Svar: Frustreret 20 mdr.

---

Hej med dig

Tak for dit brev og velkommen til :)

Det er naturligvis en stor omvæltning pludselig at mærke reaktionen fra jeres dreng og naturligt bliver du/I bekymrede. Når han går fra at være i balance, glad, smilende og virker til at stortrives, til pludselig at mangle overskud - så spekulerer I naturligvis på, hvad der er galt og hvad I kan gøre.

Der kan naturligvis sagtens ske nogle ting i vuggestuen, som han reagerer på, når han kommer hjem og han kan godt spejle sig i de andre børn og f.eks. slå, fordi han oplever andre gøre dette. Det spiller ganske givet ind, men jeg tænker dog at det hos jer højst sandsynligt også hænger sammen med den alder og udvikling, som han netop nu går igennem.

Netop i 18-20 måneders alderen vil man ofte opleve barnet mere klyngende, grædende og pjevset. Det handler om at børn i denne alder begynder at få lidt mere farefornemmelse. Det betyder at jeres dreng nu begynder at opleve verden større og mere farligt - en bevidsthed han ikke har haft på samme måde tidligere. Han klatrer op og finder ud af at han ikke selv kan komme ned, han løber hurtigt og falder, slår hul på knæet osv. Han oplever modstand fra andre børn, at de tager legetøjet fra ham, skubber til ham, nogle bider måske og de slår - og han møder også modstand fra jer, I holder fast i ham, så han ikke løber ud på vejen, I siger mere "Nej!" i løbet af dagen osv. osv. Alt sammen med til at give en spirende farefornemmelse og en uro - som ofte viser sig når han skal overgive sig til søvnen og ofte også om natten.

For alt hvad han oplever i løbet af dagen skal bearbejdes og det bliver det når han drømmer. Derfor vil børn i denne alder godt kunne vågne op med skrig, være rigtig kede af det og næsten virker til at have mareridt og de kan og vil naturligt virke meget tryghedssøgende i denne alder.

Derfor er det vigtigt at I giver jeres dreng den nærhed og ro som han lige nu viser behov for, gør ham tryg, når han skal sove og beroliger ham, når og hvis han vågner om natten. Det er en rigtig god idé at I sætter jer hos ham om aftenen, lader ham sidde lidt på skødet, få godnathistorie der, ligeså stille få ham over i egen seng, læser videre på historien, synger lidt for ham, taler med ham giver jer god tid og prioriterer at lade ham mærke at I er der.

Og så skal I tale med ham om dagen, om alt hvad der er sket af gode og mindre gode ting, så I hjælper ham med at få noget af det bearbejdet inden han skal sove. Ingen af os kan sove med hovedet fyldt af tanker, derfor skal I hjælpe ham af med noget af hans tankemylder inden ...

---

---

... sengetid, ved netop at tale lidt med ham om dagens hændelser: "i morges da vi stod op, så fik du havregrød - mmm det smager godt, så kørte vi i vuggestue og så legede du med ..., men så faldt du og slog hul på knæet, AV! det gjorde ondt, og så fik du plaster på ..." og så kigger I på plasteret og mindes og får bearbejdet den episode.

Der må gerne være lidt dæmpet belysning og han skal have en bamse eller et andet sovedyr at sove med. Sengen skal være rar at ligge i, døren skal være åben ind til værelset, så han stadig kan høre jer og mærke at I er der. Det er vigtigt at han er fuldstændig tryg.

Når han slår, så skal han naturligvis have at vide at det skal han ikke gøre, men det vil være rigtig godt, hvis I kan forsøge at aflede ham, før det sker. Jo mere I kan undgå at det sker, jo bedre er det.

Prøv ikke at skælde for meget ud, men prøv i stedet at "nurse" ham lidt ekstra. Prøv at sætte ord på de følelser som han måske har "nååå skat, bliver du bare så ked af det, sååå" eller lignende. Ikke stille spørgsmål, ikke have nogen krav, men "bare" vise ham medfølelse.

---

---

---

Børn i jeres drengs alder for anfald af fortvivlelse og det sker, fordi deres hjerne er meget umoden. Verden vil naturligt bryde sammen for ham og når det sker, så er han oprigtigt fortvivlet, så er han ikke uartig. Han er oprigtigt ked af det, han er skuffet over at tingene ikke er som han gerne vil have dem. Det vil ofte være en voldsom reaktion på noget, der i jeres øjne virker som en bagatel - at I f.eks. giver ham den blå kop i stedet for den røde eller at I giver ham æble, når han hellere ville have en banan ... Og han har brug for at høre at I forstår ham og at det er helt okay at han synes det hele er lidt svært lige nu. Han har brug for at høre at I forstår ham og han hører det ved at I sætter ord på " det er også dumt at ..." eller "det er også irriterende med jakken, nu skynder vi os at få den på" eller hvad det nu kan være.

Når han er frustreret og f.eks. mærker et nej, så drøner der adrenalin rundt i kroppen på ham og det virker som ild. Hvis man puster til det, så blusser det op, hvis man lader det være, så dør det stille og roligt ud. Og derfor er det vigtigt at I netop ikke puster til ilden ved at skælde ud, ignorer ham eller lignende, men derimod viser ham ro og overblik. I skal vise ham at I godt kan bevare roen, selvom han ikke kan og han vil spejle sig i det.

I kan med fordel læse min bog "Helens bog om dit barns udvikling" og/eller min sidste nye bog "Helens bog om gråd og trøst" :)

Rigtig meget held og lykke fortsat :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---