Svar: Opdragelse af trodsig 4 årig

---

Kære Tilde

De fleste forældre har hørt at det især er i 1-3 års alderen at man oplever børn trodsige, det er i den alder de virkelig prøver deres selvstændighed af. Men rigtig mange forældre oplever fire års alderen svær, og det hænger ofte sammen med, at børn i denne alder verbalt begynder at kunne svare for sig og derfor også nogle gange stiller krav, svarer igen og kommunikerer på en måde, som kan provokere os forældre ... det er her rigtig vigtigt at huske på, at din datter stadig er en lille pige - 90% af hjernens udvikling sker de første 5 år og hun kan derfor ikke tænke og opføre sig lige pænt altid ... :)

Der kan være flere grunde til at hun lige nu reagerer som hun gør. Du nævner selv lillebror som en mulighed og det kan godt være en forklaring - hun kan godt, selvom hun er glad for sin lillebror, føle at han en gang imellem får lidt for meget opmærksomhed og at hun skal gøre lidt for meget selv. Han bliver nurset lidt mere og der stilles flere krav til hende.

Det er helt naturligt, fordi hun er det ældre, men igen har hun nogle gange brug for at blive set som den lille pige hun også stadig er. Og det kan her også være en rigtig god idé at I laver ting med hende, som kun er med hende. Det kan både være ting hun gør sammen med far og ting hun gør samme med mor "dig og mig", så hun virkelig føler sig set og prioriteret.

Putningen om aftenen kan være værd at prioritere. Det at I sætter jer ned og læser godnathistorie, taler om dagen, bruger tid på at koble fra og bruger tid på bare at sidde på sengekanten når hun skal sove. At hun mærker at I der er der for hende og ikke lader jer forstyrre af andre ting - det kan være en rigtig god idé. Faktisk er det også ofte netop på sengekanten om aftenen, at der bliver lukket op for posen med tanker og spekulationer og derfor der, I kan være heldige at få lidt at vide om, hvad det er hun går og tumler med.

Det kan være at hun siger, at hun oplever jer sure, at I skælder meget ud, at hun oplever I har lovet noget, som I ikke har holdt, at der er nogle i børnehaven som driller eller som har sagt noget grimt til hende - eller hvad det nu kan være. Det er vigtigt at I lige nu giver jer tid til at snakke og lytte til hvad det er hun oplever og hvordan hun oplever verden, oplever sin hverdag.

Hendes reaktioner hjemme kan også handle om at det er hjemme at hun føler sig tryg nok til at prøve grænser. Og hun er nødt til at prøve jer af, for at lære, hvordan man skal reagere i forskellige situationer. I skal guide ...

---

---

... og støtte hende, vise hende vejen og hun prøver af på jer, fordi hun er tættest knyttet til jer. Det er egentlig et sundhedstegn, at hun netop reagerer hjemme. Det betyder at hun afprøver nogle af de ting hun oplever i børnehaven. Det kan være børn der siger "du er dum!", "du må ikke være med" eller lignende og de situationer hun står i her, reagerer hun på. Både ved at være ked af det, det er ikke rart at få at vide - men også ved at afprøve på jer, - hvad mon der sker, hvis jeg siger det samme til mine forældre, hvordan vil de så reagerer. Netop for at få værktøjer til hvordan hun selv kan reagere.

Når hun siger "så gør jeg det bare alligevel" eller "jeg er da ligeglad" eller hvad hun nu kan finde på at sige, så kan det altså godt være noget hun har hørt i en anden sammenhæng og som hun derfor prøver af. Derfor er det rigtig godt en gang imellem lige at stoppe op, - tage det roligt, ikke skælde ud og ikke råbe af hende, men sige "hov-hov skat, hvor kommer det fra?" eller "hvordan kan det være du siger sådan, vi plejer ikke at bruge de ord hjemme?" eller lignende, så du møder hende, viser hende at du hører hvad hun siger, at du lytter og at du gerne vil hjælpe. Sæt dig ned sammen med hende og vis hende at du gerne vil høre, hvad det er der sker lige nu, så du kan hjælpe ...

---

---

---

Du fortæller at hun selv er smerteligt bevidst om når I har haft en konflikt og at det tydeligt går hende meget på. det lyder også som om at hun er ret god til at sætte ord på sine tanker og følelse og du må gerne prøve at tale til hendes intellekt. Det kan være en rigtig god idé at I sætter jer ned og taler om, hvordan det kan være dejligt at bo hjemme hos jer - for jer alle sammen. Sig til hende, at du bliver ked af det når I skændes og det har du ikke lyst til, så du tænker at I måske kan tale om, hvordan I kan undgå at blive sure på hinanden og lave nogle aftaler omkring det. Og så lyt til hvad hun siger, lad hende sætte ord på og anerkend det hun giver udtryk for - også selvom du måske ikke synes det er rigtigt eller ikke føler at det passer - det føler hun og det har hun ret til og så må I indgå et kompromis.

Det er vigtigt at du anerkender at din datter på den ene side er en stor pige, som du kan lave små aftaler med - men på den anden side også anerkende, at hun stadig også er en lille pige, hvor du skal passe på ikke at sætte for store krav, fordi det stadig pludselig kan blive for meget for hende :)

Jeg håber du kan bruge mine tanker her videre, fortsat held og lykke :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---