Svar: Vrede og fortvivlelse

---

Kære Simons stolte og lykkelige forældre

Jeres dreng brager lige nu igennem selvstændighedsalderen og øver sig rigtig meget i at finde ud af, hvordan han påvirker verden og hvordan verden påvirker ham. Det er en tid der kræver rigtig stor forståelse og omsorg fra jeres side, hvilket jeg ved at I også har :)

Hos en 2 årig kører følelserne på højtryk og der er ikke langt fra latter og charme til stor følelsesmæssig frustration. Ligeså sprudlende glad han kan være, hvor hele hans krop tydeligt signalerer glæde og svært ved at sidde stille af bare lykke, ligeså kaotisk kan hans indre også være og han kan blive vred, bange, dybt ulykkelig og han vrider sig, sparker, hans krop kollapser.

Jeres dreng er igang med at finde sit selvbillede og man ser det ofte ved at barnet begynder at udtrykke eget navn, sige "jeg" eller "det er min", eller sige "nej, vil selv" osv. Det er alt sammen noget der viser, at barnet er igang med at blive bevidst om hvem det selv er og I kan sikkert genkende dette ved jeres dreng..

Hans selvbillede udvikler sig stille og roligt i samspil med andre. Han har brug for ros, det gør ham stolt og glad og når han bliver irettesat så bliver han naturligt ked af det, det er ikke sjovt at få at vide, at man gør noget forkert. Han er med den alder han har nu meget følsom og meget sårbar overfor hvordan han bliver modtaget, hvordan I og andre reagerer på det han siger og det han gør.

Simon har lært utroligt mange ting på 2 år, han kan meget nu og en uimodståelig trang til at gøre sine egne valg vælder lige nu op i ham. Det er en spændende, men også svær udvikling. For at foretage egne valg, er han jo nødt til at være uenig med jer forældre og derfor opstår der dagligt konflikter og der opstår situationer, hvor I beder ham gøre noget og han kategorisk nægter.

En gang imellem kan man med list bede ham om at gøre det modsatte man vil have ham til og på den måde få ham til at gøre det man vil ... men ofte virker det ikke. Det kan dog være et forsøg værd ... :)

Prøv at anerkende hans lyst til at ville selv, ved at give ham mulighed for at være selvhjulpen, - læg tøjet frem så han selv kan prøve at tage det på. Vær til rådighed, når han virker til at have brug for det, men lad ham prøve selv. Lad ham selv starte med at rede sit hår, lad ham selv prøve at komme tandpasta på tandbørsten osv. og tag så over, prøv at få lov, når han selv har forsøgt sig lidt ...

Simon for også det der hedder fortvivlelsesanfald. Når det sker, så er han ikke uartig, men oprigtigt ked af det. Han er skuffet over at tingene ikke er, som han gerne vil have dem, at han ikke kan finde ud af noget bestemt,- skoene driller, maden falder af gaflen, vanterne vil ikke sidde rigtigt, huen strammer osv. Det er ofte små bitte ting som i jeres øjne virker som bagateller, nogle gange ting I slet ikke kan forstå kan være et problem, men som for ham betyder rigtig meget.

Fortvivlelsen og den manglende evne til at tackle disse følelser hænger sammen med hans endnu meget umodne hjerne. Han mangler simpelthen de forbindelser i hjernen, som får ham til at tage det roligt og bevare overblikket. Disse forbindelser skabes først, når I ved jeres måde at reagere på, får ham til at slappe af. Jeres fysiske kontakt, jeres beroligende og trøstende stemme. Det at I er rolige smitter af på ham og det sætter gang i en masse reaktioner i hans krop, som gør ham afslappet og det igen hjælper ham til at danne de vigtige forbindelser i hjernen.

Derfor er det han har brug for, en medlidende reaktion. Han har brug for at høre at I forstår det, det er rigtigt irriterende at han ikke kan se mere fjernsyn fordi I skal køre nu, eller det er rigtigt irriterende at I giver ham et æble, når han hellere ville have haft en banan eller det er også dumt at skoene driller eller det er irriterende at togbane-skinnerne ikke vil sidde sammen - I forstår det godt og I vil gerne hjælpe ham ...

I må gerne sætte grænser og sige nej. For han skal naturligt også lære at der er visse regler og regler er til for at blive fulgt. Men I skal gøre det anerkendende for ...

