Svar: Ulykkelig/frustreret datter og ked mor

---

Kære triste mor

Tak for dit brev :) Jeg vil meget gerne dele lidt tanker med dig :)

Det er rigtig godt du skriver og hvor er det dog fantastisk at en lille pige på 3 år og 8 måneder er i stand til at formulere sit behov "jeg har brug for at du trøster og krammer mig!", hvor det er præcist sådan det er og derfor er det ganske ulykkeligt, hvis du sender hende på værelset, skælder ud og giver time-out ...

Hvis jeres datter bevidst slår sin lillesøster, så skal I naturligvis markere at det er ikke okay og nogle gange kan det være nødvendig her at bruge en time-out. Men problemet ved at bruge den er, at I kommer til at sende hende på værelset med skæld ud og faktisk ikke ser, hvad der ligger bag - for der er jo en årsag til at hun reagerer med at slå sin søster og her er det bedre at forebygge at det sker, end at sende hende væk, når det sker. Hvis hun sendes væk, så kan hun hurtigt føle sig forkert og det kan forstærke hendes reaktioner og på sigt forværre situationen.

Det lyder som om at jeres ældste datter føler sig usikker på sin egen rolle og jeg tænker at det er rigtig godt, at I lige nu er ekstra opmærksomme på, hvordan I kan støtte hende bedst muligt. Jeg tænker at hun hjemme ofte er den "store og fornuftige pige" og I børnehaven er hun stadig en lille pige og det er svært at finde ud af disse ting. Det er også helt naturligt at hun hjemme er meget styrende og bestemmende overfor sin lillesøster, hun kan en masse og viser masser af selvstændighed, hun forstår og følger visse regler, men samtidig viser hun også stor usikkerhed - og det er helt normalt. Og et eller andet sted tænker jeg, at det er godt at hun tør vise jer når hun har det svært. Det er et sundhedstegn at hun overfor jer er så tryg, at hun kan vise sit indre kaos og bryder sammen, når det hele bliver for meget ...

Den problematik der ligger mellem at hun på den ene side har rigtig meget brug for at "blive fyldt op og mærke dig helt tæt på, kysse, kramme osv." og samtidig også øver selvstændighed og skal lære at "kende sine grænser" tænker jeg handler om selvværd og selvtillid. Selvværd og selvtillid er ikke det samme. Selvtillid er noget vi gør, hvor selvværd handler om at være. Selvtillid handler om noget vi kan, hvor selvværd handler om noget vi er.

Helt overordnet kan man sige, at selvtillid handler om, at "jeg kan finde ud af det jeg skal" - at hun i børnehaven f.eks. er rigtig dygtig til at følge en fælles besked, lege med de andre, gør hvad der forventes af hende. Men selvværd handler om at "alt ved mig er som det skal være" - at hun f.eks. derhjemme godt ved at hun er noget særligt, at ingen kan tage hendes plads og at alt ved hende er som det skal være.

Når vi vokser op, så vil der naturligt være sammenligninger. Børn møder sammenligninger i hverdagen - der er ting du kan finde ud af, som jeres datter ikke kan finde ud af. Der er ting som børnene i børnehaven mestrer, som hun måske endnu ikke mestrer - der er ting hun kan som lillesøster ikke kan osv. osv. Hverdagen er fyldt med sammenligninger.

Hvis vi har et højt selvværd, så har vi en høj følelse af at have værdi. Så føler vi os okay, selvom vi ikke mestrer det de andre mestrer, så kan vi acceptere at vi er forskellige og at nogle kan noget, andre kan noget andet og vi føler at vi er elsket og har værdi - uanset om vi kan noget, fordi det i sig selv har værdi, at vi er den vi er.

Hvis vi har et lavt selvværd, så vil vi være i tvivl om vores egenskaber, så vil vi stille spørgsmålstegn ved om det vi gør og siger mon er godt nok. Om måden vi ser ud på er okay, om vi er forkerte, og vi vil have en følelse af at det var bedre, at være ligesom de andre ... Hvis vi har et lavt selvværd, så vil vi, når vi sammenligner os med andre, tvivle på os selv og det vi kan eller det vi står for, vi vil føle at de andre er lidt bedre, lidt dygtigere, lidt pænere end vi selv er ..

Og jeg siger ikke at jeres datter har lavt selvværd, men hun kan godt have brug for gentagende gange at høre at hun er noget særligt - fordi hun har en lillesøster, som naturligt fylder mere og mere nu. Lillesøster er så gammel at hun charmerer alt og alle, tager fat i legetøjet, snakker med jer osv. Hun er ikke bare en baby der ligger og sover eller spiser - men en tumling der er rigtig godt igang med at gøre opmærksom på sig selv og det stiller nye krav til storesøster. Og i den proces, kan hun godt have ekstra meget brug for at vide, at hun stadig har en særlig plads, at ingen kan tage hendes plads, for hun er noget særligt netop fordi hun er den hun er ..

