Brev:
Bider!
Kære Helen.
Jeg har virkeligt brug for et godt råd… Vores ellers glade, kærlige og meget sociale og udadvendte dreng er begyndt at bide og bide ret meget.
Det er især mig og de andre børn i vuggestuen. Han bider fx ikke sin far…
Derhjemme gør han det især, hvis vi tumler, og han måske ikke helt kan styre det. Ellers er det ofte, hvis han ligger på puslebordet, hvor vi også har problemer med, at han sparker. Det virker mest af alt som om, at han keder sig, eller også kan man simpelthen se det på ham, lige inden han skal til at prøve at bide, fordi han får et meget drilsk udtryk i ansigtet. Nogle gange kommer det dog også helt umotiveret, eller hvis han fx står og krammer mit lår og lige forsøger at bide i låret…
Jeg siger meget bestemt NEJ til ham og ryster på hovedet, når han gør det. Jeg siger desuden AV AV og forsøger at signalere til ham, at det gør ondt på mig. Nogle gange er jeg også nødt til at tage bestemt fat i ham for simpelthen at fjerne ham fra mig, så han ikke får rigtig fat. I en periode viste jeg ham også, at han i stedet skulle ae mig og roste ham, når han gjorde dét. Med det resultat, at han nu bider og derefter selv aer mig i håret, mens han nikker veltilfreds ;o) – men han skulle jo gerne slet ikke bide! Jeg har også prøvet engang imellem at give ham en af hans gamle bideting fra babystadiet og fortælle ham, at han må bide i den i stedet…
Men jeg føler lidt, at jeg fægter i blinde, kommer lidt til kort, og at meget af det preller helt af ham. Ofte griner han fx bare, hvis jeg bliver sur og meget bestemt i min mimik og stemmeføring…
I vuggestuen har de også registreret det med hans glimt i øjet, inden han gør det, men han har også bidt et andet barn så meget, at det fik et blåt mærke. Nogle gange handler det vist også om frustration, hvis et andet barn tager en legesag fra ham, eller han gerne vil have deres… Han er generelt et barn med mange og stærke ...
... følelser – bliver han fx glad, fordi hans mormor og morfar kommer ind ad døren, løber han rundt i stuen, mens han hujer og banker på væggene af glæde. Som om at han næsten ikke kan rumme det…
I vuggestuen håndterer de det på den måde, at de bestemt siger NEJ, når han bider, viser ham, at de andre børn bliver kede af det, og så fjerner ham fra den situation, han var midt i, hvorefter de forklarer ham, at han ikke må bide de andre børn (de bliver siddende ved ham, når de har fjernet ham, så han ikke føler sig helt udstødt). Problemet er, at han er en meget stor dreng, og det derfor kan virke meget voldsomt for de andre små børn, hvis han bider… I vuggestuen oplever de også, at han reagerer bedre på en mandlig pædagogmedhjælper, der siger nej bestemt, end når de kvindelige pædagoger siger noget til ham.
Hvad skal vi gøre for at håndtere det bedst muligt? Er det normalt, at han kun gør det med mig og fx ikke sin far? Jeg arbejder lidt meget for tiden, men er nu stadig hjemme en del eftermiddage og weekender, men kan det mon være det, han reagerer på? Han virker ellers ikke, som om at der er noget, han som sådan reagerer på… Han har lige haft et par måneder, hvor han har været ekstremt morsyg, men det er meget aftagende.
Han spiser godt, sover fint (ikke så meget men helt ok), putningen om aftenen er meget fredelig for tiden, han snakker og snakker og er begyndt at kombinere 2-3 ord til små sætninger, han har lige lært at hoppe, bliver mere og mere selvstændig og vil nu selv have lov at drikke, sidde med en bog ved siden af os i stedet for på skødet osv. osv.
Vi står desuden i den situation, at vi fra midten af august har fået tilbudt plads i den institution, som vi oprindeligt havde ønsket – men vi gør os selvfølgeligt mange overvejelser omkring, hvorvidt det er et meget uhensigtsmæssigt tidspunkt at flytte ham, når han gør, som han gør lige nu?
Glæder mig meget til at høre fra dig,
M.
Annoncer
Sponsorerede artikler
Giv dit barn den bedste start!
Giv dit barn den bedste start med D-vitamindråber og mælkesyrebakterier
Vi ved allesammen, at et barns første leveår har en enorm betydning for barnets udvikling både fysisk og psykisk. Ansvaret er derfor stort, når det kommer til at sørge for, at de kære små får lige præcis det, der ...
Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:
13. oktober 2024 | Sygdom | 18 mdr.
Skoldkopper, bedsteforældre og smitte
Kære Helen. Vores søn på 18 måneder har fået skoldkopper og i den...
16. september 2024 | Opdragelse | 23 mdr.
Hej Helen. Vi har en søn på snart 2 år, som i perioder vælger den ene af os...
12. august 2024 | Sovevaner | 19 mdr.
Kun far kan putte - og det tager +1 time.
Hej Helen Vi skriver til dig da vi har udfordringer med putning til nat. Vi...
1. maj 2024 | Sovevaner | 20 mdr.
Kære helen, Vi har store problemer med putning til nat herhjemme og ønsker...
9. marts 2024 | Sovevaner | 17 mdr.
Hej Helen, Tak for dit svar til min forrige besked angående vores søn som...
Viden om børn:
Psykisk udvikling børn
Lige fra dit barn bliver født, er det aktivt kommunikerende. Det har brug for at blive taget op, holdt om, trøstet og beroliget, snakket med, kærtegnet osv.
Børn vil altid have brug for at blive set og hørt. De har brug for at vide, at de har en vigtig plads i familien, og at det er dejligt at være sammen med dem. Barnets psykiske udvikling skal støttes, fra barnet er nyfødt og hjælpeløst, og til det vokser op og gradvist bliver mere og mere selvstændigt.
I en...
Babysvømning
Der er mulighed for at gå til babysvømning i de fleste svømmehaller. Der findes også private hjem, med et opvarmet bassin, hvor man har små hold for babyer og deres forældre.
Babysvømning er godt for barnets balance, hvilket har betydning når barnet senere skal lære at sidde, kravle eller gå. Det at være i lunt vand, kender barnet også fra sin tid i livmoderen og når barnet er i vandet stimuleres alle sanser - ikke bare balancen, men også høresansen, lugtesansen (og nogle gange...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...
Kære Helen
Tak. Jeg tænker tit på, at jeg i dine svar bliver betrygget i, at jeg ser rigtigt - jeg har et barn, som har et stort tryghedsbehov.
Det er som om at der for tiden er en trend der går på, at vi skal lave 'godnat og sov godt' på vores børn, sætte dem i skammekrog (eller tænkeboks eller hvad man kalder dem) når de ikke gør som vi vil have de skal gøre. Mon det er alle de tv udsendelser om nannys der redder verden for en familie, hvor alt er gået galt, som har tændt op under de ideer?
Hvor er det ærgeligt, at vi skal blive sådan i tvivl om, at det vores instinkt fortæller os om vores børn. Og hvor er det bare fantastisk rart, at du i dit virke hjælper, støtter og betrygger os, som har brug for at blive bekræftet og rådgivet i en retning, som vi kan være med på uden at hjertet bløder.
Tak for det!
Kærlig hilsen
Mor.