Brev:

Håndtering af ulykkelig storesøster

Kære Helen

Så kom vores store piges reaktion på 14 dage gamle lillebror.

Hun er 3 år og 8 måneder, og det er på en måde en lettelse, at reaktionen kommer - og allerede her efter 14 dage.

Hun har indtil nu ikke været voldsomt interesseret i ham og heller ikke det modsatte. Hun vil gerne hjælpe med bleskift og ae ham og holde i hånd, men det er også det. Hun er rimelig forsigtig omkring ham og accepterer ham tilsyneladende.

Lillebror er jo ikke så gammel (14 dage i skrivende stund), og der er intet mønster og ingen rytme endnu, så jeg ammer p.t. på kryds og tværs, men jeg er god til at få lagt ham for sig selv - og jeg sidder som udgangspunkt ikke med ham i armene andet end ved amning og når han græder. Resten af tiden (og når jeg ammer) er jeg så vidt muligt udelukkende dedikeret til hende og bruger meget tid på at se film med hende, læse, lege, bage og hygge, kilde og kramme - faktisk på samme niveau, som før lillebror kom. Jeg taler meget med hende om søskende - mine søskende - og andres søskende, og om at hvor dejligt, det er at have et andet barn at lege med (når man bliver større).

Men til trods for mine anstrengelser, er reaktionen så kommet nu - og det er helt fint. Hun reagerer p.t. ved at være meget ulykkelig og være vred på mig/afvise mig. Hun græder med ægte tårer og ulykkelig gråd - langt fra hele tiden, men en eller to gange om dagen bryder hun simpelthen sammen over meget små ting. Jeg sørger altid for at kramme hende og kysse hende og i det hele taget bare være der for hende og spørge ind til, hvorfor hun blev ked af det og udvise forståelse for hendes forklaring.

Hun reagerer især, når jeg ikke kan tage med ud til weekend aktiviteter som f.eks. børnebio, svømmehal og hendes gymnastik, hvor det så er far, der tager ud i stedet. Her bliver hun lidt skuffet, når jeg siger, jeg er nødt til at vente på hende hjemme (også for at give lillebror bare lidt ro´her i starten). Hun er jo pludselig blevet fars yndling og far er rigtig, rigtig populær hos hende, selvom hun altid har været mors pige.

Det der er sket de sidste dage er, at hun græder ulykkeligt over et eller andet (som regel, hvis der bliver stillet et krav til hende), og når jeg så lige vil have hende på skødet og lige tale lidt (som vi altid har gjort), så afvisr hun mig og vil have far. Til far betror hun sig så og fortæller ham, at mor er dum, mor elsker mig ikke mere og jeg elsker ikke hende. Hun siger aldrig disse ting til mig direkte.

Derudover er der hendes lille skuffede ansigt med de før så tillidsfulde øjne fyldt med kærlighed, som nu bare stirrer hamrende ulykkeligt på mig, når hun skal spise, have tøj på, børstet hår eller tænder osv., ja, selv når vi leger. Hun forekommer mig simpelthen, som værende SÅ ulykkelig. Jeg har VIRKELIG svært ved, at se min lille pige være så ked af det. Jeg prøver at sige til hende, at det er okay at være både sur og ked af det, og jeg godt kan forstå, at hun synes jeg er dum, og at det er ok, men at jeg elsker hende, og at hun altid vil være min lille prinsesse. Jeg ved, det ikke skal tages personligt, når hun afviser mig, og at hun gør det, netop fordi hun savner mig, ligeså meget som jeg savner hende. Det skal dog siges, at når hun så er alene ude med far, så er hun glad, og hun er også glad, når hun kommer hjem til mig igen... i hvert fald et lille stykke tid.

Men hvor er det dog svært at håndtere.

Hvordan er den bedste måde, at få talt med hende om disse ting og følelser? Hun fortæller mig ikke rigtig med ord, hvordan hun har det, så det er mest bare mig, der taler og prøver at sætte ord på.

Har du erfaring med, hvor lang tid, sådan en reaktion varer?

Jeg planlægger, at tage nogle alene ture med hende, når lillebror får en rytme, hvor jeg med god samvittighed, kan være væk fra ham nogle timer (han vil da være sammen med sin far) - men der komer let til at gå 3 måneder endnu, og indtil da skal lillebror enten med (hvilket jeg p.t. begrænser aht lillebror og ro) eller vi må blive hjemme.

Jeg synes egentlig ikke, at hun får spor mindre opmærksomhed end før - tværtimod, får hun nok lidt mere (i hvert fald fra far). Hun ...

... skal også kun sjældent vente på, at det bliver hendes tur til fordel for lillebror (for før lillebror, var hun jo også vant til, at jeg lige skulle ordne mad eller vasketøj, og hun ser ikke om, jeg skifter hans ble eller om jeg ordner tøj, så hvad kan jeg gøre, for at mindske hendes sorg?

Hvad kan jeg sige til mig selv og hende, at hun lærer af det her? Hun har jo allerede i børnehaven lært, at vente på tur, stå i kø og at tage hensyn til andre..., så hvad kan jeg lige gøre for, at forklare hende, hvad man skal lære óg acceptere her?

