Svar: Frustreret dreng som slår

---

Kære Betina

Tak for dit brev og din fine beskrivelse af jeres lille dreng :)

Der er ingen tvivl om at William har det svært lige nu. Han går igennem en rigtig svær alder, - det er rigtigt svært og meget udfordrende at være to år gammel og det er en tid der kræver utrolig stor tålmodighed og kærlighed fra jeres side. Det er dog også en udfordrende tid, hvor han naturligt prøver grænser, og hvor I også skal markere, hvor grænserne går og sætte disse grænser - stadig med anerkendelse og omsorg, for den lille dreng, han jo stadig er. Det er bestemt ikke let :)

Der kan være mange grunde til at jeres dreng slår og en rigtig god forklaring er, at det ofte er udtryk for at barnet mangler ord og derfor reagerer fysisk i stedet. Der er altså ingen tvivl om at William er meget frustreret over ikke at kunne sige alt det han gerne vil, at han mangler ord til at beskrive sine følelser og derfor slår fra sig i stedet. Han kan f.eks. ikke sige "det er uretfærdigt at .." eller "jeg føler ikke du ser mig, når ..." eller lignende.

Når børn slår eller på anden måde reagerer fysisk, så kan det være udløst af forskellige ting:

- vrede der løber af med barnet. Det kan være netop opstået vrede eller opsparet vrede på grund af gentagende frustrationer, som barnet til sidst ikke kan kontrollere.

- Det kan være forsvar, situationer, hvor barnet føler sig trængt op i en krop, hvor barnet oplever en form for angst "jeg kan ikke komme væk fra det her".

- Det kan ske som reaktion på at der ikke bliver lyttet, at man ikke har opmærksomheden på barnet, at man ikke ser, ikke hører, ikke lytter - derfor må barnet gøre opmærksom på sig selv på denne måde.

- Det kan være det eneste der virker. Barnet oplever at få en reaktion hver gang.

- Det kan være en erfaring som barnet har med sig, at voksne f.eks. river barnet væk ved at tage det i armen eller at voksne f.eks. giver små 'rap over fingrene' når de siger nej.

- Det kan også være imitation af andre børn. Børn lærer af hinanden og efterligner hinanden.

- Det kan være fuldstændig impulsivt, som komme ud af den blå luft, hvor ingen kan forklare hvorfor.

- Det kan være kommet så langt at barnet lever op til rollen som den der skubber eller slår. Barnets adfærd bliver forstærket af forventninger og gentagende irettesættelser.

Det er rigtig vigtigt at I forsøger at finde ud af, hvorfor han slår og i hvad situationer det sker og hos jer, lyder det som om at det sker i flere forskellige situationer. Det handler både om at han føler jalousi i forhold til sin søster og føler at hun nogle gange får for meget opmærksomhed, det handler også om at han ikke altid føler at I ser ham, ligesom det nogle gange sikkert også er kram og knus, der kammer over og andre gange måske opsparet vrede og frustration som så sætter det igang og atter andre gange handler det om at han er frustreret over ikke at kunne gøre sig forståelig. Han kæmper for at forklare dig noget og du forstår det bare ikke ...

Det er så vigtigt at I afkoder hvornår det sker og forsøger at gribe ind inden det sker. For det er vigtigt at I får ham stoppet før det sker. I er nødt til at gribe ind, guide og støtte jeres dreng, så han så vidt muligt ikke havner i en situation, hvor han forløber sig, men får hjælp til at tackle sine følelser, før han når til at slå.

Nogle gange sker det måske, når han oplever ikke at få sin vilje og her kan det være en god idé at overveje, hvorfor I siger nej og om I kan give et alternativ i stedet for. Det er meget vigtigt at lytte til jeres dreng. Når han beder om noget, så er det vigtigt at I viser ham at I har hørt og forstået hvad han vil. Også selvom det ikke kan lade sig gøre.

Og det kan være en rigtig god idé at I ...

