Svar: Natten er gået helt i kludder
Kære familien søvnunderskud :)
Tak for jeres brev og godt at høre at jeres datter er sat i behandling og at det har hjulpet, selvom hendes forkølelse ikke er helt væk.
Der er ingen tvivl om at der er flere ting som spiller ind hos jer og lige nu går jeres datter (og dermed I) igennem en svær periode. Det handler både om at hun ikke er helt rast og vækkes af at næsen klotter til og vejrtrækningen irriteres. Det handler om at hun lige nu gennemgår en svær alder, hun er rigtig god igang med separationsfasen. Og det handler om at hun oplever rigtig meget i løbet af dagen, som skal bearbejdes om natten. Naturligvis spiller hendes dagsrytme, indtag af mad, mælk osv. også ind - men det lyder som om at det kører fint og forventeligt i forhold til hendes alder .. :)
At hun er i separationsfasen betyder at hun lige nu øver sig i at adskille sig fra jer og for at kunne gøre dette, er hun nødt til at føle sig godt tilknyttet. Man kan ikke adskille sig, hvis ikke man er knyttet til. Derfor vil hun lige nu søge jer ekstra meget og især om aftenen, når hun skal sove og om natten, hvor hun har svært ved at finde ro, er det vigtigt for hende at kunne mærke jer og mærke at hun ikke er ladt alene.
Når børn øver selvstændighed og dermed øver sig i at adskille sig fra deres forældre, så bliver de naturligt også mere tryghedssøgende, pylrede, klynkende. De søger ofte brystet eller flasken lidt hyppigere, vil gerne putte lidt mere osv. Og om aftenen, hvor roen skal falde over dem, hvor de skal give slip på dagen og alle oplevelserne, ja så søger de den ekstra nærhed, den ekstra fysiske kontakt.
Derfor er det naturligt at børn i denne alder protesterer over at komme i seng. De vil ikke ligge i sengen, men rejser sig, strækker armene op, signalerer "tag mig op, gå ikke fra mig" og det er rigtig vigtigt at I her prioriterer at give hende den nærhed hun beder om. Det kan være nødvendigt at sidde lidt længere med hende på skødet, kærtegne, berolige, vugge osv. inden hun puttes. Andre gange kan det være en god idé at prioritere at give flasken imens hun ligger i sengen, så hun falder til ro der og ikke oplever det skift der er mellem favn og seng, men i stedet mærker at I er der, sidder hos hende, hjælper hende til fysisk ro netop med jeres nærvær.
Det er på samme måde helt normalt at børn i denne alder vågner om natten, fordi de drømmer og fordi de får sig lagt i en stilling de ikke kan komme væk fra. Igen har de her brug for hjælp til at komme videre i søvnen. Nogle gange er man nødt til at tage dem op, trøste dem, evt. give dem lidt ekstra mælk, andre gange er det bedre at hjælpe dem med at blive lagt ned i en god stilling igen, få dynen over sig, blive kærtegnet osv. og på den måde lullet videre i søvnen.
Smerter, sygdom osv. gør naturligvis ikke denne periode lettere at komme igennem og det er helt naturligt at hun vil søge jer ekstra meget, fordi hun ikke er og ikke har været helt rask det sidste stykke tid. At starte i dagpleje er naturligt også noget der påvirker hende ekstra meget - netop fordi hun jo øver sig i adskillelse fra jer, så er det naturligt svært for hende at undvære jer om dagen. Hun er stadig så lille at hun ikke ved, hvor I er når I går og hun kan ikke forholde sig til tid. Hun forstår derfor ikke om I kommer igen om 5 minutter eller om 5 timer og det reagerer hun på - ikke nødvendigvis om dagen, men netop om aftenen og om natten.
For alt hvad hun oplever i løbet af dagen skal bearbejdes når hun sover og det bliver det, når hun drømmer. Det er derfor nærliggende at tro, at hun drømmer om adskillelse om natten, drømmer om at I ikke er der og at hendes reaktion naturligt netop kommer om natten :) Præcist som I også selv har tænkt - det giver bestemt mening at tænke at "nattegråden er hendes reaktion på alle de ændringer der sker i hendes liv lige nu".
Og ja - der kan sagtens være tale om en form for natteskræk og drømme, hvor hun delvist vågner op eller mere eller mindre i søvne, ...
... græder, virker frustreret og ulykkelig og svær at trøste.
Det er vigtigt at I ved, at tiden arbejder for jer og at I naturligvis med ro skal give hende den nærhed hun søger. Samtidig skal I naturligvis også sikre jer selv en nogenlunde nattesøvn.
Det er fint at I forsøger at følge en nogenlunde fast plan for dagen, ligesom det er rigtig godt med godnatgrød og også at I giver hende de to flasker aften og sen aften. Det er helt fint, at I giver den sene aftenflaske før I går i seng og satser på at hun så kan undvære mælk derefter, og undgå at hun så vågner kl 01/02 :) Helt fint, sådan må I gerne gøre og hold fast i de gode rutiner I allerede har forsøgt at skabe.
Det er uholdbart, hvis den ene af jer skal sove på sofaen - med mindre naturligvis det er en rigtig god sofa I har .. :) Det kan dog godt nogle gange hjælpe at den ene sove i et andet rum end den modsatte forældre og barn.
Nogle vælger at tage en stor madras ind på gulvet i børneværelset og lægger sig med barnet der. På den måde kan man holde fast i at barnet sover i børneværelset og ikke får en "vane" med at søge soveværelset om natten. Samtidig gives den nærhed og tryghed og ro, som er nødvendig og den forældre der er i soveværelset, kan sove godt og uden forstyrrelser og man kan bytte ...
