Svar: Mavekneb
Kære Lulu
Tak for dit brev og velkommen til - og tillykke med den lille søn :)
Det lyder som om at han strotrives på alle måder, - han tager rigtig godt på og amningen forløber rigtig godt. Men han lyder også til at have lidt umodne tarme og derfor svært ved nogle gange helt at kapere de store mængder mælk og så får han uro i maven og mavekneb.
Du gør det rigtig godt - det er meget fint at du ammer som du gør, det er rigtig fint at du masserer hans mave, cykler med benene osv. Og ja - det er rigtigt at det ofte hjælper at lægge barnet på maven, men som du selv skriver, så er det imod sundhedstyrelsens retningslinjer at lægge ham på maven, når han sover. Til gengæld er det en rigtig god idé at gøre det, når han er vågen. Og du kan med fordel lægge ham på maven på ammepuden - det kan have rigtig god effekt. Du kan naturligvis også som nu nyde at han ligger hos dig eller hos sin far :)
Varme får maven og tarmene til at slappe af og det er sandsynligvis derfor det hjælper at lægge ham på maven. Det er af hensyn til risikoen for vuggedød at han ikke bør sove på maven og derfor skal man også passe meget på med at give små børn varme omslag. Når det er sagt, så kan det faktisk nogle gange hjælpe rigtig godt. Du kan derfor tage en stofble - folde den sammen et par gange, så den er ca 15 cm bred og flad og så rulle den fra den ene ende til den anden, så du får en sammenrullet pølse på ca 15 cm ... Læg den i ovnen ca 20 minutter på en rist og ved 90 grader, pas på den ikke rører ovnens sider af risiko for brandfare. Tag den ud, rul den ud så den igen er lang og flad og læg den så rundt om din drengs mave uden på tøjet. Det kan være med til at give ham ro i maven. Hav ham under opsyn.
Sukker virker smertestillende og det kan nogle gange også give lidt ro at få lidt kogt vand ned i maven. Det er naturligvis vigtigt at han kun får små mængder, for der er ingen næring i og hans skal have sin mælk - men en lille smule afkølet sukkervand kan faktisk nogle gange hjælpe. Du kan lave et blandingsforhold 1 tsk. sukker i 100 ml kogt afkølet vand og give ham mellem 5-25 ml af en ske eller dryppe lidt i munden på ham med en engangssprøjte - det kan du købe på apoteket.
Nogle kvinder oplever at bestemte fødevarer de indtager kan give barnet uro i maven, så det går via modermælken. Der er ikke beviser for at dette er tilfældet, men nogen har effekt af at medtænke visse fødevare. Du kan derfor prøve at lægge mærke til om du nogle gange spiser noget bestemt, som giver ekstra maveuro og mavekneb og så prøve at udelade dette fra din kost i en periode. Nogle oplever problemer hvis de drikker kaffe, andre hvis de spiser meget krydret mad, nogle oplever det med chokolade, jordbær og andre med spinat eller kål ... Der er ikke belæg for at visse fødevarer påvirker mere end andre, og som udgangspunkt er det vigtigt at du ikke går på diæt, men spiser sundt og varieret. Og faktisk tager din mælk smag efter hvad du spiser, så det er også vigtigt at du spiser lidt forskelligt :)
Nogle oplever at D-dråber kan give mavekneb. Heller ikke dette er der belæg for men hvis du mistænker at ...
... det kan være årsagen, så kan du prøve at købe D-dråber af et andet firma ...
Nogle oplever at det har effekt at give barnet BioGaia eller Bifiform minidråber eller lignende, som er en kur af mælkesyrebakterier. Det kan du tale med lægen om.
Det kan være en god idé at medtænke ammestillinger, fordi måden du ammer på kan have indflydelse på hvor meget luft din dreng sluger, når han spiser. Jo mindre luft han sluger, jo mindre ondt i maven vil han normalt få ... Det vil ofte minimere hans indtag af luft, jo mere oprejst han sidder, når han spiser, så prøv f.eks. at amme mere i tvillingestilling.
En sut kan være en rigtig god idé. Det at sutte virker beroligende og sætter også gang i tarmperistaltikken, så både mælk og luft på den måde hjælpes videre i systemet. Så prøv om du kan lære ham at tage imod en sut.