---

---

... sætter ord på det I ved, han ønsker, så han hører at I ved det og forstår det. At I f.eks. siger "Jeg ved du gerne vil have en is, men vi skal spise lige om lidt, så du kan få et stykke agurk i stedet". Du viser ham at du ved, hvad han vil, samtidig forklarer du, hvorfor han ikke kan få det han vil og så giver du et alternativ.

Det er også meget vigtigt, at I forældre er i stand til at rumme alle jeres drengs følelser. Det betyder at I skal kunne klare det både når han er ked af det, glad, vred, morsom, hidsig, genert, sjov osv.

Han har en alder, hvor han en gang imellem bliver frustreret og det skal der være plads til. Hans hjerne er stadig meget umoden og han får anfald af fortvivlelse, når verden går ham imod. Når man gerne vil noget og enten ikke magter det eller andre fortæller, at man skal gøre tingene anderledes, så kommer frustrationen og fortvivlelsen. Adrenalinen kører rundt i kroppen. Hvis man ikke lyttes til, eller bliver bedt om at gå sin vej, eller tage sig sammen - så pustes der til ilden og frustrationen bliver endnu værre. Hvorimod lyttes man til og føler man at der er nogen som forstår en, så får man luft og får slappet lidt af.

Nogle gange beder vi vores børn om at gøre noget, som vi voksne finder helt rimeligt. Det kan være at vaske hænder før vi spiser, selv tage sko på, så man kan komme ud af døren, samle det legetøj op, som ligger spredt rundt i stuen, sidde på numsen på stolen ved bordet osv.

---

---

---

Men nogle gange har barnet altså en anden opfattelse eller ønsker noget andet. Når jeres dreng protesterer, så er det jo tegn på selvstændighed og at han er igang med at udvikle uafhængighed. Han har et ønske om selv at bestemme, hvad han vil og hvornår han vil det. Det er sådan set et rigtig godt tegn og tegn på at jeres dreng udvikler sig sundt. Og nogle gange så opstår problemerne, fordi vi som voksne ønsker at han er "mere fornuftig" og vi har en idé om, at nu hvor vi alle er samlet, så skal vi rigtig hygge os - men han ser det ikke sådan. Han reagerer måske som han gør, fordi han kan reagere, det er når I er hjemme og roen falder over jer, at der er rigtigt plads til ham og derfor kan han ikke finde ud af at gøre som I beder om.

At få det vi ønsker og det vores børn ønsker til at gå op i en højere enhed sætter forældres tålmodighed og evner på en hård prøve. Og måden at gøre det på er forskellig, fra familie til familie. Nogen opdrager med disciplin og straf "hvis du ikke gør som jeg siger, så får du ikke aftensmad", andre stiller belønning i udsigt "hvis du gør som jeg siger, så får du en is" - Disse metoder er jeg ikke glad for, jeg synes i stedet at man skal forsøge at skabe en dialog, lytte til hinanden og på den måde nå til enighed og fælles ønske eller fælles kompromis.

Så prøv at lytte til, hvad det egentlig er jeres dreng ønsker. Prøv at lade være med at spørge for meget og spørg ikke "hvad er du sur over?", men prøv i stedet at sætte jer ind i hans følelser og sæt ord på det I tror er galt "sssåå, bliver du bare så ked af det?, sååå, skat" og så kan han rette jer, hvis det ikke er det "NEJ! Mig SUR!" eller lignende og så kan I mødes i den følelse "jeg kan godt forstå du bliver sur, det er også dumt at ...", så han bliver forstået og ikke når derud, hvor han af afmagt, så ender med at slå.

Og de gange, hvor I så oplever at han bevist slår - så skal grænsen også sættes og det er helt okay at gå "jeg vil ikke være her, når du slår" eller sætte ham væk "Jeg sætter dig her, fordi du slog, man må aldrig gøre noget der gør ondt på andre!" eller lignende, så han mærker at det vil I ikke acceptere. Her er en grænse, en regel, der skal overholdes.

Jeg håber I kan bruge ovenstående videre, fortsat held og lykke :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---