Svar: Klappen går ned

---

Kære Mor

Børn fødes med en hjerne som ikke er færdigudviklet. Hjernen skal gennemgå en stor udvikling og hjernens forskellige dele skal lære at arbejde sammen. Der skal skabes vigtige forbindelser imellem de forskellige hjernehalvdele, de er der ikke fra begyndelsen, men bliver skabt stille og roligt i takt med at jeres datter vokser op og især i takt med at hun møder omsorg og nærhed fra jer voksne.

At hjernen er umoden betyder at hun forsat en gang imellem får det man kalder for fortvivlelsesanfald. Når verden bryder sammen for hende, når hun bliver frustreret og fortvivlet, så er hun ikke uartig. Så er hun oprigtigt ked af det, hun er skuffet over at tingene ikke er som hun gerne vil have dem. Det kan f.eks være, når du siger at hun skal lade storebrors spil være eller at I ikke skal se bamse og kylling nu, eller at hun skal have sin flyverdragt på fordi I skal ud at gå ... Det kan også bare være fordi du giver hende æble, når hun hellere ville have banan eller at du skære æblet i både, når hun ville have haft det helt ...

Ofte reagerer hun voldsomt og med stor fortvivlelse over for noget, der i jeres øjne virker som bagateller, men for hende betyder det rigtig meget og hun har brug for at få en medlidende reaktion. Hun har brug for at høre at du forstår det og hun har brug for at du sætter ord på, så hun netop hører det "det er også dumt, du ikke må lege med storebrors spil", "du bliver bare så ked af det, når vi ikke skal se bamse og kylling", "jeg ved godt det er irriterende at få flyverdragten på" osv.

Det er netop når hun føler sig lyttet til, når hun føler sig forstået at hun danner de vigtige forbindelser i sin hjerne. De forbindelser der på sigt, skal lære hende at bevare roen og ...

---

---

... ikke gå i selvsving hver gang verden går hende imod. Præcis det du skriver - hvordan lærer I hende at rumme de mange følelse, dele med storebror og forstå et nej - det lærer du hende ved at lytte, anerkende og vise at du forstår hendes følelser og sætte ord på det, så hun føler sig forstået.

Når hun er frustreret og mærker et nej, så drøner der adrenalin rundt i kroppen på hende og det virker som ild. Hvis man puster til det, så blusser det op, hvis man lader det være, så dør det stille og roligt ud. Og du skal derfor ikke puste til ilden, men vise at du sagtens kan bevare roen selvom hun ikke kan.

Og ja - hun bliver frustreret, fortvivlet osv. når hun får et nej. Og det er okay. I må stadig godt sige nej en gang imellem. Du skal så bare kunne rumme hende, hvilket betyder at du kan holde ud at hun har det som hun har det, at du ikke forsøger at ændre det og at du ikke tager det personligt :)

---

---

---

Når du oplever at du ikke kan komme i kontakt med hende, når du oplever at "klappen går ned", så giv hende en pause, lad hende ligge lidt for sig selv. Hold dig i nærheden, vis dig tilgængelig. Lad være med at komme med lange forklaringer og tal ikke for meget, men sig bare "sååå, lilleskat, bliver du bare så ked af det, sååå" eller lignende. Uden at gå ind i diskussionen, men bare møde hende i den følelse hun har.

I takt med at hun bliver ældre, får mere og mere sprog, vil hun i en sådan situation kunne rette dig "jeg er ikke ked af det, jeg er sur!" og så kan udgangspunkt være den følelse "jeg kan godt forstå du bliver sur, det er også rigtig dumt, at man skal gå selv, når man er træt i sine ben" eller hvad problemet er den dag.

Håber du kan bruge dette videre :)

Rigtig meget held og lykke fortsat :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---