Prøver at sige til mig selv, at søskende er en gave (også selvom hun MEGET hellere ville have haft en lillesøster - hun har stadig svært ved at forholde sig til, at det er en dreng, selvom hun har vidst det lige så længe, som vi selv har). Prøver også at sige, at det med evt. at skulle vente og ikke hele tiden være i centrum er sundt for hende at opleve og lære - også selvom det er hårdt for sådan en lille prinsesse. Jeg prøver (også igennem graviditeten) at sige til hende, at mor elsker BÅDE hende og lillebror, og at hun nu skal dele mor med ham - men at det ikke betyder, at jeg ikke elsker hende eller elsker hende mindre. OG det gør jeg virkelig heller ikke. Tværtimod, så elsker jeg hende om muligt endnu mere nu, og jeg kan slet ikke lade være med at rose hende og kramme hende hver anledning jeg har. Jeg elsker oprigtigt at være sammen med hende... så hvad søren kan jeg gøre for at hjælpe hende ud af hendes sorg?''

Skal lige tilføje, at vi har opretholdt aftenrutiner, som før - nogle gange med lillebror ved bryst eller på arm (uden problemer), og hun er blevet sendt afsted i børnehave fra lillebror kom, bortset fra nogle fridage hist og pist. P.t. vil hun ikke i børnehave og fortæller historier om, at hun ikke har nogen at lege med og heller ikke vil lege med nogen, men så vidt muligt kommer hun afsted alligevel. Jeg har fortalt hende, at jeg også går på arbejde, og at lillebror kommer med indtil han er gammel nok til at blive passet i en vuggestue (fordi hun selv spurgte, hvor han så var henne). Mest for, at hun ikke skal tro, at jeg bare går hjemme og hygger mig med ham...ved ikke om det er forkert...

Midt i al dette er der den dårlige samvittighed over for lillebror, som får meget lidt opmærksomhed i virkeligheden. Jeg opfylder kun basale behov, som mælk, ren ble, rent tøj, vaskning og søvn. Han sover hos mig om natten (og hun sover inde hos os i soveværelset (nøjagtigt som hun plejer - intet er ændret). Men udover den kropslige nærhed om natten og under amning, så har jeg indtil videre næsten ikke haft kontakt med ham i form at pludren osv. Det kommer måske nu, når jeg får noget alene tid i løbet af ugedagene, men han skal jo helst heller ikke undvære mig alt for meget og ligge alt for meget alene. Det er en meget svær balance, men p.t. frygter jeg virkelig at tage mig for meget af ham, mens hun ser det, og jeg tøt slet ikke lave nogen "fælles" aktiviteter med hende og ham, da jeg er bange for, at hun vil føle, at det hele skal handle om ham, når han skal i bad, skiftet ble osv., så hun kommer kun med til bleskift osv., hvis hun selv lige vil.

Jeg siger nogle gange til hende - hov, nu har lillebror vist brug for en ren ble, jeg skynder mig lige at få ham skiftet, så kommer jeg ind og hygger videre med dig igen... Skal jeg skifte strategi her, og bare give udtryk for, at jeg kommer, når jeg kommer og hun bare må vente? Kan jeg risikofri begynde at inddrage ham, så jeg siger, at nu hygger vi altså alle tre sammen - selvom han jo ikke hygger med som sådan, men bare hænger på min arm eller spiser hos mig. I virkeligheden vil jeg jo frytelig gerne have, at hun lærer, at nu er han en del af vores familie, og der skal være plads til os alle, og at det faktisk ER hyggeligst, når vi alle sammen er sammen.

Jeg håber du kan fornemme på al ovenstående roderi, at jeg er et stort kaos af følelser lige nu - og jeg er bagne for at gøre nogle problemer større og forværre det hele ved at håndtere det forkert.

Så dine gode råd og anbefalinger modtages med kyshånd.

Kærlig hilsen
mor til en ulykkelig lille pige og hendes lillebror

Læs Helens svar »

Plus-Plus BIG: Sjov og lærerig leg for de mindste

Når det kommer til små børns udvikling, spiller leg en afgørende rolle. Det er en væsentlig måde for børn til at udvikle deres finmotorik, evnen til at fordybe sig, lære om farver og former osv. BIG har vist sig at være godt til netop det, og derfor vælger mange vuggestuer og børnehaver også BIG, ...

Læs mere her

Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:

22. november 2024 | Opdragelse | 3 år

Fysisk reagerende 3 årig

Kære Helen. Vi har en dreng på 3 år (blev 3 i oktober) der startede i...

Læs hele brevet og Helens svar

13. november 2024 | Opdragelse | 3 år, 4 mdr.

Konflikter - 3 år, 4 mdr.

Hej Helen. Jeg har en skøn dreng på 3 år og 4 mdr. Han er sød og kærlig,...

Læs hele brevet og Helens svar

2. november 2024 | Renlighed | 3 år, 10 mdr.

Blefri

Hej Helen. Jeg har en kæmpe udfordring med min søn på 3 som bliver 4 til...

Læs hele brevet og Helens svar

23. april 2024 | Opdragelse | 3 år, 6 mdr.

Leg med voldsomme ord

Hej igen Helen, Jeg sender dig et til brev med det samme med et helt andet...

Læs hele brevet og Helens svar

15. april 2024 | Udvikling | 3 år

Hjælp til vores dreng

Hej Helen, Min kæreste og jeg håber inderligt at du kan hjælpe os, som du...

Læs hele brevet og Helens svar

Viden om børn: