Svar: Hvordan kommer jeg over den hårde start? Og har det påvirket vores datter?

---

Kære søde mor

Tusind tak for dit brev og dine ærlige og åbne tanker. Det du skriver rammer dybt og jeg er sikker på at mange derude føler med dig, når de læser om de ting I har været igennem, om den start jeres lille familie har haft.

Det er rigtig godt at du har talt med din læge og jeg tænker at det skal du blive ved med. Det er vigtigt at tale med lægen om, hvordan du går og har det og det er også din læge, der kan henvise dig videre, hvis det skønnes relevant.

Har du på noget tidspunkt haft en samtale med sygehuset, fødegangen, en fødselslæge? Jeg tænker at det vil være en rigtig god idé at få en samtale med en obstetrisk læge på sygehuset, som kan gennemgå din journal og fødselsoplevelse, samt de efterfølgende dage sammen med dig. Og ja, nu er lillepigen 14 måneder og det kan måske føles som om at det er "for sent", men det er det ikke for dig. Det lyder som om at du har brug for at få talt hele dette forløb igennem. Du har brug for at få sat ord på nogle af de tanker du har, angsten for at miste din datter, infektionen og skyldfølelsen over ikke at blive sat igang tidligere osv. Og det vil være vigtigt at få talt dette fødselsforløb igennem, også i forhold til hvis I på et tidspunkt overvejer at få endnu et barn ...

På nogle sygehuse og i nogle kommuner har man "forældregrupper", hvor man som forældre mødes og taler om det at blive forældre. Det kan være en læge eller en psykolog, der styrer disse møder og det kan være rigtig rart at møde andre, som også har haft nogle svære oplevelser og som derfor går med lidt de samme tanker som du går rundt med. Det kan være rigtig dejligt at opleve, at man ikke er alene med at have det sådan.

Din læge vil kunne vide eller vil kunne finde ud af om der er sådanne tilbud hvor du bor og vil kunne henvise dig, hvis det er noget du kunne have lyst til.

I forhold til den indberetning der er blevet lavet og sendt til kommunen, så er det en oplevelse der altid vil sidde i dig. De næste måske mange år, vil du naturligt i visse situationer blive usikker, du vil tænke på, hvad andre tænker og vil et eller andet sted godt kunne føle dig "overvåget" og det er naturligt ikke nogen rar følelse. Men du må holde fast i at der intet var i den ...

---

---

... indberetning kommunen havde fået og du må prøve at sige til dig selv, at indberetningen er lavet af bekymring for jeres datter, fordi andre som du selv, også har oplevet en lille pige der har grædt rigtig meget.

Din sundhedsplejerske, din læge, jeres venner og familie er alle enige om at I har en sund og dejlig datter og at I gør det rigtig godt som forældre. Og der er intet, absolut intet i dit brev, der tyder på at du ikke gør det godt. Du har, som du selv skriver gjort alt hvad der står i din magt, for at give jeres lille pige så tryg en start som muligt. Alt hvad du har gjort har været velovervejet og af omsorg og af kærlighed for det lille dejlige menneske hun er - og det lyder som om at du gør det rigtig godt som mor! Så prøv at holde fast i det og sug til dig igen og igen, når nogen siger det til dig, når nogen roser dig eller jeres datter - tag det ind og lyt til det og bliv stærkere af det og stille og roligt vil indberetningen fylde mindre og mindre.

Og ja - så er det sandsynligvis ganske rigtigt at du "har mistet dig selv" lidt i alt det her. Dog har du en rigtig god evne til at mærke efter og fornemme, at du faktisk mangler lidt fodfæste og det er rigtig godt. Derfor tænker jeg at du skal tale med lægen igen og prøve at tale med lægen om, hvorvidt det kunne være en hjælp for dig at tale med en psykolog. Følelserne, skyldfølelsen og angsten for at miste er stadig til stede og det er helt naturligt - det der er vigtigt er at du finder ud af at leve med dem og her tænker jeg at samtaler med en psykolog vil være en rigtig god idé.

---

---

---

Din læge kender sandsynligvis psykologerne i området hvor I bor og vil have en idé om, hvem du vil kunne tale bedst med. Om det skal være en yngre eller en ældre, om det skal være en mand eller en kvinde osv. Og lægen vil kunne give dig en henvisning videre.

Jeg fornemmer at det hele påvirker dig langt mere end det påvirker jeres datter. Selvom hun naturligt blive påvirket af hvordan du har det, så lyder det som om at du hele tiden har formået at være der for hende og give hende den nærhed hun har behov for og det er rigtig godt :)

Jeg håber du kan bruge mine tanker lidt videre og sender dig et stort knus!

Rigtig meget held og lykke fortsat :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om diverse:

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---