Brev:
Søvnproblemer efter start i vuggestue
Kære Helen
Tak for dit seneste svar til os.
Vores datter er nu blevet rigtig god til at drikke både vand og nutramigen af kop, så det er dejligt. I det hele taget er det opmuntrende at læse vores tidligere breve til dig, for det er en lille påmindelse om, at de problemer, der opstår undervejs, oftest forsvinder igen; - og sommetider tilsyneladende helt af sig selv. Det gælder forhåbentlig også den situation, vi står i lige nu ;-)
Vores datter startede i vuggestue midt i august, og hun har haft en rigtig svær start. Bedst som det efter et par uger så ud til at blive en smule bedre, blev et par af de kendte voksne i vuggestuen syge, og vores datter havde også et par sygedage. Det betød, at det nærmest var som at starte forfra igen, hvor hun græd sig igennem dagene dernede, og det har taget rigtig hårdt på os alle tre herhjemme. Vi har gjort alt, hvad vi kunne for at være fleksible: givet hende korte dage, været med hende i vuggestue, hun har sovebamse og et lille billedalbum med. Vi ved ikke, hvad der skete, men pludselig for halvanden uge siden, vendte det næsten fra den ene dag til den anden, og hun er nu glad det meste af dagen og virker til at trives med vuggestuelivet. De sidste to dage har hun heller ikke grædt ved aflevering, så det er en kæmpe lettelse. :-)
Siden vuggestuestart har vores datter imidlertid sovet rigtig dårligt om natten. Først har vi tænkt, det hang sammen med start i institution, og at hun var syg (sløj i næsten to uger med forkølelse og feber), men søvnproblemerne er ikke aftaget - nærmest tvært imod.
Vi putter hende mellem 19 og 19.30 efter amning og godnatgrød. Inden hun startede i vuggestue, tog det fra 20-45 min., hvor vi sad inde hos hende. Så sov hun til 6-6.30-tiden med enkelte opvågninger om natten, hvor hun lige skulle have sutten.
Nu tager det mindst en time og ofte halvanden at putte hende, selvom hun viser de sædvanlige træthedstegn, og vi sidder hos hende. Vi skiftes til at putte, og det gør ingen forskel, hvem af os det er. Som regel kravler hun lidt rundt i sengen og finder ro, mens vi synger, og så lægger hun sig ned og er tilsyneladende lige ved at falde i søvn, men der kan gå meget lang tid, før hun finder helt ro. Hun vil ikke længere have sutten, hvilket undrer os (vi har tænkt, om der kan være tænder på vej).
Når hun sover, og vi er gået ind i stuen, vågner hun ofte flere gange, inden vi går i seng v. 22.30 tiden. Sommetider efter kun et kvarters søvn. Hun kan ikke længere bare sove videre ved at få sutten men vågner helt og græder og klamrer sig til ...
... os. Tager vi hende op og sidder med hende ved siden af sengen, falder hun ikke til ro som tidligere men vrider sig og vil ned. De sidste aftener har vi prøvet at tage hende lidt med ind i stuen igen, fordi hun græder og kører helt op inde i soveværelset. Når hun kommer op, løber hun rundt i stuen med et smil men sådan lidt hektisk og overgearet, hvilket vi ser som tegn på overtræthed. Vi tror, hun græder og reagerer som hun gør, fordi hun er frustreret over ikke at kunne sove. Kan hun have ondt? I ørerne f.eks.? Det har hun ikke tidligere haft problemer med.
Når hun endelig sover godt (i aftes var det kl. 22) sover hun sommetider nogenlunde roligt til kl. 4-5. Andre gange vågner hun i løbet af natten. Fælles for nætterne er, at hun vågner mellem 4 og 5, hvor vi gør alt, hvad vi kan for at få hende til at sove videre: Sidder ved hendes seng, tager hende på skødet eller over til os, men hun vil op. De sidste morgener er vi stået op med hende 5.30 (efter langt putteforsøg), og hun er tydeligvis virkelig træt (i nat har hun kun sovet 7 en halv time). Hun får morgenmad og spiser fint nok, men vi tænker jo, at det er en alt for kort nattesøvn, og vi har også svært ved at holde til det selv.
