Svar: Konflikter med vores store pige

---

Hej med jer

Tak for jeres brev og finde beskrivelse af de udfordringer I lige nu møder :)

Når jeg læser jeres brev, så får jeg indtryk af at I har en meget kvik pige, der på mange måder virker moden af sin alder. Hun er god til at tage styring, hun er god til at lege og mange vil gerne lege med hende, hun er god til at finde på og er derfor sjov for andre at være sammen med og hun er samtidig også moden nok til at have en vis retfærdighedssans - hun giver flere lov til at være med i leg og hun kan også løse små konflikter i hverdagen. Hun lyder til at være en meget rummelig pige.

Derhjemme er hendes rolle naturligt anderledes end i børnehaven, men stadig er hun hjemme den "store og fornuftige pige", hun er naturligt meget styrende overfor sin lillebror. Hun forstår og følger visse regler, men viser på en gang både en masse selvstændighed og samtidig også en stor usikkerhed. Og et eller andet sted tænker jeg at det er både godt og normalt. Det er jo netop hjemme, at hun skal vise sine svage sider, det er hjemme, hvor hun kan være fuldstændig tryg, at hun skal afprøve græse, flegne ud og vise sit indre kaos - og det er rigtig vigtigt at I hjemme giver hende lov til dette og anerkender, at hun rent faktisk elsker jer så højt og ved, at hun netop hjemme kan være som hun nu engang er ... Der skal være forskel på måden hun er i børnehaven og måden hun er på hjemme.

Du skriver: "Det føles som om det er umuligt at give hende nok. Er hendes hul virkelig så stort at vi ikke kan fylde det op igen? Eller er det det modsatte; at hun har haft for meget at sige, for stor indflydelse?" og jeg tænker et eller andet sted, at det ikke rigtigt handler om det ...

Jeg har helt klart opfattelsen af at I er meget gode forældre. I er meget opmærksomme på jeres datter, på hendes behov og I støtter, guider og hjælper alt det bedste I har lært. I gør det faktisk ret godt. Og når I kommer til kort, så handler det måske om, at vi jo ikke kan gøre det perfekt eller at vi som forældre nogle gange står i situationer, hvor det vi gør, bare ikke virker til at være godt nok. Men det er godt nok! og når reaktionen kommer hjemme, så er det fordi I gør det godt. Så er det fordi der hjemme netop er plads til at reagerer.

Og det skisma der ligger mellem behov for at "blive fyldt op" og behov for også at "kende sine grænser", tænker jeg handler om selvværd og selvtillid. Og faktisk er det måske her I skal prøve at sætte lidt ind eller i hvert fald gøre jer lidt overvejelser.

Selvværd og selvtillid er ikke det samme. Selvtillid er noget vi gør, hvor selvværd handler om at være. Selvtillid handler om noget vi kan, hvor selvværd handler om noget vi er.

Helt overordnet kan man sige, at selvtillid handler om, at "jeg kan finde ud af det jeg skal" - at hun i børnehaven f.eks. er rigtig dygtig til at følge en fælles besked, lege med de andre, gør hvad der forventes af hende. Men selvtilllid handler om at "alt ved mig er som det skal være" - at hun f.eks. derhjemme godt ved at hun er noget særligt, at ingen kan tage hendes plads og at alt ved hende er som det skal være.

Når vi vokser op, så vil der naturligt være sammenligninger. Børn møder sammenligninger i hverdagen - der er ting du kan finde ud af, som jeres datter ikke kan finde ud af. Der er ting som børnene i børnehaven mestrer, som hun måske endnu ikke mestrer - der er ting hun kan som lillebror ikke kan osv. osv. Hverdagen er fyldt med sammenligninger.

Hvis vi har et højt selvværd, så har vi en høj følelse af at have værdi. Så føler vi ...

---

---

... os okay, selvom vi ikke mestrer det de andre mestrer, så kan vi acceptere at vi er forskellige og at nogle kan noget, andre kan noget andet og vi føler at vi er elsket og har værdi - uanset om vi kan noget, fordi det i sig selv har værdi, at vi er den vi er.

Hvis vi har et lavt selvværd, så vil vi være i tvivl om vores egenskaber, så vil vi stille spørgsmålstegn ved om det vi gør og siger mon er godt nok. Om måden vi ser ud på er okay, om vi er forkerte, og vi vil have en følelse af at det var bedre, at være ligesom de andre ... Hvis vi har et lavt selvværd, så vil vi, når vi sammenligner os med andre, tvivle på os selv og det vi kan eller det vi står for, vi vil føle at de andre er lidt bedre, lidt dygtigere, lidt pænere end vi selv er ..

Og jeg kan ikke lade være med at tænke på at det børnehaven beskriver handler meget om selvtillid, at jeres datter er klar til skole og klar til de ydre udfordringer som verden stiller. Hun er en kvik pige, der har ret godt styr på mange ting. Men de ting I beskriver, handler mere om hendes selvværd, hendes indre og hendes behov for at vide at hun er god nok, at der stadig er plads til hende, selvom hun efter 10 minutter ikke længere kan sidde på skødet ....

Det betyder ikke at du ikke må stille krav til hende, for det må du godt. Og når du efter 10 minutter mærker at hun reagerer fordi I skal videre, så må du gerne anerkende hendes følelser og frustration - "kom du får lige et ekstra knus, åhh det er så dejligt at knuse dig, det ville være så dejligt hvis vi kunne blive siddende her" osv. så hun mærker at du føler det samme som hende, men samtidig også forklarer at I er nødt til at komme videre, der er ting der skal gøres.

Når I danser på værelset om aftenen, så skal I på samme måde anerkende, at det er sjovt og dejligt, at I også synes det er super ærgerligt at det slutter nu, fordi hun skal I seng. Så hun igen hører, at I forstår hende. Samtidig med at I igen forklarer at det jo er sengetid og derfor må stoppe, selvom det er ærgerligt, ligesom I også kan sige, at I gerne vil danse igen en anden dag ...

---

---

---

Der skal være nogle regler og der skal være nogle krav. Nogle gange skal I måske opstille reglerne inden I går igang, så hun er forberedt. Vi spiller i en time, derefter er vi nødt til at arbejde eller lignende. Så hun ved det. Hun kender ikke klokken og har ingen fornemmelse for hvor lang tid en time er - men at sige tingene højt, kan nogle gange stadig hjælpe.

Og så er det meget vigtigt, hvis I sætter regler op eller hvis I nogle gange irettesætter hende, ikke giver hende indtryk af at det er hende, der gør noget forkert - men at det er det hun gør, som er forkert. Det er vigtigt.

Med hensyn til råd og hjælp udefra, så kan i naturligt søge dette privat, men I kan også kontakte jeres kommune. Der er i kommunen hvor I bor både en familieafdeling og også Pædagogisk Psykologisk Rådgivning, hvor man som forældre kan henvende sig med spørgsmål og få råd. Du finder oplysninger, telefontider osv. på kommunens hjemmeside.

Også sundhedsplejersken kan I ringe til og spørge om hun vil komme ud og drøfte jeres datter med jer og de udfordringer I har og hun vil også kunne vejlede om, hvad muligheder der i øvrigt er i jeres kommune. Måske har du allerede kontakt til en god sundhedsplejerske, som har besøgt dig og lillebror og som du derfor roligt kan ringe til ...? Du kunne også vælge at tale med den sundhedsplejerske, som hører til den skole, hvor din datter skal gå ...

Jeg håber du kan bruge mine tanker videre, fortsat held og lykke :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---