Med hensyn til at lægge ham på eget værelse, så vil jeg ikke anbefale at I gør dette før han er omkring 6 måneder. Dette af hensyn til risikoen for vuggedød. Undersøgelser viser at forældres natlige støj er med til at holde barnet igang og det kan derfor forebygge vuggedød at sove i samme rum - ikke at sove i samme seng.
Kom til foredrag med Helen Lyng Hansen
Tirsdag 6. maj: Børn & Mad, FOF Aarhus
Med hensyn til om du hører ham og om du reagerer nok på ham, så er jeg helt overbevist om at det gør du. Jeg er også ganske sikker på at du nok skal høre ham og at han nok skal græde, hvis han synes der går for lang tid før du reagerer og han f.eks. er sulten. Sult er en meget voldsom følelse for så lille et barn og når du ikke rigtigt oplever at han græder og reagerer, men gerne tager brystet, når du tilbyder det, så er det sandsynligvis fordi du altid har reageret hurtigt på ham. Det lyder så fint.
Hans mave vil blive bedre med tiden og når han omkring 6 måneders alderen skal have sele på i barnevognen, så vil han være godt igang med skemaden, vil kunne sidde mere op osv. og så ser det hele helt anderledes ud:)
Det er helt normalt at børn har lang tid mellem deres afføringer, når de ammes. Det handler om at han begynder at optage næringen fra din mælk på en anden måde nu og at der ikke er så mange affaldsstoffer tilbage - han bruger det hele. Der må godt gå 7-10 dage mellem hans afføringer, nogle børn har også kun afføring hver anden uge når de ammes - men om det er okay afhænger dog af hvordan han virker. Han bør ikke virke til at have ondt i maven og græde fordi han virker forstoppet. børn kan faktisk godt blive forstoppet selvom de ammes og så skal han naturligvis behandles for det. Men så længe afføringen kommer og virker grødet, så gør det ikke noget at han har flere dage imellem :)
Med hensyn til søvn, så vil de fleste børn i 3 måneders alderen trives med tre lure dagligt - en formiddagslur, en middagslur og en lur sidst på dagen. Samlet sover de fleste børn ca 15 timer i døgnet. Han må gerne blive ammet og falde i søvn ved brystet hvis det lige nu fungerer.
Og til sidst - med hensyn til at et bestemt par får forældremyndigheden, hvis begge forældre dør, så kan I oprette et børnetestamente. Det vil her være en god idé at søge rådgivning hos en advokat.
Håber du hermed er hjulpet videre på vej, fortsat held og lykke :)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
BabyNordic™ – Det ultimative legetæppe til din Guldklump
BabyNordic™ – Det ultimative legetæppe til din baby og din familie
Kender du det, at gulvet er hårdt at sidde på, når du leger og tumler med din baby? Det gør Camilla – og det ville hun gerne lave om på. Svaret hedder BabyNordic™-tæppet.
Lege- og aktivitetstæppet skaber det perfekte, ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om diverse:
28. oktober 2024 | Diverse | 4 mdr.
Kære Helen Tusind tak for dit sidste svar, det gav ro herhjemme! Men nu...
12. oktober 2024 | Diverse | 2 mdr.
Kære Helen Min veninde og jeg har fået vores drenge med kun en uges...
31. august 2024 | Diverse | 2 år, 6 mdr.
Hej Helen. Har lige brug for at hører dine tanker, omkring min bekymring til...
13. juni 2024 | Diverse | 2 år, 6 mdr.
Kære Helen. Min datter på 2 år og 6 måneder går i en vuggestue med cirka 25...
Viden om børn:
Klip i mellemkødet (Episiotomi)
I forbindelse med en fødsel kan det være nødvendigt at klippe kvinden i mellemkødet så barnet bedre kan komme ud. Dette kaldes en episiotomi og jordemoderen klipper i det stykke der er mellem skeden og endetarmsåbningen. Man kan også briste spontant.
Uanset om man brister eller bliver klippet, så vil man blive syet sammen, for at såret gror rigtig sammen igen.
Det er altid vigtigt at skylle såret efter hvert toiletbesøg den første tid efter fødslen, for at undgå...
Steriltvandspapler
Steriltvandspapler bruges som smertestillende til fødende kvinder. Det er små indsprøjtninger af helt rent vand, som man lægger ind under huden i lænden.
Det svier, når de lægges ind og der lægges i alt 4 små steriltvandspapler ind. Når de først er lagt, oplever de fleste at de har god smertelindring. Virkningen kommer af, at stikkene afleder smerteimpulser, som netop er høje i lænden, når man har veer.
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.