---

---

... hans lille personlighed og udvikling :)

Med regler og grænser mener jeg at det er vigtigt at I viser jeres dreng, når han gør noget forkert. Det vil sige at hvis han f.eks. bevidst forsøger at slå ud efter jer eller niver jer, så skal I sætte ham fra jer og markere at det vil I ikke have. Alternativet flytte armen eller flytte jer selv, med besked om at det gør ondt. Er han igang med at ødelægge noget, så skal han igen fjernes og have besked på at det er forkert, smider ham med maden, tallerkenen eller lignende ved middagsbordet, så er han færdig med at spise og fjernes fra bordet. Hvis han smider med sine togskinner, så kan I starte med at anerkende frustrationen, men gør han det igen, så kan I være nødt til at pakke toget sammen. Man skal lege med togskinnerne, ikke smide med dem :)

Det kan være en god idé at skabe øjenkontakt med ham, ikke kræve "se på mig når jeg taler til dig" - men stadig sætte sig ned i øjenhøjde eller sætte sig på en stol med ham, forklare at det her er ikke okay og sådan vil jeg ikke have du opfører dig. Nogle gange opfører han sig sådan, at man kan være nødt til at fjerne sig selv - som en markering af, 'jeg vil ikke være her, når du sparker mig', man kan sige - "jeg kan mærke at du er vred lige nu, jeg vil gerne være sammen med dig, men jeg går lige i køkkenet lidt". Så vil han enten løbe efter og sige "nej du må ikke gå" og så er han parat til at mødes. Eller han vil måske have brug for en lille pause, lige finde roen og så kan man gå tilbage til ham, sætte sig hos ham, tale beroligende om hvad der er sket og hvad der er okay, og hvad der ikke er.

Vælger man at gå eller sætte ham væk, så er det vigtigt at man lige overvejer hvordan, hvad man siger og hvordan situationen er. Når han er frustreret og føler at tingene går imod ham, så pumper adrenalinen rundt i kroppen - adrenalin virker lidt ligesom ild - hvis man puster til det så kommer der mere af det, det flammer op, hvis man forholder sig roligt, så går det stille og roligt ud.

Hvis jeres dreng oplever at I ignorerer ham, sender ham på værelset eller hvis I skælder ham ud, så føler han sig ikke forstået og det er som at puste til ilden og man risikerer at det hele bliver værre. Hvis I derimod viser ham at I forstår ham, lytter til ham, gerne vil ham og I må gerne samtidig med sætte grænser for hvad I vil have eller ikke have, så slapper han mere af og adrenalinen dæmpes.

---

---

---

Det kender du også fra dig selv, hvis du er utilfreds med noget, brokker dig osv. og din mand siger "lad dog være med at være så hysterisk, hold op med at skabe dig, jeg gider ikke være sammen med dig, når du er sådan" eller hvis han bare ignorerede dig totalt - så ville du blive rigtig gal og ked af det :) Men hvis han i stedet sagde til dig "det kan jeg godt forstå du bliver vred over, sådan havde jeg slet ikke tænkt, måske kunne vi så gøre sådan og sådan" - så blev du mødt, lyttet til og faldt til ro på en helt anden måde.

Derfor er det sådan I skal reagere i forhold til jeres søn. I skal lytte til ham og sætte ord på: "jeg kan godt forstå du bliver så vred lige nu" og så møde ham der og finde en løsning. Han skal stadig have at vide at han ikke må skrige, smide med tingene, eller hvad han nu gør. Sættes fra jer eller flyttes væk, hvis han gør noget bevidst, som I vil have ham til at holde op med, men han skal samtidig føle at I godt forstår ham og ved hvad han vil.

Med hensyn til at skrige, så kan det nogle gange være en god idé at sige "jeg kan høre du har brug for at skrige, kom så går vi ud og skriger" og så gå uden for og lade ham råbe så højt han kan, få brugt sin stemme. Så kan I også bedre sige til ham bagefter, at han ikke skal skrige, men være mere stille ... :) I kan også opfordre til andre lyde "sikke du kan skrige, kan du også prøve at hviske?" eller lignende, så han bliver opmærksom på at kunne bruge sin stemme på anden måde ...

Jeg håber at I kan bruge ovenstående videre, noget af det har jeg fortalt jer om før, men det kan være meget godt at høre det igen og se det i anden sammenhæng :)

Fortsat held og lykke :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---