og lykke!

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---