Hun tilbydes fortsat to lure om dagen og sover altid en lang formiddagslur (ca. 2 timer). Her har hun let ved at falde i søvn i barnevognen. Så er det forskelligt, om hun kan sove om eftermiddagen - lidt afhængigt af, hvor sent den første lur lå.
Hun er en lille smule forkølet, men ikke så næsen løber ret meget, og hun har ikke feber mere. Dog lyder hun lidt "snøvlet". Da hun var syg for et par uger siden havde hun trøske og svamp i skridtet, som hun fik behandling for. Det er tilsyneladende væk nu. Hun har også fået appetitten tilbage, og spiser faktisk ret godt for tiden, hvor hun i perioder har været meget småtspisende.
Ud over den dårlige søvn og megen gråd i den forbindelse, virker hun altså til at trives, men hun virker selvfølgelig træt og vil som nævnt ikke have sin sut.
Undskyld den lange smøre, men vi vil gerne give dig mulighed for at få hele sammenhængen.
Hvad tænker du - kan hun have ondt, eller skal vi bare håbe, at det er forbigående? Hvordan støtter vi hende bedst, når hun har så svært ved at falde i søvn aften og tidlig morgen?
Vi har overvejet at prøve lidt panodil junior for det tilfælde, at hun har ondt, men vi tøver lidt, da hun jo ikke har feber. (Hun fik lidt sidst, hun var syg efter aftale med lægen).
Håber du vil dele dine tanker med os.
Venlig hilsen
et par udmattede førstegangsforældre
Annoncer
Sponsorerede artikler
Plus-Plus BIG: Sjov og lærerig leg for de mindste
Når det kommer til små børns udvikling, spiller leg en afgørende rolle. Det er en væsentlig måde for børn til at udvikle deres finmotorik, evnen til at fordybe sig, lære om farver og former osv. BIG har vist sig at være godt til netop det, og derfor vælger mange vuggestuer og børnehaver også BIG, ...
Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:
16. november 2024 | Udstyr | 14 mdr.
Jakke og flyverdragt i autostol?
Kære Helen Jeg har bare lige et kort spørgsmål, som jeg håber, at du kan...
9. november 2024 | Sovevaner | 12 mdr.
Dreng 11 måneder vil ikke længere puttes af far del 2
Kære Helen Jeg skriver del 2 i titlen for at referere til mit tidligere...
18. oktober 2024 | Sygdom | 14 mdr.
Skoldkopper eller hånd- fod og mundsyge?
Kære Helen Vores datter på 14 måneder har fået enten skoldkopper eller hånd-...
6. oktober 2024 | Sovevaner | 11 mdr.
Dreng 11 mdr vil ikke længere puttes af far
Kære Helen Vi står i en lidt presset situation, da vores dreng på 11...
7. september 2024 | Amning | 11 mdr.
Kære Helen Jeg har en glad og nysgerrig dreng på 11måneder og 14 dage. Jeg...
Viden om børn:
Mekonium - den første afføring
Mekonium er betegnelsen for den første afføring, som spædbarnet har. Afføringen er sort og klæbrig og ser ud som tjære.
Det, der kommer ud, er det fostervand, som barnet har drukket, da det lå inde i maven. Det indeholder blandt andet hår og afstødte hudceller. Fostervand, hår og hudceller samler sig i tarmen og bliver udskilt som mekonium, når barnet bliver født. Nogle gange udskiller barnet mekonium forbindelse med fødslen, hvilket er med til at give grønt fostervand.
Bøvse
Når babyer spiser, sluger de ofte en masse luft. Derfor har mange brug for at bøvse efter et måltid.
Den nemmeste måde at dit barn kan komme af med luften på er hvis du lægger barnet op mod skulderen og klapper eller stryger forsigtigt på ryggen. Hold barnet så højt, at barnets arme bliver løftet, så har luften lettere ved at komme ud.
Du kan også sidde med barnet foran dig på dit skød eller lægge barnet på din underarm og gå lidt rundt.
Spædbørn...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.