Svar: Konfliktløsning

---

Kære Mor

Først tillykke med at du er gravid. Det lyder fantastisk, også selvom det ikke var helt planlagt, så er det jo vidunderligt at det kan lade sig gøre, når lille Victor krævede fertilitetsbehandling ... :)

Og tak for dit ærlige og åbne brev og ja, det er godt, at det nogle gange kan virke næsten terapeutisk at få skrevet tankerne ned og så trykke send! :)

Jeg tror det er meget vigtigt at I hos jer, finder ud af at ting godt kan gøres på forskellig vis. Far og mor behøver ikke gøre tingene på samme måde og det er rigtig vigtigt at anerkende, at netop denne forskel, forskelligheden på jer to skal have lov til at være der.

Det er ikke sådan at mors metode nødvendigvis er bedre end fars metode og ting kan gøres på mange måder. Og jeg tænker at det er ret vigtigt at far føler det okay at han gør som han gør. Det er ikke en konkurrence om, hvem af jer der kan gøre det bedst eller hvem af jer der gør det rigtigst. For her kommer far allerede til kort, for han kan ikke gøre som dig. Han føler i hvert fald at han ikke kan gøre det godt nok og selvfølgelig kan han det. Han skal bare føle sig sikker på at det han gør - er godt nok!

Og du skal ikke give en masse gode råd og du skal ikke gribe ind, med mindre det kammer helt over og far er nødt til at fjerne sig og du skal ikke stå i det skjulte og guide og bedrevidende sige "husk nu at ..." eller "hvorfor siger du ikke at ..." osv.

Det er rigtig rigtig vigtigt at du signalerer overfor Victor at du har fuldstændig tiltro til at far sagtens kan finde ud af det. Du skal signalere det og du skal sige det højt. Victor må ikke spille jer ud mod hinanden og du skal bakke op om at far sagtens kan. Du må f.eks. godt sige "Det er far der bader dig i dag, så kommer jeg og giver dig tøj på bagefter" eller "far læser godnathistorie og så kommer jeg og kysser godnat" eller lignende. Så han hører at du vil at det er far og støtter op om at far sagtens kan, men så han naturligvis også hører at du stadig gerne vil ham og naturligvis kommer og hjælper, siger godnat eller hvad det nu er.

Og far skal på samme måde signalere at han har styr på det og ikke kan "væltes", for jeres dreng har jo også en alder, hvor han naturligt udforsker verden. Børn i 2 års alderen er igang med at danne deres eget selvbillede, man oplever det tydeligst ved at barnet begynder at udtrykke eget navn, sige "jeg" eller "det er min", hvilket netop viser, at han er igang med at blive bevidst om, hvem han selv er.

I den alder, hvor han bliver mere og mere bevidst om sig selv, så bliver han naturligt også mere bevidst om I andre - og han udforsker mere og mere, hvad det han gør, gør ved den anden. Og det er her rigtig interessant at undersøge, hvad det gør ved far, hvis han afviser far. Det er en reaktion, som er naturlig at undersøge igen og igen. Og jo mere far reagere, jo mere spændende bliver det naturligt at udforske.

Og derfor er det også rigtig vigtigt at far holder fast i at nu er det far der hjælper ham, at de to hjælpes ad og far må gerne sige "nu læser jeg, så kommer mor om lidt" eller lignende. Så far også her, viser at nu er det mig der hjælper dig, men jeg hører at du også gerne vil have din mor, og det får du også, når vi har læst bogen.

Og når det er sagt, så skal I naturligvis også overveje, hvad kampe man skal tage, for nogle gange skal man jo ikke holde fast i at det partout er far der børster de tænder, hvis det går meget bedre, hvis det er mor. Man skal ikke holde fast i princippet for princippets skyld! Så I skal også ...

---

---

... vælge jeres kampe med omhu.

Og så vil det være rigtig godt, hvis far og søn kan lave noget sammen uden mor. Fordi de naturligt også vil knytte bånd sammen, jo mere de er sammen og det er lettere for far at komme på banen, hvis du ikke er der.

Og netop nu hvor du er gravid og også begrænset i at kunne så meget fysisk på grund af din bækkenløsning, så vil det være rigtig godt at far og søn gør ting sammen. Det kan være at tage i svømmehallen - dette fordi det naturligt giver tæt fysisk kontakt og nærhed. De kan vælge at gå til svømning sammen. De kan også gå til gymnastik, musik og rytmik eller hvad man nu kan gå til hvor I bor. Det kan også bare være at de fast går en tur, kikker på biler, løfter sten og gamle træstubbe og kikker hvad der gemmer sig af smådyr under. Det kan også være at far er rigtig god til at bygge huler og at de to kan lave en hule sammen i stuen, under et bord eller et par stole. Det kan være så meget - det der er vigtigt er at det er noget de to har sammen, det er noget som far og søn gør og hvor mor er på sidelinjen. Og de er far og søn der sammen finder ud af hvordan og mor blander sig ikke.

Du skriver at "Victor er begyndt at tale grimt til far og råber fx "Gåååå sååååå far" eller lignende provokerende og respektløst. Og far accepterer det bare, hvilket jeg ikke forstår!!" - Hvordan reagerer du? Accepterer du det ved at lade som ingenting? Det er her igen også vigtigt at du bakker op om far, at du siger "Far må gerne være her!" eller "Du skal ikke råbe af far, man bliver ked af det når nogen råber" eller lignende. For Victor spejler sig også i hvordan du reagerer, netop når han undersøger "når jeg gør noget ved den anden, hvad sker der så?" og det er vigtigt at du markerer, når han her går over stregen.

---

---

---

Jeres dreng har forskellig adfærd alt efter om han er sammen med mor eller far og det er helt normalt. Det er fordi I forældre er forskellige og reagerer forskelligt på ham og de signaler og behov han sender. Men det betyder ikke at I skal lave jer om, eller forsøge at blive mere ens - det er helt okay at mor feks. er den mere "hårde og konsevente" og far måske den mere "bløde og følsomme". Forskellighed er en styrke og jeres dreng har brug for begge dele.

Men det vil være rigtig godt, at I overordnet er enige. De overordnede regler skal I forældre være enige om. Det betyder at jeres dreng ikke skal kunne spille jer ud mod hinanden - overordnet virker mor og far som en enhed. Når den ene siger nej, så siger den anden også nej.

Det betyder at hvis din mand f.eks. har sagt nej til noget, så kan du ikke sige ja. Jeres dreng skal ikke kunne gå først til den ene og så derefter til den anden og på den måde spille jer ud mod hinanden. Men hvis du er uenig i det nej, der er givet, så kan du godt tage jeres dreng med hen til far og sige "jeg kan forstå at du har sagt nej, hvordan kan det være?" og far kan give en forklaring. Og nogle gange skal du så acceptere denne forklaring og sige "det er rigtigt, hvad far siger og nej er nej" og andre gange så kan I måske finde et kompromis, finde en løsning, som I alle er tilfredse med - og det er helt okay. I en sådan situation, så lærer jeres dreng jo også at man netop ved at tale sammen, kan finde en løsning, finde et kompromis - og det er netop vigtigt læring, at han lærer at man via dialog kan finde en løsning som alle er glade for :)

Jeg håber I kan bruge mine tanker videre og er hjulpet lidt på vej :)

Rigtig meget held og lykke fortsat og rigtig glædelig jul til jer alle 3 (knap fire) :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---