Svar: Problemer med putning og afsked

---

Kære Birgitte

Tak for dit brev :)

Når jeg læser din beskrivelse af din datter og måden hun reagerer på, både når hun skal sove og når hun skal afleveres i børnehaven, så tænker jeg som du, at der godt kan være en sammehæng her. Det at skulle overgive sig til søvnen om aftenen, betyder jo også adskillelse fra forældrene. Hun skal sige farvel til dagen, til jer, til alt det dejlige og falde i søvn alene på sit værelse - og det har hun svært ved. På samme måde, som hun har svært ved at sige farvel til jer når hun skal i børnehave.

Måske er hun en pige der har ekstra meget behov for tryghed og nærhed. Og det må hun jo godt være, det er helt okay og det er vigtigt at anerkende dette behov og netop give hende lov til at få jer, give hende lov til at få sit forældre-depot fyldt op, fordi hun så netop har noget at tære af, når hun ikke har jer, når hun skal være alene. Det kan derfor godt være at I ved at give hende mulighed for at være sammen med jer om aftenen og natten, kan få hende tanket så meget op at også afleveringen vil gå bedre ...

Det er en god idé at tale med hende om, hvorfor hun reagerer som hun reagerer. Prøv om I kan få hende til at sætte lidt ord på, hvad det er hun har brug for og hvad det er hun tænker. Hvis hun viser behov for jer, siger at det er jer hun savner og vil have, så er det rigtig vigtigt at I giver hende dette. Det betyder at hun måske skal have lov til at sove i soveværelset. Og måske vil det netop være tryghed nok for hende, at hun kan sove i samme rum som jer, gerne på en madras på gulvet. Måske vil det at I aftaler hun kan ligge i soveværelset være nok til at hun kan falde i søvn i løbet af 15 minutter, fordi hun ved at I naturligt selv vil være der hele natten og dermed tæt på hende. Og måske vil det også give hende styrke til så at kunne klare dagen uden jer og sige farvel til jer i dagtimerne ...

Jeg tænker også at jeres datter måske kunne have glæde af en lille magisk sten. Jeg har en kollega der blandt andet i sit arbejde med børn i sorg, har haft stor glæde af at give barnet en særlig blød og rund sten i lommen. Det går ud på at finde en blød og dejlig sten, som er en "magisk sten". Når I skal være adskilt og når jeres datter bliver ked af det og savner jer, så kan hun mærke på stenen i lommen og via den magiske sten vil du så kunne mærke at hun tænker på dig:) En sådan lille magisk sten eller noget andet (en stor plastik-diamant - hvad hun nu synes kunne være noget ganske særligt) kunne måske hjælpe jer ... bare en tanke.

Det er naturligt at børn i perioder har separationsangst, en angst der også kan beskrives som tanken "Er du her også i morgen?". Af alle de angsttilstande børn kan få er separationsangsten den mest almindelige. Det der er vigtigt er dog at angsten ikke bliver en overdreven angst og at det ikke er noget der varer ved i meget lang tid.

Symptomer på separationsangst kan være:

- Barnet er ekstremt ulykkelig, når det er adskilt fra sine forældre

- Barnet har overdreven bekymring om at miste en af sine forældre eller at en af forældrene skal komme til skade

- Barnet har overdreven bekymring om at der skal ske barnet selv noget, som vil adskille det fra forældrene

- Barnet vil ikke afleveres i institution uden mor eller far er der

- Barnet vil ikke deltage i børnefødselsdag eller andre ting, hvis ikke mor og far er tilstede hele tiden

- Barnet vil ikke lægge sig til at sove uden at forældrene er der og barnet vil ikke sove uden for hjemmet, hvis ikke også forældrene (en af dem) sover der

- Barnet vil have gentagende mareridt om adskillelse

- Barnet vil klage over at det føler sig syg og har det dårligt, når ...

---

---

... det står overfor en adskillelse.

Som jeg læser dit brev, så virker det som om at der er flere af disse ting der gør sig gældende i forhold til jeres datter og man skal her naturligvis også vurdere om ikke noget af det er aldersmæssigt naturligt. Hun er jo stadig ikke så gammel og det er helt normalt at børn i 4-5 års alderen kan være meget tryghedssøgende. Det er ofte i denne alder at de større spørgsmål om liv og død dukker op, og barnet får også en større bevidsthed om at der sker ting i verden, som ikke er godt. Børn kan være bange for indbrudstyve, bange for at dø eller bange for at blive kidnappet. Og det er aldersmæssigt noget de også skal igennem - men de skal naturligt også kunne beroliges af os og hjælpes til at finde roen igen og ikke lade sig styre af angsten.

Det lyder for mig som om at I godt kan gøre nogle ting for at se om I derved kan styrke hende. Og som du selv er inde på, så kan det være en rigtig god idé at forsøge at støtte hendes selvtillid og selvværd. Dette skal I gøre i hverdagen og hun skal have at vide at I er der 100 pct for hende og også have at vide, hvad der gør hende til noget specielt. Hun må ikke tvivle på at I elsker hende, hun skal vide at I elsker hende netop fordi hun er den hun er. Det at føle at man har værdi, det at føle at der i mors hjerte er en ganske særlig plads til en, fordi man er den man er - det giver selvværd og har man selvværd, så kan man klare rigtig meget også at man skal være adskilt fra sine forældre i nogle timer ...

Forskellen på selvtillid og selvværd kan kort beskrives sådan.

1. Når man har selvtillid, så har man tillid til sine evner, hvor selvværd handler om at opleve at man har værdi.

2. Når man har selvtillid så er man i stand til at gøre - men selvværd handler om at være.

---

---

---

3. Når man har selvtillid så kan man - men når man har selvværd, så er man.

4. Når man har selvtillid, så har man tillid til sine færdigheder, hvor man, hvis man har selvværd, værdsætter sine egenskaber.

Ud over fokus på selvværd og give hende troen og følelsen af at hun stadig er noget helt særligt, så er det også vigtigt at medtænke at hun måske skal gå til noget, hvor hun lærer at være lidt på egen hånd - hvor I er der, uden at I der der helt. Jeg tænker her på at hun f.eks. kan gå til gymnastik, dans eller svømning eller musik. Et eller andet, hvor I ikke kan deltage, fordi det er hende der går til det og hende der skal lære - I er der, enten sidder I i samme lokale og ser på eller også sidder I sammen med de øvrige forældre ude i venterummet. Hvis hun går til noget, hvor I er i samme rum, så kan hun kikke på jer, I kan vise hende at det går fint og med mimik osv. bakke op om at hun klarer det godt. Sidder du i et tilstødende lokale så kan hun lige løbe ud til dig de første gange, tjekke at du stadig er der, du kan tage imod hende "hej skat, skal du lige have en tår vand, godt, - ind med dig igen, ind og være med" osv. Så du hele tiden styrker hende i at hun kan selv.

Og det at hun pludselig oplever at kunne selv, vil naturligt også styrke hende i at kunne andre ting og på sigt gøre det lettere for hende at klare flere ting uden at I behøver være der hele tiden. Og når I kommer hjem og hun fortælle om alt det hun har gjort, så kan far f.eks. sige "hvor lyder det sjovt og gjorde du det hele selv, skat, super!" så hu også bliver bevidst om at det gjorde hun faktisk og det kan hun godt.

Og ikke diskutere det eller presse hende til at hvis hun kan noget, så kan hun også noget andet. Men selv lade hende få styrken og troen på at hun godt kan :)

Jeg håber at ovenstående hjælper videre på vej, fortsat held og lykke :)

Rigtig god weekend!

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---