Svar: Ked af det i vuggestuen?

---

Hej med dig

Tak for dit brev og alle dine tanker. Jeg vil gerne give dig lidt tanker med tilbage og umiddelbart tænker jeg, at der er flere ting der spiller ind hos jer.

Det er rigtigt at mange børn på din datters alder slå, bider, sparker, river i hår osv. og at det ofte er udtryk for at barnet mangler ord. Hun er stadig så lille at hun ikke kan sige, når hun føler sig uretfærdigt behandlet, eller at hun gerne vil ses eller holdes om og når hun ikke med ord, kan fortælle hvordan hun har det, så reagerer hun naturligt fysisk.

Det er helt almindeligt og rigtigt at børn på et tidspunk kommer i en fase, hvor de reagerer fysisk - det er som du siger en del af deres udvikling. Men det betyder ikke at man ikke skal handle på det. Det tager rigtig lang tid at lære at mestre og kontrollere sine følelser, det tager tid at lære at bruge ord i stedet for at være fysisk reagerende, når man skal fortælle at noget er rigtig dejligt eller rigtigt svært. Og din datter skal naturligt hjælpes til at lære disse ting.

Når hun reagerer fysisk, så skyldes det ofte flere ting:

Det er ofte vrede, der løber af med barnet. Barnet føler sig uretfærdigt behandlet, legetøj der bliver taget fra en eller andet man stoppes i - så slår barnet fra sig. Det kan være en akut opstået vrede eller frustration, men det kan også være sparet sammen over længere tid.

Børn kan også slå, bide, rive i hår osv. i forsvar. Hvis barnet i en bestemt situation føler sig presset og er bange, så vil mange børn bide eller slå for at komme væk.

Børn kan også finde på at slå, hvis de lærer at det er sådan man gør. Det kan være større børn som bruger denne metode, for at få deres vilje - som pædagogerne har været inde på kan være årsagen hos jer. Eller det kan være forældre der slår barnet over fingrene for at lære barnet at der er ting det ikke må, ting det ikke må røre ved ... (det er forøvrigt forbudt!)

Det kan også handle om at barnet pludselig får rollen som "den der bider" og "den der reagerer fysisk". Simpelthen fordi der kommer så meget fokus på barnet og barnets handlinger, at det forstærkes hos barnet.

Nogle børn reagerer fysisk, når og hvis der ikke lyttes til dem. Det kan være en reaktion på behov for opmærksomhed. F.eks. når pædagogerne sidder med et andet barn på skødet, trøster, kæler og nusser med det. Din datter er stadig så lille at hun naturligt ikke kan forstå dette.

Det bedste man kan gøre er at finde ud af, i hvilke situationer hun gør det og så hjælpe hende med at løse problemerne på en anden måde. Det er nemlig ikke bare et spørgsmål om at fortælle hende at det er forkert og skælde ud, det er ligeså meget et spørgsmål om at lære hende nye måder, give hende nye redskaber til at løse de situationer, som er svære for hende.

Derfor er man nødt til at holde ekstra øje med din datter og få en fornemmelse af, hvornår det sker og hvorfor det sker. Og derefter så reagere ...

---

---

... og hjælpe hende inden hun forløber sig og kommer til at slå. Hun skal altså ikke nå at komme derud, hvor hun reagerer sådan, men skal allerede inden have en måde at tackle det på, guides og hjælpes. Det er vigtigt at hun får viden om og lærer, hvad det er hun skal i stedet og ikke længere fokus på det hun gør forkert.

Næste problem er vuggestuen og at hun er så ked af at komme der - og jeg kan godt forstå du overvejer om hun skal flyttes ... Hun har gået der længe og lyder til stadig at være rigtig ked af at komme der og hendes reaktioner kan faktisk godt hænge sammen med at hun vil trives bedre et andet sted.

Men det er jo altid svært at vide - for igen kan hun ikke selv sætte ord på. Hun viser dog med sit kropssprog, at hun har rigtig svært ved at blive afleveret der og du oplever en helt anden, glad og rolig pige, når hun i sommer har været væk derfra i 3 uger ... Og ligeså snart hun starter, så er den gal igen ...

Du skriver at du er glad for stedet og har stor tiltro til pædagogerne og i første omgang tænker jeg derfor at I skal holde et møde, hvor I drøfter din datter og situationen. Far eller en af bedsteforældrene kan evt deltage i dette møde, så I er flere voksne der hører hvad der bliver sagt og aftalt.

Det vil være rigtig godt at hun tilknyttet en fast pædagog, der tager imod hende om morgenen og som laver nogle faste ting, har nogle faste rutiner sammen med hende - at hun f.eks. vinker farvel til dig i vinduet og derefter hjælper pædagogen hende videre i en leg, læser lidt sammen med hende eller hvad der nu er mulighed for.

---

---

---

Det kan være en god idé at du laver et lille fotoalbum hvori der er billeder af dig, ting fra hjemmet, far, bedsteforældre osv. så hun på den måde mindes om at I er der og at I ses igen. Pædagogerne kan tale med hende om jer og betrygge hende i at I kommer, når hun savner jer.

Det kan nogle gange være en løsning at aflevere hende på et andet tidspunkt - evt. lidt tidligere, så hun er en af de første børn der kommer, fordi pædagogerne så har bedre tid til at tage imod hende, når hun kommer.

Det kan nogle gange hjælpe at lade hende spise morgenmad i vuggestuen, så hun på den måde har noget at tage sig til, når du afleverer hende. Og nogle gange skal du måske prioritere at være hos hende i lidt længere tid, hvorefter hun så bedre vil kunne sige farvel. Andre gange vil du måske skulle gå hurtigt, for ikke at "trække pinen ud" - det er meget forskelligt fra barn til barn.

Jeg tænker altså at der er nogle forskellige tiltag man kan gøre og at det første må være en samtale med pædagogerne om, hvordan I kan skabe en god aflevering, hvor din datter kan føle sig set, føle sig tryg og have det godt. Og hvis dette ikke hjælper, hvis hun stadig er ked af det, reagerer fysisk og generelt ikke virker til at trives - ja så ville jeg nok overveje at flytte hende ...

Håber du kan bruge dette videre, fortsat held og lykke :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om udvikling:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---