Du fortæller at især eftermiddagene er svære og her vil det være en rigtig god idé at du sørger for noget ...

---

---

... sundt og nærende mad om eftermiddagen. Gerne noget at spise med det samme hun hentes fra børnehaven og evt. også et før aftensmad måltid. Det kan være en grovbolle, en frikadelle, lidt råkostsalat, en portion tykmælk med rugbrødsdrys eller lignende. Det er vigtigt for at stabilisere hendes blodsukker og dermed hendes humør.

Når jeres datter bryder sammen, reagerer fysisk og skriger og bruger grimme ord, så sker det fordi hendes hjerne er umoden. Hun mangler de forbindelser i hjernen, som skal sætte hende i stand til at bevare roen og tælle til 10 .. Hun er simpelthen ikke i stand til at sige 'pyt med det'.

For hende vil ting, du oplever som bagateller, ofte få hele verden til at vælte og hun bliver dybt ulykkelig og dybt frustreret. Og det har hun brug for at du kan forstå og hun har brug for at du kan rumme hende, rumme hendes følelser uanset hvordan hun har det. At kunne rumme, betyder at du kan holde ud at hun har det som hun har det - uden at du forsøger at ændre det og uden at du tager det personligt. Og nej, det er ikke forkert at kramme hende, tværtimod. Du er nødt til at give hende den fysiske kontakt og nærhed som hun higer efter og når hun så mærker at du er der, at du kan bevare roen, rumme hendes kraftige reaktioner osv. så vil hun kunne lytte til dig og I vil kunne tale om hendes reaktion og hvordan hun en anden gang kan reagere mere hensigtsmæssigt.

Og naturligvis vil der også opstå situationer, hvor hun gør noget forkert og må irettesættes, men det er virkelig vigtigt at du overvejer hvordan du forklarer hende at hun gør noget forkert.

Hendes hjerne består af flere dele og du skal appellere til hendes storhjerne. Det er den, du påvirker når du viser hende lydhørhed, følelsesmæssig forståelse osv. Det er den største del af vores hjerne og den er den der blandt andet gør hende kreativ og i stand til at bruge sin fantasi, den hjælper hende med at løse problemer, tænke over tingene og den har også betydning for hendes evne til at sætte sig ind i hvordan andre har det. Det er hun rigtig godt igang med at lære.

Du styrker denne del af hjernen ved netop at vise hende disse ting - være lydhør, rumme, forstå, sætte dig ind i hendes situation, give hende idéer til hvordan I kan komme videre osv. og det er super vigtigt at du gør disse ting, for at hun også lærer at gøre sådan.

---

---

---

Hvis du går fra hende, kalder hende hysterisk, råber af hende eller via dit kropssprog eller direkte siger at du ikke gider være sammen med hende eller lignende, så vil det påvirke hendes mellemhjerne. Denne del af hjernen aktiverer raseri, frygt, separationsangst, sorg, lyst til at lege, trang til at udforske osv.

De meget stærke følelser som udløses af mellemhjernen skal styres af storhjernen og det er dette samarbejde mellem den ene hjernedel og den anden hjernedel, der fortsat er meget umodent. Derfor er det så utroligt vigtigt at du med din storhjerne, din rationelle del af hjernen, formår at rumme hende, når hendes mellemhjerne tager over. Ved at du tager hende op, sidder med hende giver hende masser af fysisk kontakt, omsorg osv. så får du din datter til at slappe af.

Når hun føler sig forstået, anerkendt og mødt, når hun mærker at du er der for hende, at du godt kan rumme, at hun har det som hun har det, så sættes der en masse hormoner igang i hendes krop og forbindelserne mellem hjernens dele skabes. Og det er derfor det er så fantastisk at hun, som stadig er en lille pige, rent faktisk kan mærke dette og ved at det er det, hun har brug for :)

Og måske kan du udnytte at hun er så god til at mærke efter og fornemme sit behov. En af mine tidligere sundhedspleje-kolleger har i sit arbejde med børn i sorg haft stor glæde af at bruge en særlig sten. Det går ud på at finde en blød og dejlig sten, som er en "magisk sten". Det kan også være en lille troldefigur, en plastikdiamant eller hvad du nu kan finde.

Når din datter har brug for dig, når hun kan mærke at hun har brug for din opmærksomhed, så kan hun tage stenen og lægge den i din lomme. Når hun giver dig stenen, så viser hun dig, at hun har brug for at du ser hende og så skal du naturligvis reagere med at se på hende, give hende et stor knus, fortælle hende at du elsker hende osv. så hun netop føler sig set. Jeg tænker at det måske kan hjælpe jer, så hun ikke når at reagere så voldsomt og fysisk, at hun undgår at reagere på sin søster, men når inden at få fortalt dig at hun har brug for dig. Og det kan være lettere at give dig stenen end at sige "se mig, jeg har brug for dig" ...

Jeg håber ovenstående giver lidt idéer til hvad der foregår hos jer og hvordan du kan reagerer fremover :)

Rigtig meget held og lykke! :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---