Svar: Temperamentsfulde børn

---

Kære glade, lykkelige og lidt frustrerede mor :)

Tak for dit brev og din fine beskrivelse af hvad der sker hos jer og de ting jeres dreng har oplevet og naturligt har det svært med :)

Din dreng reagerer meget voldsomt og jeg kan godt forstå at du nogle gange bliver helt forskrækket eller simpelthen i tvivl om, hvad du skal gøre og hvordan du skal reagere bedst. Det lyder dog som om at du gør det meget godt og som om at du har en stor portion tålmodighed :)

Når et lille barn bliver født så er der milliarder af hjerneceller, men forbindelserne imellem dem er få og det er forbindelserne mellem cellerne i hjernen, som sætter os i stand til at tænke og handle som vi gør.

Forbindelserne mellem hjernens celler dannes af det samspil som barnet oplever med sine forældre. Hvis barnet bliver mødt med positivitet, lydhørhed og kærlighed, så vil barnet danne forbindelser i hjernen, der giver barnet det vi forstår ved et godt liv. Et barn der mødes med emotionel lydhørhed vil således stille og roligt lære at beherske vrede, at være venlig og lære, hvordan man i det hele taget møder en anden.

Modsat vil et barn der mødes med tyranniserende forældre, med manglende omsorg og uden emotionel nærhed begynde at tilpasse sig dette. Barnets hjerne vil aktivere de celler og forbindelser, der styrer f.eks. frygt, forsvar og angreb.

Man siger at 90% af hjernens vækst foregår de første 5 leveår og derfor er det utroligt vigtigt, hvordan man som forældre reagerer på sit barn. Alt det du og din dreng (dine drenge) gør sammen, vil påvirke hans hjerne og vil påvirke hans udvikling. Og derfor er det rigtig godt og rigtig vigtigt at du netop forsøger at rumme ham og giver ham lov til at reagere, som du så fint beskriver samtidig, med at du naturligvis skal sikre at at han ikke yder skade på nogen eller noget og at han også får sat de grænser, som naturligt er nødvendige.

Man kan beskrive hjernen på flere måder, men i forhold til børn og i forhold til at forstå, hvad det er der sker, når man har med små børn at gøre, så kan det være en god idé at se hjernen inddelt i 3 dele:

1. Den rationelle hjerne, som også kaldes storhjernen. Det er denne del af hjernen der styrer kreativitet, fantasi, problemløsning, selverkendelse, omtanke, empati, eftertanke og lignende.

2. Pattedyrhjernen, som også kaldes mellemhjernen eller det limbiske system. Den udløser store følelser der skal styres af den rationelle hjerne. Det er raseri, frygt, separationsangst, social tilknytning, legesyge, lyst til at udforske og lignende.

3. Krybdyrhjernen er den nederste del af hjernen og den aktiverer vores vigtige kropsfunktioner. Det er sult, fordøjelse, åndedræt, blodomløb, temperatur, at kunne bevæge sig, kamp eller flugt.

Når din dreng slår, sparker, kaster med legetøj, skriger vildt og højt, så er det fordi der sker en aktivitet i pattedyrhjernen. Da pattedyrhjernen styres af den rationelle hjerne, så er det vigtigt, at det ...

---

---

... er den du med din reaktion aktiverer. Det er vigtigt fordi du med din reaktion netop er med til at skabe de vigtige forbindelser mellem disse to hjernedele.

Derfor er det vigtigt at du reagerer med lydhørhed, viser din dreng at du forstår hvad han vil. Du må naturligvis meget gerne sige av, hvis han gør noget ved dig, som gør ondt. Du skal naturligvis også stoppe ham i at gøre andre ondt eller gøre sig selv ondt. Men det er rigtig vigtigt at han ikke bliver bange for dig eller føler sig forkert og at du viser ham, at du godt kan rumme hans frustrationer og meget stærke følelser.

Nogle gange må du lade ham rase lidt ud, imens du holder dig ved siden af. Du kan være nødt til at være der både for at sikre at han ikke yder skade på sig selv, men også for at vise ham at det er okay. At kunne rumme ham betyder at du kan holde ud at han har det som han har det, at du ikke forsøger at ændre det og at du ikke tager det personligt. Det er meget vigtigt at du ikke selv bliver bange for ham, eller begynder at trække dig fra ham - det er vigtigt at du formår at bevare roen, fordi det er så svært for ham som det er. Og det lyder som om at du er rigtig god til dette.

Det er også en rigtig god idé ikke at tale for meget og ikke stille for mange spørgsmål, for han kan ikke på det tidspunkt, hvor han har anfald af fortvivlelse, kapere alt det du siger. Så nogle gange er det netop bare at være der, vise ham at du er tilstede og gerne vil ham, tale med små beroligende dybe ord og vente på at han tilsidst slapper af i kroppen og falder til ro.

---

---

---

Andre gange skal han have lov til at være for sig selv, hvor du går afsides. F.eks siger "jeg kan mærke at du lige skal være lidt alene, jeg går ud i køkkenet, du kan komme eller kalde på mig", så du ikke forlader ham og stadig viser dig tilgængelig, men så han også får ro til at få samling på sig selv.

Og atter andre gange, så kan du faktisk være nødt til at holde ham. Du kan være nødt til at sidde med ham, holde ham fast, bruge dine kræfter, det at du fysisk er stærkere end ham. Bruge dig selv som et tæppe, bruge dine arme, dine ben omkring ham og så samtidig være beroligende "ssååå, skat, sååå, rolig nu, såååå, rolig" - ikke stille spørgsmål, bare holde ham og tale med små berolignede, dybe ord og vente på at han tilsidst slapper af i kroppen og falder til ro og måske græder en gråd, hvor han er i stand til at tage imod trøst.

For lillebror gælder naturligt det samme - at hans hjerne er umoden og at han kan få fortvivlelsesanfald. Han er naturligt stadig så lille at han ikke kan sætte samme ord på sin frustration som storebror kan og især hos ham er det derfor også vigtigt at sætte ord på "såå bliver du bare så ked af det, det er også dumt, såå" eller lignende, så han føler sig forstået og mødt. Også selvom hans anfald af fortvivlelse nogle gange er udløst af at få et nej fra din side :)

Håber du kan bruge ovenstående videre, fortsat held og lykke :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---