Andre vælger at lade barnet sove i dobbeltsengen sammen med en forældre og der arbejde på at sove igennem uden ekstra mælk, men med tryghed, nærhed, ro osv. Og den modsatte forældre sover så et andet sted.
Atter andre vælger at koble tremmesengen til forældresengen eller gør dobbeltsengen større på anden vis, så er der plads til alle i soveværelset. Det giver mulighed for at mor og far stadig kan sove sammen og sove i samme seng, samtidig med at barnet er i nærheden, kan beroliges, kærtegnes, betrygges, men også lære at sove i egen seng om natten. Nærhed, men stadig lidt på afstand.

Kom til foredrag med Helen Lyng Hansen
Tirsdag 6. maj: Børn & Mad, FOF Aarhus
Hvad der vil fungerer bedst afhænger helt af familie og barn ... .:)
I spørger om puttetidspunktet om aftenen er rigtigt og det lyder faktisk sådan. Hvis hun om aftenen falder i søvn i løbet af 10-15 minutter mod at I sidder der og holder hende lidt i hånden, giver flaske, synger lidt for hende osv. så er det fint, så er det en dejlig og tryg måde at falde i søvn på og det er fint at gøre det sådan.
Når og hvis hun om natten vågner og er ked af det, så må I prøve at vurdere hvorfor og hvad I skal gøre. Hvis hun har brug for stillingsskift, så må I hjælpe hende med at blive lagt ned igen. Hvis hun er ulykkelig på grund af en drøm, så må I tage hende op, evt. tilbyde hende lidt vand at drikke og så derefter prøve at putte hende igen. Hvis hun tydeligt er meget bange for at være alene, så er det helt okay at I sover sammen, for at give hende den ro, der skal til for at hun atter sover igennem. Så må hun lærer at sove for sig selv senere hen, når hun er blevet ældre, når der ikke sker så meget nyt i hendes liv og når hun er mere rask og alle har mere overskud til det:)
I spørger hvornår børn normalt kan undvære flasken om natten. Børn vil naturligt i 10-12 måneders alderen have brug for 2 flasker i døgnet, svarende til de ca. 400 ml som sikrer dem deres behov for jern. Disse to flasker ligger nogle gange inden middagslur og om aftenen inden putning, men oftest aften og sen aften eller aften og meget tidlig morgen. Nogle børn kan altså godt undvære natteflasken i 10-12 måneders alderen, hvor andre stadig har brug for den.
Når barnet bliver 12 måneder, så er det tid til at skære ned i flaskerne, så der kun er flaskeninden putning tilbage og i løbet af et par måneder, så erstattes denne af en kop lun mælk i stedet og et nyt putteritual. Stille og roligt skal 1 årige børn altså lære helt at undvære flaske. De kan dog stadig godt vågne om natten og være tørstige, men her kan de så få lidt vand af en kop.
Jeg håber at mine tanker hjælper jer lidt videre på vej og at i har fået lidt idé om, hvad der sker hos jer og hvad I kan forvente .. :)
Fortsat held og lykke!
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Gør pusletid til hyggetid - med naturlig pleje fra Olívy
En ren ble er det primære formål, når ens baby bliver lagt til rette på puslepladsen. Men faktisk er pusletiden meget mere end blot en praktisk opgave. Det er en unik mulighed for at styrke båndet til dit barn, stimulere sanserne og skabe tryghed. En god pusleoplevelse handler ikke kun om ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sovevaner:
10. april 2025 | Sovevaner | 10 mdr.
Kære Helen Din brevkasse har været en kæmpe hjælp hele vores tid som nye...
10. april 2025 | Sovevaner | 2 år, 7 mdr.
Kære Helen. Vi søger råd til at få putning til at fungere. Vi har pga....
10. april 2025 | Sovevaner | 13 mdr.
13 mdr og i seng på anden måde - del II
Hej Helen, Mange tak for dit svar. Det giver rigtig god mening det du...
9. april 2025 | Sovevaner | 13 mdr.
Få vores 13 mdr søn i seng på en anden måde
Hej Helen, Vi er førstegangs forældre til Bertram på 13 mdr. Han er lige...
9. april 2025 | Sovevaner | 9 mdr.
Hej Helen. Tak for et godt forum med mange gode input. Vi har en datter,...
Viden om børn:
Insemination
Hvis man har problemer med at blive gravide, så kan man blive behandlet med Insemination.
Insemination er den enkleste fertilitetsbehandling og den kan hjælpe, hvis manden har lettere nedsat sædkvalitet.
Behandlingen foregår ved at man fører en portion sæd direkte ind i livmoderen. På den måde springes sædcellerne den første del af vejen til ægget over og chancen for graviditet er dermed større. Derudover bruger man en 'oprenset' portion sæd, det vil sige en mere...
Hjemmefødsel
Lang de fleste kvinder kan selv vælge, om de vil føde hjemme eller på sygehuset. Der er dog visse undtagelser - hvis du venter tvillinger, hvis dit barn vender forkert, eller hvis der er specielle komplikationer, så vil du blive frarådet at gennemføre en hjemmefødsel. Tal derfor altid med din jordemoder og læge om, hvad du godt kunne tænke dig.
Der kan være mange fordele ved at føde hjemme. Du har f.eks. din egen jordemoder, du er på hjemmebane - hun er på besøg, du er mere...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.