Svar: Storesøster igen igen

---

Hej med jer og tusind tak for jeres brev og meget fine beskrivelse af jeres datter og alle jeres tanker :)

Der er rigtig mange ting som sandsynligvis spiller ind hos jer, og jeg vil meget gerne give jer lidt bud på, hvad det kan være - og så må I se om nogle af mine tanker kan give jer lidt forklaring og inspiration til hvad der sker hos jer og hvordan I måske kan handle.

Som udgangspunkt, så reagerer jeres datter som hun gør - med protest, svarer igen, ligegyldighed osv. for hun med den reaktion prøver at fortælle jer noget. Børn handler altid som de gør, fordi de har brug for noget - så det er vigtigt at finde ud af, hvad det er hun har brug for. Og her har I selv mange bud og jeg har nogle:

- Det kan være brug for jeres opmærksomhed, fordi lillebror er en rival. Altså brug for at I ser hende mere.

- Det kan være brug for at bestemme mere selv, det kan være udtryk for, at hun oplever I bestemmer for meget, at det altid er jer der ved bedst.

- Det kan være brug for at I siger mere "Ja!" at hun oplever at I siger nej til alt, hvor I måske oplever at I siger nej til noget forskelligt.

- Det kan være at I sender utydelige signaler - at hun ikke er helt sikker på, hvordan jeres regler er og derfor er nødt til at udfordre dem.

- Det kan være efterligning af jer eller andre. Børn lærer af det de ser og det de hører. Det kan være efterligning af hvordan I taler sammen generelt, hvordan I taler børn og voksne imellem, hvordan I taler til jeres forældre eller omtaler jeres forældre. Hun lytter og lærer af det hun hører og det hun oplever.

- Det kan være efterligning af børn i institutionen. Afprøvning af måden de børn reagerer på. Måske taler nogle grimt til hende og hun ved ikke hvordan hun skal reagere på det - og derfor taler hun grimt til jer, for at få redskaber til, hvordan man kan handle.

- Det kan også være en reaktion på, at det er rigtig svært at være i børnehaven - det lyder som om at der foregår en del forskellige ting, som hun har rigtig svært ved at tackle og det lyder som om at børnegruppen har en del udfordringer. Reaktioner på dette vil naturligt også komme hjemme.

- Det kan være ... ja sikkert mange flere ting, men det er nogle bud.

I forhold til det med søskendejalousi så er det meget svære følelser - det er en blanding af sorg, vrede og angst. Det er sorgen over at miste jer som forældre, ikke at have jer for sig selv mere. Det er vreden over at I har skabt denne situation og det er samtidig også angsten for, at I synes bedre om lillebror end I synes om hende. Det er helt naturlige følelser og det er vigtigt at jeres datter får lov til at udtrykke disse og også får dem bearbejdet. Det er derfor vigtigt at I sætter ord på de tanker og følelser I tror jeres datter går rundt med, så hun hører at I forstår hende.

I må gerne sige direkte, at I ved at lillebror er irriterende "jeg kan godt forstå du synes det er irriterende at ..." eller "det er også dumt, at ..." så hun føler sig forstået. Samtidig skal der naturligvis sættes grænser, så hun ikke er ond ved sin lillebror - han skal behandles ordentlig og er hun bevidst ond ved ham, er det fint at I bruger en time-out, sætter storesøster væk og siger "du må være i gangen når du slår, man må aldrig gøre noget, som gør ondt på andre!" eller lignende.

Men det er en svær balance at finde og I skal prøve både at lytte og anerkende de følelser hun har og samtidig også holde fast i de spilleregler der er, for at I kan være en familie, hvor der er plads til jer alle fire "jeg kan godt forstå du synes lillebror er irriterende, men jeg vil ikke have du slår!".

Der vil altid være konkurrence mellem søskende og de vil konkurrere mellem jeres kærlighed og opmærksomhed - sådan er det, det følger med. Og som forældre er man nok også nødt til at acceptere at ens børn jo ikke har valgt hinanden, men at vi har valgt at de er tvunget til at være sammen - og det er ikke sikkert børnene er enige i det .. og det giver konflikter og det giver udfordringer.

Og det er naturligt at jeres datter nogle gange ikke vil udsætte sine behov, ikke vil vente på at lillebror skal til først, ikke gider ham - for hun har ikke bedt om at han skulle være der - hun vil ligeså gerne, faktisk måske hellere, bare have jer for sig selv. Og hun ved godt at sådan er det ikke og naturligvis er hun også glad for ham - men ...

---

---

... nogle gange, ville hun bare ønske, at han ikke var der. Og sikken følelse at have - det er jo ligesom ikke tilladt at føle sådan, selvom det er helt reelt :)

Fiona skal ikke deltage i lillebrors bad, eller spørges om hun vil spille musik med ham eller lignende - for hvad skal hun svare - "jeg gider ham ikke!", "jeg vil hellere at I leger med mig!" eller ...? Hun skal inviteres med, hvis I laver noget sammen alle sammen - spiller et spil eller går en tur i skoven eller et eller andet, hvor alle kan være med - det er naturligt at hun inviteres med der - men lillebror skal hun have en pause fra og hvis hun har lyst til at deltage, så vil hun sandsynligvis komme af sig selv :)

Med hensyn til krav om at sige undskyld, så skal jeres datter naturligvis lære at sige undskyld, når og hvis hun gør noget forkert - men hun lærer det bedst ved, at du siger undskyld til hende, når du/I nogle gange begår fejl. For det gør I jo også - I kommer til at råbe for højt af hende, skælder hende for meget ud, eller kommer til at fejlvurdere en konflikt mellem hende og lillebror og det er vigtigt at I anerkender når I begår fejl og siger undskyld, når I taler med hende.

Hun skal naturligvis tale pænt til dig - og ja det er ikke rart at få at vide at "du er bare den dummeste mor i hele verden!" - men måske er du det lige der og et eller andet sted, er det også her rigtig vigtigt at lade hende have den følelse og acceptere at hun synes du er dum. Måske er det hun siger "det er simpelthen så uretfærdigt at ..." og derfor er det vigtigt at du lytter til de følelser der ligger bag. Derfor er det ofte en rigtig god idé ikke bare automatisk at reagere med "du skal tale pænt, du skal ikke sige jeg er dum" osv men i stedet sige "det er okay du synes jeg er dum, men et nej er et nej" eller hvad situationen nu er. Andre gange kan det være bedre at sige "jeg er rigtigt ked af, hvis du synes jeg er dum, for jeg holder rigtig meget af dig" og atter andre gange, har du naturligvis ret til at sige "her i huset er der ingen der er dumme og vi taler pænt allesammen!"

Nogle gange er den næsvished du oplever, udtryk for behov for at blive set og det kan derfor være en idé at stoppe op, få øjenkontakt og også røre ved hende, tage hende i hånden eller på skødet og sige "hov hov, sådan skal du ikke tale til mig. Hvad handler det om, hvad sker der?" eller lignende. For på en gang at markere at det er ikke okay at tale sådan og samtidig forsøge at finde en forklaring, forsøge at finde ud af hvad der pludselig udløste dette.

---

---

---

Når børn ikke hører efter hvad der bliver sagt, når de ignorerer os eller griner af os, når vi skælder ud, så skyldes det ofte at de bliver skældt for meget ud, det er deres måde at tackle situationen på. Derfor er det generelt en god idé at overveje, hvordan vi møder dem i hverdagen.

Ofte bliver vi meget fokuserede på at skælde ud over alt det som barnet gør forkert. Vi har fokus på alt det vi ikke vil have, men glemmer at fortælle barnet, hvad vi vil i stedet for. Og det er rigtig vigtigt at vi husker at fortælle vores børn, når de gør noget godt, noget som vi synes er dejligt og rart, alle de ting som vi gerne vil have mere af :)

Det er en rigtig god idé at prøve at få øjenkontakt med hende - men det er samtidig super vigtigt ikke at tvinge hende til at se dig i øjnene, for det kan være rigtig ubehageligt. Når hun ikke hører efter, så kan man meget let komme til at sige "hør efter hvad jeg siger til dig!" eller "se på mig, når jeg taler til dig!", ligesom du også meget let kommer til at sige "Kan du så sige undskyld, sig så undskyld nu!"

Og hun kan ikke - hun kan ikke se på dig, - hvis hun gør det vil hun jo se din vrede i dine anklagende øjne og det er naturligvis ikke noget hun ønsker. Derfor kigger hun ikke på dig, når du irettesætter hende. Derfor er det lettere bare at sige "jeg er da ligeglad, jeg leger da bare her" osv.

Hvorfor det er gået så godt i sommerferien - umiddelbart tænker jeg at det handler om at hele situationen har været en anden og at der har været meget mere ro på og meget mere tid. Hun har måske følt sig meget mere set og mødt i ferien - for I har ikke skulle andet end "hygge med ungerne" og det har været så dejligt for hende.

Jeg håber at mine tanker hjælper videre på vej - rigtig meget held og lykke fortsat til jer alle fire :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---